Mulighed for udskydelse af frister for lektorbedømmelse på professionshøjskoler m.v.

Del artikel:

Ny aftale gør det muligt at udskyde frister for lektorbedømmelse på professionshøjskoler erhvervsakademier, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og de maritime uddannelsesinstitutioner.

Det er lykkedes at lande en generel aftale med Uddannelses- og Forskningsministeriet og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Aftalen giver universiteter, professionshøjskoler og øvrige videregående forsknings- og uddannelsesinstitutioner mulighed for at forlænge ansatte i uddannelsesstillinger og tidsbegrænsede forskerstillinger, som er forsinket i deres ansættelsesforløb som følge af nedlukningen og de afledte effekter af COVID-19-pandemien.

Se aftalen her

Udskydelse af frister for lektorbedømmelse

For adjunkter ved professionshøjskoler, erhvervsakademier, Danmark medie- og Journalisthøjskole samt det maritime område betyder aftalen, at frister for lektorbedømmelse udskydes svarende til den tid, hvor adjunkten har været hjemsendt som følge af COVID-19.

Dette fremgår af Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside. Efter ansøgning vil fristerne i særlige tilfælde kunne udskydes yderligere, hvis der påviseligt er en længere forsinkelse.

Særligt for ansatte, der er i gang med en ph.d.-uddannelse

Ansatte, som pt. er i et forløb, hvor de gennemfører en ph.d.-uddannelse, skal være opmærksom på en række særlige forhold.

Hvis der er forsinkelser i ph.d.-uddannelsen som følge af hjemsendelse eller andre afledte effekter af COVID-19-pandemien, kan ph.d.-planen og fristerne for de løbende vurderinger justeres på samme måde som ved sygdom.

Ved behov for justering af ph.d.-planen er det vigtigt, at den ph.d.-studerende løbende er i dialog med sin vejleder og ph.d.-skolen ved det universitet, hvor indskrivningen finder sted.

Adjunkter, der er ansat ved professionshøjskoler, erhvervsakademier, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt de maritime uddannelsesinstitutioner, mens de gennemfører ph.d.-uddannelsen, vil som øvrige adjunkter få udskudt fristen for lektorbedømmelse svarende til den tid, hvor adjunkten har været hjemsendt som følge af COVID-19.

Efter ansøgning vil fristerne kunne udskydes yderligere, hvis der påviseligt er længere forsinkelser. Hvis der er behov for yderligere udskydelse af fristen for lektorbedømmelse og forlængelse af adjunktperioden, som følge af forsinkelser i ph.d.-uddannelsen, er det vigtigt, at der sikres løbende dialog mellem adjunkten, dennes vejleder/ph.d.-skolen og ansættelsesinstitutionen/nærmeste leder.

Lektorer, der er ansat ved professionshøjskoler, erhvervsakademier, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt de maritime uddannelsesinstitutioner, mens de gennemfører ph.d.-uddannelsen, skal være opmærksomme på behov for justeringer og forlængelser af eventuelt individuelt aftalte vilkår som følge af eventuelle forsinkelser i ph.d.-uddannelsen.

Adjunkter og lektorer, som har fået bevilget orlov til gennemførelse af ph.d.-uddannelsen, og som er ansat ved et universitet, skal være opmærksomme på eventuelle behov for forlængelse af individuelle aftaler om orlov.

For så vidt angår ansættelsen som ph.d.-stipendiat på et universitet og mulighederne for forlængelse mv. henvises til vilkårene for universitetsansatte.

Læs, hvad aftalen betyder på professionshøjskoler, erhvervsakademier, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og de maritime uddannelsesinstitutioner

DM er klar til at hjælpe

Oplever du som tillidsrepræsentant, at der opstår nye og andre spørgsmål, så tag kontakt til DM’s sekretariat, så vi kan hjælpe dig med at finde de relevante svar. I DM vil vi løbende udbygge vejledningerne på vores hjemmeside.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}