Ligestilling og et mangfoldigt arbejdsmarked, der afspejler samfundet, er vigtige indsatsområder for os i DM.
Vi arbejder for et arbejdsmarked og et uddannelsessystem fri for diskrimination og med lige muligheder for alle. Vi arbejder målrettet for ligestilling, diversitet og inklusion gennem bl.a. overenskomster, medlemsrådgivning, statistikker, analyser og politisk interessevaretagelse.
Vores sigte er klart: Ingen skal udsættes for forskelsbehandling. Og alle skal ubetinget have lige adgang til uddannelse, ansættelse og karriere.
Vi arbejder for:
- lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi
- modernisering af regler for barsel, herunder opgør med anciennitetskrav, tilpasning af refusionsuger og opdatering af funktionsloven
- krav om forebyggelse i forskelsbehandlingsloven, så alle arbejdspladser forpligtes til at arbejde for et inkluderende og mangfoldigt arbejdsmiljø
- at styrke tillidsvalgte og ledere til indsatsen på arbejdspladsen via kompetenceudvikling
- systematisk og kvalificeret vidensopbygning indenfor ligestilling, diversitet og inklusion.