Det overraskede Ida, at det ikke altid er en kampplads at være TR

Ida arbejder som konsulent i NGO’en Børns Vilkår. Her har hun arbejdet i 4 år, og har været tillidsrepræsentant i næsten lige så lang tid - hun blev nemlig valgt til tillidshvervet efter tre måneder hos Børns Vilkår.

© Lars Bech

Del artikel:

Tidligere folkeskolelærer, Ida Scheibye-Alsing, havde oplevet at blive lockoutet, så for hende var det noget af et skift at blive TR for akademikere. Her overraskede det hende nemlig, at hvervet også har en meget mere personlig side.

I 2013 blev alle folkeskolelærere lockoutet da overenskomstforhandlingerne var gået i hårdknude. Dengang arbejdede Ida Scheibye-Alsing som folkeskolelærer: 

“Det var jo en historisk begivenhed for den danske fagbevægelse, og det føltes også sådan”, fortæller hun og husker, hvordan konflikten også virkede som en samlende kraft for alle folkeskolelærer, der blev samlet i ét stort fællesskab.  

I dag arbejder hun ikke længere som folkeskolelærer, men som børnefaglig konsulent i NGO’en Børns Vilkår. Her har hun arbejdet i 4 år, og har været  tillidsrepræsentant i næsten lige så lang tid - hun blev nemlig valgt til tillidshvervet efter tre måneder hos Børns Vilkår. 

Det var oplevelsen med lockout-konflikten, der gav hende lyst til at arbejde for at sådan en situation ikke opstår igen. Derfor meldte hun sig som tillidsrepræsentant på hendes nye arbejdsplads.  

“Jeg gik ind til hvervet med en idé om det store fællesskab, men jeg havde måske ikke forventet, at det nære ville betyde så meget for mig”, siger hun og uddyber: “Det var et ret stort skifte at blive tillidsvalgt for akademikere, for jeg fandt ret hurtigt ud af, at det ikke behøver at være en kampplads at være tillidsvalgt”.  

Det er gået op for hende, at de små kampe, betyder lige så meget. Man kan nemlig udrette ret meget lokalt på arbejdspladsen som TR, for at påvirke de gode løsninger og et godt samarbejdsklima, forklarer hun.  

 

Arbejdslivet for mange er lige nu ikke bæredygtigt. Så spørgsmålet for mig er: Hvordan får vi det her løst?"
Ida Scheibye-Alsing, DM TR

Selvudnævnt 'forhandlingsnørd'  

Ida Scheibye-Alsings store passion i tillidshvervet er, at påvirke de gode løsninger. 

“Jeg er bare sådan en forhandlings-nørd og jeg elsker overenskomster; Jeg synes simpelthen, at det er pissespændende”, siger hun og tænker tilbage på hendes gamle job som folkeskolelærer, hvor overenskomsten blev forhandlet mellem Danmarks Lærerforening og Kommunernes Landsforening. 

“Jeg føler mig rigtig heldig, og jeg ser det som et stort privilegium, at jeg som del af tillidshvervet sidder med ved bordet og forhandler vilkår og løn på min arbejdsplads, i stedet for at de bliver forhandlet i et lukket rum langt væk”, forklarer hun.  

Men fordi hun elsker forhandlinger og den strategiske side af TR-hvervet, er det også gået op for hende, hvor vigtig relationerne til hendes kolleger er:  

“Det at jeg har talt med folk, er supervigtigt når jeg forhandler, fordi forhandlinger er meget tillidsbaserede. Det tager tid at bygge tillid op, men uden tillid bliver det nogle meget lange forhandlinger”, siger hun, og forklarer, at hvervet handler meget om relationsarbejde:  

“Hvis jeg træffer forkerte valg i forhandlingslokalet, så er der kontant afregning. Det er mine egne kollegaer, jeg skal se i øjnene bagefter. Mit bedste råd som tillidsvalgt er derfor, at du skal huske at snakke med dine kolleger, ellers kan du ende i en ret prekær situation ved forhandlingsbordet”.  

 Det har gennem årene som tillidsvalgt vist sig, at det faktisk er den helt tætte relation med kollegaerne, som gør hvervet allermest meningsfuldt for Ida Scheibye-Alsing:  

 “Det der med at være den, som tager telefonen, når en kollegaer føler sig på spanden, og ikke ved, hvad de skal gøre. Det er virkelig sørgeligt, at man kan stå i den situation, men det er meningsfuldt at stå der ved deres side”

Prioriterer bæredygtigt arbejdsliv 

Ida Scheibye-Alsing er også aktiv som tillidsvalgt ud over på hendes arbejdsplads. Hun var med i styregruppen til DM’s seneste årsmøde for tillidsvalgte, der var med til at præge årets program, hvor temaet var det bæredygtige arbejdsliv, noget som hun selv prioriterer meget højt:  

“Da vi skulle byde ind til programmet på årsmødet, havde jeg brugt ret meget energi på at tænke bæredygtighed som grøn omstilling, men også at fokusere på det bæredygtige arbejdsliv”, siger hun og fortæller, at hun nemlig ofte oplever, at arbejdet meget let kan gennemsyre hendes kollegers liv:  

“Mange af mine kollegaer har tænkearbejde, hvor det handler om at få gode ideer. Men de ideer kommer bare ikke altid mellem kl. 8 og 16. De opstår på alle mulige tidspunkter, så man er i risiko for altid at være lidt på arbejde”.   

Og det tyder heller ikke på, at hendes bekymring er helt ubegrundet; 50 procent af de adspurgte i en ny undersøgelse lavet af DM svarede, at de føler sig stressede. Hvilket var nogle resultater, der ramte Ida Scheibye-Alsing dybt:  

“Undersøgelsen viser bare tydeligt, at arbejdslivet for mange lige nu ikke er bæredygtigt. Så spørgsmålet for mig er: Hvordan får vi det her løst?”, siger hun og håber, at undersøgelsen kan være et godt argument for at få ledelsen med på at finde på løsninger på trivselsproblemet.    

 

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}