Spring menu over

Det kan du selv gøre for at få et mere inkluderende sprog

Del artikel:

Bliv klogere på kommunikatørens særlige ansvar for et mere inkluderende sprog, og lær hvad du kan gøre for at modvirke kønsbias med tre gode råd.

Af Laura Skelgaard Paulsen

Brandmand, 12-tals-pige og dramaqueen for bare at nævne et par stykker.

Kønnede ord indgår naturligt i manges sprog, men når de gang på gang gentages, forstærkes deres ladning, og det bidrager til at fastholde stereotyper - også det, man kan kalde kønsbias.

Derfor har kommunikationsbureauet Advice lanceret en ny indsats, (fælles)køn, der skal fremme et mere inkluderende sprogbrug.

Nyt plugin scanner kønnede ord

Som en del af Advices indsats, (fælles)køn, har de lanceret et plugin, der giver dig besked om kønnede ord, du skriver og læser.

Og her har kommunikatøren et særligt ansvar, mener Charlotte Martens, der er Chief Creative Strategist hos Advice og et af hovederne bag (fælles)køn.

"Kommunikation fylder i samfundet og påvirker vores opfattelser. Jo mere vi kommunikerer, desto større ansvar påtager vi os," siger hun og tilføjer:

"Mange kommunikatører står over for opgaven med at skabe kampagner, der skal ændre holdninger eller adfærd. For at opnå denne effekt er det afgørende for os at være opmærksomme på vores egne blinde vinkler."

Hun har tre gode råd til, hvad du kan gøre for at få et mere inkluderende sprog:

1. Nørd sproget og find dine blinde vinkler

Det at arbejde med at modvirke kønsbias og få et mere inkluderende sprog, kræver en mere generel indsats på din arbejdsplads, forklarer Charlotte Martens.

“Vi har alle blinde vinkler, og hvis vi ikke arbejder bevidst med det, så kommunikerer man kun til dem, som er ligesom en selv. Men det er bare ikke alle, som er ligesom dig, så vi skal kunne rumme andre end os selv,” siger hun.

Derfor er hendes råd, at man som kommunikatør nørder med sproget: Læser artikler, opdateres på ny forskning og lytter til relevante podcast.

En interesse i sproget og inklusion generelt vil give dig større viden, som vil hjælpe dig med at identificere dine egne blinde vinkler.

Selv anbefaler hun appen ‘Ordet er dit’, der hjælper dig med at udvide dit ordforråd inden for ligestilling og diversitet.

2. Snak om jeres fejl

Det er en meget stejl læringskurve, når man skal lære at få et mere inkluderende sprog. Derfor kommer de fleste til at begå fejl, selvom man har de bedste intentioner, forklarer Charlotte Martens.

“Men i stedet for at gemme fejlene væk, skal man turde at dykke ned i det, der gik galt. Stil spørgsmål som: ‘Hvad var vores blinde vinkler i denne sag? Og hvorfor fangede vi det ikke?'", anbefaler hun.

Og er man det mindste i tvivl om svarene, skal man række ud og spørge dem, der repræsenterer de blinde vinkler.

3. Prøv pluginet

I de første tre uger efter lanceringen af Advice-pluginet blev de kønnede ord, pluginet er kodet med, brugt over 100.000 gange i medierne.

Det overraskede Charlotte Martens, hvis sidste råd derfor er at prøve pluginet af.

“Bare det at arbejde med pluginet og blive opmærksom på, hvor mange gange kønnede ord optræder, vil være en aha-oplevelse for mange. Det var det i hvert fald internt i Advice,” siger hun.

For eksempel startede ordet ‘brandmand’ en samtale hen over skrivebordene i Advice: For det hedder jo en ‘brandmand’, så hvad kan et ikke-kønnet alternativ være? Måske kunne man blive inspireret af det engelske ord ‘firefighter’? De kom frem til ‘flammetæmmer’.

Den samtale og de spørgsmål internt i Advice var afledt af, at en del af pluginnets funktioner er, at man kan komme med alternativer til de kønnede udtryk, der scannes.

Kom selv med kønsneutrale synonymer

Dansk er det mest kønsstereotype sprog i verden.

Der er for eksempel hele 349 ord, der ender på mand. Kun 39 ender på kvinde.

Her er et par eksempler på typiske kønnede udtryk og deres kønsneutrale stereotyper:

Pigesur → mopset
Formand → forperson
Tøsedreng → bangebuks
Hår på brystet → ben i næsen

Advice’s kampagne fælles(køn) prøver at gøre op med det kønstereotype danske sprog under parolen, at et kønsneutralt sprog ikke behøver være gråt og kedeligt.

Du kan hjælpe med at gøre det kønsneutrale sprog mere levende, ved selv at komme med alternativer her.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje