Åben løn på tværs af universitetet blev enstemmigt vedtaget, da AC-TAP-fællesklubben på KU holdt generalforsamling i maj. Klubbestyrelsen laver nu en vejledning til medlemmerne om, hvordan de kan bruge åben løn.
De omkring 2.000 AC-TAP’er (teknisk-administrativt personale med akademisk uddannelse) på Københavns universitet får nu flere håndfaste argumenter overfor ledelsen i forbindelse med lønforhandling samt et fælles udgangspunkt for at kunne diskutere løndannelsen.
Det siger Anders Hartvig Hartzen, AC-TAP-tillidsrepræsentant i Universitetsadministrationen på Københavns Universitet, efter at 190 medlemmer af AC-TAP-fællesklubben på KU enstemmigt stemte ja til åben løn på generalforsamlingen den 8. maj.
Det er jo udelukkende til ledelsens fordel, hvis medarbejdere ikke kan sammenligne sig selv med kolleger med lignende opgaverAnders Hartvig Hartzen, AC-TAP-tillidsrepræsentant på KU
”Åben løn giver medarbejdere og tillidsrepræsentanter det bedst mulige vidensgrundlag at lønforhandle ud fra. Det er jo udelukkende til ledelsens fordel, hvis medarbejdere ikke kan sammenligne sig selv med kolleger med lignende opgaver. Derudover får vi tillidsrepræsentanter også et rigtig godt værktøj til at kunne rådgive medarbejdere ud fra, fx i forbindelse med nyansættelser,” siger han.
Fællestillidsrepræsentant for alle AC-TAP’er på KU, Anita Kildebæk Nielsen, mener også, at medarbejderne nu får de bedste muligheder for at skabe sig et overblik over, hvordan deres egen løn er i forhold til kollegernes, og hvad der skal til for at få mere i løn.
”Udover at åben løn giver adgang til at se grundløn, tillæg og anciennitet for alle kollegerne, melder vi begrundelserne for lønløft og engangsvederlag ud efter hver lønrunde, så alle kan se, hvad der blandt andet skal til for at ledelsen siger ja til lønstigninger”, siger Anita Kildebæk Nielsen.
Og selvom det oftest er tillidsrepræsentanterne, der forhandler AC-TAP’ernes løn på KU, skal medlemmerne selv begrunde, hvorfor de mener, de skal have mere i løn.
”Ideen er, at man kan bruge hinanden som løftestænger. Derfor er det vigtigt også at dele ledelsens begrundelser for at give lønstigning og engangsvederlag,” siger hun.
Åben løn på tværs af universitetet
Åben løn er ikke som sådan nyt på KU, hvor AC-TAP-medarbejderne i den centrale del af KU’s administration har arbejdet med åben løn siden 2014. AC-TAP-medarbejderne på Det Sundhedsvidenskabelig Fakultet og Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet har også arbejdet med åben løn i en årrække. Det nye er, at alle AC-TAP’erne på KU nu kan se hinandens lønoplysninger på tværs af hele universitetet, fortæller Anders Hartzen.
Han tror, at de gode og konkrete erfaringer med åben løn lokalt rundt omkring på KU betød en del for, at medlemmerne stemte for.
”I debatten på generalforsamlingen var der flere stemmer, som fortalte om deres erfaringer med åben løn. Derudover havde min TR-kollega Mona Schaldemose, jeg og forretningsudvalget i AC-TAP-fællesklubben forberedt en indstilling og præsentation til selve generalforsamlingen, som på nøgtern vis præsenterede argumenterne for åben løn, men som også konkretiserede, hvad åben løn helt lavpraktisk betyder. Alt sammen hjalp med at afmystificere åben løn,” siger han.
Organisationsændringer i marts på KU har betydet omorganisering af AC-TAP-klubben, så strukturen passer til den nye organisation. Og Anita Kildebæk Nielsen fortæller, at da åben løn blev vedtaget i hendes ’gamle’ AC-TAP-klub, var der en del spørgsmål og skepsis, og nogle syntes det var for privat og havde ikke lyst til at dele lønoplysninger.
”Sådan var det slet ikke nu. Efter fremlæggelsen og plads til spørgsmål, blev forslaget enstemmigt vedtaget. Men medlemmerne ønskede, at vi laver en vejledning til, hvordan man kan bruge listen med lønoplysninger, som vi kommer til at sende ud inden den kommende lønrunde,” siger Anita Kildebæk Nielsen, som mener, det er en god ide med en vejledning.
”Så kan det blive mere tydeligt, hvordan man kan bruge åben løn. At det ikke handler om, at det er pinligt at få mindre i løn end kolleger, der laver det sammen, men at det handler om, at man kan bruge åben løn som løftestang,” siger Anita Kildebæk Nielsen.