En afvisning er en anledning til at kigge på sig selv

Nej tak. Dumpet. Stillingen er besat til anden side. Du er ikke lige min type.
Vi møder alle afvisninger på vores vej. Det er bare ikke ligefrem noget, de fleste af os ynder tale om. Men det gør Lene Tanggaard. Hun er rektor ved Designskolen Kolding, professor i pædagogisk psykologi ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet med speciale i kreativitet, og så er hun aktuel med bogen Det kreative nej, der handler om afvisninger. Hvad de er? Hvordan vi ser på dem? Og hvordan vi tackler dem? Og hun mener, afvisningerne skal frem i lyset, for de vil være der, selv om vi prøver at gemme dem væk.
- Vi ved, at der i et livsforløb altid vil være mislykkede ting. Der er situationer, hvor man bliver afvist. Ligesom der er situationer, hvor man lykkes, siger Lene Tanggaard, der som professor selv har taget sin tørn af »nej tak’er«.
- Det har taget mig 25 års dedikeret faglig indsats at nå til, hvor jeg er i dag, og afvisninger har været en del af den indsats. Og det at vide, hvordan man håndterer afvisninger, er afgørende. Så jeg vil gerne forsøge at løfte dem frem, fordi afvisningerne også er en vigtig del af det at være kreativ. Det er ikke bare noget med, at man får en idé, og så kommer man med i Løvens Hule (tv-program med iværksættere på DR, red.) og så kører det bare, siger Lene Tanggaard.
Hun fortæller, at de afvisninger, vi møder, kommer i mange former – også på arbejdspladsen. Det kan være professoren, som er vant til at skrive lange afhandlinger, der får afvist en klumme til et dameblad, fordi skrivestilen ikke passer ind. Det kan være en medarbejder, der får et nej fra chefen til den ønskede videreuddannelse. Og det kan være de mere personlige, hvor man på arbejdet bliver bedt om at gå sammen i grupper for at løse en opgave, og så fornemmer man, at andre ikke har lyst til at være sammen med én.
- Eksklusionsmekanismer fylder meget, og dem er der masser af på arbejdspladsen, også hvor der ikke er tale om, at nogen er et mobbeoffer, men hvor det er en del af den måde, vi er sammen på.

Miljø og afvisninger

Hvordan vi så håndterer de afvisninger, afhænger blandt andet af vores historie, og hvem vi er.
- Det handler om vores relationserfaringer med forældre, kammerater, klasselærere og så videre. I min bog har jeg et eksempel med en designer, der gerne ville have en læreplads et bestemt sted. Hun ringede og fik et nej. Ringede igen og fik endnu et nej. Og så ringede hun tredje gang og fik et ja. Sådan én som hende ved godt, at hun er god nok, ellers ville hun ikke blive ved, siger Lene Tanggaard og påpeger, at det miljø, vi færdes i, også spiller en rolle.
- Afvisninger er mere naturlige i nogle brancher end andre. Som rektor for en designskole møder jeg en del designere og arkitekter, og for dem er afvisningerne i høj grad en eksplicit del af deres fag. Designere og arkitekter ved, at man skal ringe tre gange, før man får et ja, og derfor er det mindre tabu, siger Lene Tanggaard.
Netop det at aftabuisere afvisningerne mener hun er en af vejene frem. Men ofte bliver de »fejl« og afvisninger, vi viser andre, dem, vi synes, tåler dagens lys. Ikke dem, der har gjort rigtig ondt.
- Du ser folk stå frem i medierne og fortælle om, hvor vigtigt det er at turde være uperfekt, mens de selv fremstår perfekt. På den måde bliver de afvisninger og fejl, vi får at se, »perfekte«. Det er ikke de fejl, som var ødelæggende, og hvor det var svært at rejse sig bagefter, eller hvor der ikke nødvendigvis kom noget konstruktivt ud af dem.
Men hvorfor er det så svært med afvisninger?
- Afvisninger forbinder sig til en anerkendelsesproblematik. Der er stor anerkendelse i at blive set, og afvisninger er jo det modsatte. Vores identitet er bundet op på at høre til, og derfor er det svært at få et nej. Det er en miskendelse.

Kig på dig selv

Det er forståeligt, at man kan have lyst til at lægge sig hjem under dynen, når man har fået nej til en forfremmelse eller ikke er blevet inviteret med til kollegaens bryllup, når nu de andre fra teamet er. Men ifølge Lene Tanggaard kan man med fordel reflektere over det, der er sket. For afvisninger kan faktisk bruges meget konstruktivt.
- Nogle afvisninger kan være en anledning til at kigge på sig selv. Jeg har for eksempel en kollega, der er superklog og har meget vigtigt at sige, men hun udtaler sig meget markant og er voldsom i sin kritik. Det betyder, at hun ofte bliver ignoreret fremfor at blive lyttet til, hvilket hun er irriteret over. Men kigger hun på afvisningerne, kan hun måske nå frem til, at de skyldes, at hun siger tingene for voldsomt, og det er jo vigtig viden. På den måde handler et godt arbejdsliv om at finde ud af, hvor man har sine styrker og svagheder, og lære af dem. For eksempel at tænke »måske var der noget med min måde at være på i denne her gruppe, der gjorde, at jeg blev afvist«, siger Lene Tanggaard, der dog ikke mener, at man altid skal tage ansvaret på sig, når man er blevet afvist.
- Det kan også være noget i relationen, eller det kan skyldes den anden part. Jeg kender en, der efter at have deltaget i en debat på Facebook blev »unfriendet« af en, som han gerne ville være i relation med. De blev venner igen, hvorefter han efter endnu en debat igen blev unfriendet. Måske handler det ikke så meget om ham, jeg kender, men mere om, at den anden har nogle regler for, hvad han accepterer på Facebook, og så kan man måske gå med den tolkning i stedet for at tænke, at det er én selv, der er forkert, siger Lene Tanggaard.
Andre gange har afvisningen hverken noget med én selv eller andre at gøre, men kan handle om timing eller alt muligt andet. Her handler det simpelt bare om én ting: ikke at lade sig slå ud.
- I min bog giver jeg et eksempel fra et forskningsprojekt, jeg lavede med nogle kollegaer på en stor virksomhed. Her beskrev vi en case med fem ingeniører, der havde udviklet en idé til et nyt produkt, som de mente, at der var et marked for. Den gik de til deres chef med, der sagde, at den idé kunne de godt droppe. Bagefter var de blevet enige om, at de samlet set havde 100 års anciennitet, og at de vidste noget, og så havde de arbejdet videre på idéen én eftermiddag om ugen. Efter et år gik de så til chefen igen, der nu sagde ja, og i dag er produktet på markedet med stor succes. Så det at sige »den gik ikke lige denne her gang, men måske kan vi gøre noget andet, og så er det op på hesten igen«, det er forskellen på dem, der lykkes, og dem, der ikke gør. Det er ikke, fordi de folk, der ikke giver op, er specielt geniale. De har bare en anden måde at være i verden på. Ligesom man heller ikke skal tro, at folk med succes er kommet uproblematisk frem i verden. Der er udsving for alle, og det er fuldstændig normalt, siger Lene Tanggaard, der mener, at det er afgørende, at vi skaber rum og har tillidsfulde og ærlige fællesskaber, hvor vi kan tale om afvisningerne, så de bliver normaliseret og ikke kommer til at sætte en stopper for os på den ene eller anden måde.
- Ligesom vi også skal kunne være sammen om, at en afvisning indimellem bare sker, og at den ikke er noget, vi behøver at gøre noget ved eller tage ansvar for.