Rettigheder og beskyttelse af tillidsrepræsentanten

Del artikel:

Som tillidsrepræsentant repræsenterer du dine kolleger i medgang og modgang. Derfor er du i nogle situationer særligt udsat, og derfor er du også omfattet af nogle særlige regler, der beskytter dig i din ansættelse.

I det offentlige er alle tillidsvalgte omfattet af en særlig beskyttelse. Det gælder også for mange overenskomstansatte tillidsvalgte i private overenskomster. Det betyder, at det er sværere for din arbejdsgiver at afskedige dig. Som tillidsrepræsentant er du altså mere beskyttet i ansættelsen end dine kolleger. Men du er også mere udsat, fordi du er den der agerer talsmand for medarbejderne og må forhandle og konfrontere ledelsen med synspunkter, som måske ikke  altid falder i god jord.

Den særlige beskyttelse gælder både tillidsrepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter og medarbejderrepræsentanter, samt alle tre nævnte gruppers suppleanter i SU og MED.

Beskyttelsen og dine øvrige rettigheder som tillidsrepræsentant fremgår blandt andet af de aftaler, der er indgået om tillidsrepræsentanter og - hvis du er privatansat - af din overenskomst.

Du er den sidste der bliver opsagt

Som tillidsvalgt er du i princippet den sidste, der bliver afskediget inden for dit område. Du kan kun opsiges, hvis der er det, man kalder tvingende årsager. Tvingende årsager kan fx være, hvis du, som tillidsrepræsentant har opfordret til eller ikke aktivt har modarbejdet en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, har opfordret til andre former for brud på overenskomsten, har overtrådt ordensforeskrifter eller hvis du leverer en overordentlig meget ringere arbejdsindsats end før udnævnelsen som tillidsrepræsentant. Tvingende årsager kan også være langvarig sygemelding.

Det, at din arbejdsplads fx skal skære ned eller mangler arbejdsopgaver, ses ikke som tvingende årsager.

Hvis en arbejdsgiver beslutter at afskedige en tillidsvalgt, skal han eller hun kunne bevise, at arbejdspladsen ikke lige så godt kunne have afskediget en anden medarbejder.

Hvis du som tillidsrepræsentant bliver opsagt, skal din afskedigelsessag følge nogle særlige regler om varsling, forhandling og voldgift. Dem kan du læse mere om i de næste afsnit.

Særlige varsler for tillidsrepræsentanter

Hvis din arbejdsgiver ønsker at afskedige dig, kan du ikke blive opsagt, før DM og din arbejdsgiver har forhandlet sagen.

  • Hvis du er ansat i staten, skal forhandlingen foregå seneste otte dage efter, at DM har fået besked om, at din arbejdsgiver har planer om at afskedige dig.
  • Hvis du er ansat i en kommune eller region, skal forhandlingen foregår senest tre uger efter, at DM har fået besked om, at din arbejdsgiver har planer om afskedige dig.

Hvis din arbejdsgiver vil afskedige dig af individuelle årsager, skal det ske med dit individuelle opsigelsesvarsel plus tre ekstra måneder, fordi du er tillidsrepræsentant.

Hvis du er tillidsrepræsentant i staten eller i en region og din arbejdsgiver vil afskedige dig på grund af arbejdsmangel, det vil sige i forbindelse med besparelser, kan det ske med dit individuelle varsel.

Er du ansat i en kommune skal det ske med individuelt varsel – dog mindst seks måneder.

Hvis du er i en privat virksomhed

Tillidsrepræsentanter på det private arbejdsmarked skal sikres mod afskedigelse gennem en kollektiv aftale som enten har form som en overenskomst der regulerer de øvrige vilkår på arbejdspladsen eller som en tillidsrepræsentantaftale, der udelukkende vedrører tillidsrepræsentantskabet på arbejdspladsen.

I langt de fleste kollektive overenskomster er der aftalt et beskyttelsesværn mod afskedigelse af tillidsrepræsentanten. Ofte kræver det særligt tungtvejende grunde/tvingende grunde før en arbejdsgiver kan afskedige en tillidsrepræsentant. Det er dog afgørende at afskedigelsesværnet er udtrykkeligt hjemlet i overenskomsten.

Er der indgået en overenskomst på arbejdspladsen, hvori der hjemles mulighed for at vælge en tillidsrepræsentant men uden der er aftalt et beskyttelsesværn mod afskedigelse, er situationen en anden.  Tillidsrepræsentanten vil ikke have den samme beskyttelse mod afskedigelse som hvis det er udtrykkeligt aftalt i den kollektive aftale.

Kontakt DM

Du er altid velkommen til at kontakte DM og få sparring og vejledning og stille spørgsmål.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}