Til indhold

Trivsel og teknologiforståelse skaber samfundsansvar

Hvorfor er trivsel og en stærk tro på egen faglighed afgørende for, at nye generationer bliver i stand til at udvikle løsninger på nye samfundsudfordringer?

Af Camilla Wang

"The owls are not what they seem". Har man set David Lynch’s ikoniske Tv-serie Twin Peaks, så kender man citatet og ved, at det indkapsler dét, som hele serien handler om, nemlig at tingene ikke er, som de ser ud til at være. Overført til livet i al almindelighed er det en erkendelse, der er både træls, men også stimulerende. Det efterlader en fordring om ikke at hoppe på de første og bedste og ofte overfladiske forklaringer på de fænomener, der omgiver os, og som vi er en del af.

De store omvæltende dagsordener som klima, digitalisering, sociale medier og senest Coronavirus og det meget aktuelle opgør med sexisme eftersætter den selvsamme fornemmelse, at vi lige nu er i en tid, hvor vi har brug for at sætte fokus på den mere dybe forståelse; at grave bagom fænomenerne og give plads til flere perspektiver.

Kort status

Nelson Mandela har sagt om uddannelse, at det er det mest kraftfulde våben, som du kan bruge til at ændre verden. I det lys burde uddannelse være blandt de højst placerede politiske dagsordener – hvad det på ingen måde er. I en tid med så store omvæltninger, som vi lige nu oplever, er der virkelig brug for, at vi også får sat lys på, hvordan det videregående uddannelsessystem kan bidrage til, at den opvoksende generation ikke oplever sig slået omkuld af udviklingen, men tværtimod udrustes med en stærk tro på og vilje og evne til at udvikle verden og samfundet i en ønsket retning.

Når det handler om de videregående uddannelser i Danmark, er der på den ene side mange gode historier at fortælle. Aldrig har så mange unge gennemført en videregående uddannelse, aldrig har den enkelte studerende kunnet vælge mellem så mange uddannelser og individuelle kombinationer af fag, aldrig har studerende haft så mange muligheder for udveksling i hele verden osv. Aldrig tidligere har vi haft så mange data om vores uddannelser og studerende; om kvalitet, optag, frafald og gennemførsel, studerendes præstationer, overgang til beskæftigelse osv. Endelig har der aldrig været så meget styring af uddannelsessystemet, der samlet set skal sikre høj faglig kvalitet og et godt match mellem udbuddet af uddannelser og behov på arbejdsmarkedet.

Så alt skulle egentlig være godt. Men det er tydeligt, at et ensidigt fokus på kvantitative data og styring ikke er vejen til et velfungerende uddannelsessystem, der nyder høj tillid, og kan levere på stadigt mere komplekse samfundsmæssige behov og forventninger. Der skal noget andet og mere til, og det skal hentes et helt andet sted, nemlig i et fokus på de menneskelige aspekter i uddannelse og dét at være studerende. For samtidig med, at der tilsyneladende er sikker klassisk styring i retning af et stadigt bedre uddannelsessystem, er der udfordringer, der bare vokser, og som vi ikke løser ved at fortsætte i de kendte spor.

Vores drømme, ambitioner og forventninger til, hvad uddannelse skal kunne, ændrer sig naturligt i takt med ’den store udvikling’ i verden og i vores eget samfund. Med tanke på de meget markante dagsordener, der lige nu vælter om på de ting, vi troede vi kendte, skal uddannelse virke ind i en verden, der bliver mere kompleks, med mange bundlinjer og høj forandringshastighed. De unge, vi uddanner, skal kunne håndtere større kompleksitet, men nok så vigtigt skal de kunne stå sikkert i sig selv, såvel som spille frugtbart sammen med andre.

Særligt to ting står frem som udfordringer, vi er nødt til at tage op i de videregående uddannelser. Egentlig har de banket på længe, men de er blevet endnu mere presserende under de seneste år. Den ene handler om vores studerende, det andet handler om teknologi, digitalisering og sociale medier.

Studerende af i dag

Først vores studerende! Det er et alvorligt og velbelyst problem, at flere og flere unge, herunder studerende, mistrives. Det dokumenteres i store anerkendte undersøgelser, og det genkendes som konkrete fornemmelser og erfaringer i de flestes hverdag. Meget specifikt giver det sig også udslag i, at der aldrig har været så mange studerende, der modtager specialpædagogisk støtte undervejs i deres uddannelse, herunder rigtigt mange på grund af psykiske lidelser. Det er et problem, som også slår igennem, når vi taler uddannelse. For det betyder, at mange studerende reelt ikke har overskuddet, kræfterne og sikkerheden på sig selv til at være åbne, nysgerrige og lærende og tåle den usikkerhed og de momentvise tab af kontrol, som uvægerligt er del af en læreproces.

Der hersker tre hovedfortællinger i offentligheden om årsagerne til studerendes mistrivsel. Den ene går på, at studerende i dag er del af ’Generation Præstation’, altså unge mennesker, der kun er optagede af at præstere, og hvor kun et 12-tal er godt nok - på alle livets baner. De angivelige forklaringer rækker fra en generelt stigende individualisering og mig-orientering’ i samfundet, over effekter af et overfladisk og forløjet liv på de sociale medier til et skolesystem, der igennem de seneste årtier har stillet høje krav om målrettethed, og som lægger stadigt mere vægt på test og individuel opfølgning i en snæver læringsoptik.

Interessant nok findes der samtidig findes en anden stærk fortælling, som synes svært forenelig med den første. Nemlig at studerende i dag groft sagt er dovne, forkælede, utaknemmelige og forventer at få alt serveret på et sølvfad. Den kommer af en oplevelse i uddannelsessystemet af studerende, der ikke møder op til undervisning, ikke er forberedte, ikke løfter et selvstændigt ansvar for deres studie, har en lav tærskel for ting, de brokker sig over osv. Hertil lægges, at uddannelse er et gratis gode, og at man ovenikøbet får penge for det. Det har skabt studerende, der ikke har respekt for uddannelse, og som ikke lægger den helt nødvendige arbejdsindsats.

Her kommer den tredje fortælling ind i billedet: Det er opdragelsen, den er gal med! De studerende i dag er opdraget af forældre, der har sat deres ønskebørn i centrum og ryddet alle forhindringer af vejen. De har ikke taget de nødvendige konflikter, men har ladet børnene styre slagets gang i alt for stor udstrækning. Det har resulteret i en generation, der ikke har udviklet robusthed over for modstand, som ikke accepterer krav sat af andre, og som ikke kan holde ved processer, der ikke er umiddelbart lystfyldte. De tåler ganske enkelt ikke det ubehag, som læreprocesser også indeholder.

Som den voksne generation skal man altid være varsom med en alt for sikker kritisk analyse af ungdommen. Og der findes da også et andet perspektiv på, hvad der egentlig er på spil hos de unge studerende i dag. Det findes hos fx Center for Ungdomsforskning, Christian Kjærsgaard, der er højskoleforstander og forfatter, og hos Studenterrådgivningen, der hvert år gennemfører tusindvis af samtaler med studerende, der bøvler med (studie)livet. Deres bidrag til at belyse problemet peger på, at den egentlige årsag til unges mistrivsel er en gennemgribende utilstrækkelighedsfølelse (vor tids eksistentielle udfordring), der er produkt af et skifte i samfundet, hvor forbud og restriktioner er afløst af tilsyneladende frihed og påbud om at realisere muligheder. Det efterladet et pres på den enkelte, som vendes indad, og som paradoksalt kan komme til udtryk som manglende engagement og manglende ansvarlighed.

Hvad der er den rigtige analyse skal ikke afgøres her. Pointen er, at den rigtige analyse er helt afgørende, hvis vi skal løse problemet, og netop det er argumentet for, at uddannelsesinstitutionerne er nødt til at ofre vores studerende meget mere åben og nysgerrig opmærksomhed. Man kan nemlig ikke tage de studerendes psykiske tilstand og adfærd ud af ligningen, når det handler om uddannelse.

Teknologi, digitalisering og sociale medier

Det andet nedslag handler om teknologi, digitalisering og sociale medier. Her er vi som samfund i så rivende en udvikling, at vores forståelse og håndtering har svært ved at følge med. Men det er efterhånden helt åbenlyst, at jo mere teknologien vinder frem, des mere desperat har vi brug for andet og mere end teknologiens egen vinkel på verden: Ikke mindst er der brug for en langt mere udfoldet debat om, til hvilke formål vi vil bruge teknologien, og hvor vi ser behov for at styre den teknologiske udvikling andre steder hen.

Der er en meget vigtig dannelses- og uddannelsesopgave, der knytter sig til internettets og sociale mediers funktion som arena for (falsk og tvivlsom) information og sociale og meningsmæssige ekkokamre. Internettet og de sociale medier har radikalt forandret den måde, hvorpå information kanaliseres rundt, og holdninger deles og dannes. I en uddannelseskontekst skaber det et meget stort behov for at arbejde endnu mere eksplicit med de studerendes bevidsthed om, hvordan troværdig viden skabes og efterprøves og omsættes i faglige kontekster.

Parallelt med den udfordring er teknologi og digitalisering også i fuld gang med at forandre arbejdsmarkedet. I de fleste job vil teknologien få meget indgribende betydning for selve jobindholdet og dermed for kompetencebehovene i de fag, professioner og erhverv, som vi uddanner vores studerende til.

Endelig er der et tredje aspekt, nemlig den betydning, som teknologi og digitalisering potentielt har for selve måden, vi underviser og uddanner på. I Danmark har vi relativt få erfaringer med brug af læringsteknologier i de videregående uddannelser, og det er under alle omstændigheder ikke et felt, som vi har nationale mål og indsatser for med systematisk videnopsamling og erfaringsudveksling.

Ambitionen for 2030

Er det relevant at have en ambition om bedre videregående uddannelser i 2030? Ja! Det er relevant fordi, der er brug for uddannelser, der er bedre til at arbejde med og bidrage til løsninger på de udfordringer, vi har som samfund, og de drømme, håb og ambitioner, vi har for menneskers liv og samfundets fortsatte udvikling.

I forlængelse af nogle af de store dagsordener, der rammer ned i de videregående uddannelser, skal vi have fat i andre greb og træde andre veje end blot at intensivere målinger, data og styring. Lige nu ændrer verden – og det danske samfund – sig nærmest eksplosivt. Det kræver, at vi ser uddannelse som mere end et snævert match mellem den studerendes kompetencer og et behov på arbejdsmarkedet, som drives frem af data, kvalitetssystemer og styring.

At uddanne sig er en kompleks proces, der rækker langt ud over simpel tilegnelse af et fagligt indhold. På den helt store klinge kan man sige, at det vigtige og nødvendige dannelsesprojekt nu og her handler om at sætte vores egen menneskelighed i centrum og (gen)installere troen på, at vi mennesker selv er herrer over verdens udvikling og kan skabe det samfund, som er godt at leve i. Et samfund, der ikke alene er baseret på velstand, men som også skaber menneskelig trivsel og handlekraft, og hvor teknologi er en game changer på rigtigt mange områder. Det skal de videregående uddannelser bidrage til; både i deres indhold, men også i måden at være uddannelser på i mødet med de studerende og i de faglige og sociale fællesskaber, der er så vigtige.

Fire konkrete forslag

Vi skal have en formålsparagraf for vores videregående uddannelser, en opgave som politikerne bør sætte sig i spidsen for. I dag findes alene meget overordnede formål for de institutioner, der udbyder uddannelser og så nogle meget specifikke formål for de enkelte uddannelser. Men vi mangler et formål på tværs af alle vores videregående uddannelser, der handler om det grundlæggende menneskelige og samfundsmæssige fundament, som uddannelse også skal bidrage til at skabe – ud over bestemt viden og bestemte kompetencer.

Vi skal prioritere at opbygge en dybere fælles forståelse af de menneskelige aspekter af uddannelse, en opgave som uddannelsesinstitutionerne i høj grad skal løfte. En uddannelse er både et fagligt indhold, men i lige så høj grad en proces mellem mennesker og en fortsat socialisering – til et arbejdsmarked, men også til samfundet i bredere forstand. Det gode er, at vi i Danmark allerede har en fantastisk pædagogiske tradition i højskolen, som er værd at bygge videre på også i de videregående uddannelser. Uden en styrket interesse for, hvad vil det til enhver tid vil sige at være ung og studerende, kan vi ikke tilrettelægge de dannelses- og læreprocesser, der er brug for. Og uden den kan vi ikke for alvor realisere ambitionen om uddannelser, der reelt har både høj relevans og kvalitet i et samfund med konstante og store forandringer.

Vi skal udvikle et stærkere ståsted og en stærkere praksis, når det handler om at håndtere teknologi, digitalisering og sociale medier i de videregående uddannelser. I bred forstand. Det er en opgave, der skal løftes i fællesskab af politikere, fagfolk og uddannelsesinstitutioner, og som skal medvirke til, at vi uddanner unge, der går foran den teknologiske udvikling frem for at være ofre, stå af eller halse efter.

Vi skal prioritere og opbygge stærkere miljøer inden for uddannelsesforskning. Det forudsætter politisk prioritering, såvel som prioritering i forskningsinstitutionerne. Videregående uddannelse er et forskningsfelt, der står svagt i Danmark samtidig med, at vi virkelig har brug for at være klogere på, hvordan vi skaber gode uddannelser – for vores studerende og for det samfund, vi gerne vil udvikle. Det handler om at gøre uddannelse til et professionsfelt i egen ret, som drives frem af andet end styring på den ene side og traditioner, erfaringer og normer på den anden side. Uddannelse fortjener at være et felt, der kvalificeres gennem forskning, og hvor både den politiske og offentlige debat beriges af mere solid viden.

Camilla Wang

Uddannelsesbaggrund:
Cand.mag. i dansk og psykologi.

Ansættelsessted og titel:
Professionshøjskolen Absalon, rektor.