Gennem sprogene ud i verden

Af Lisbeth Verstraete-Hansen

Da verdens lande i foråret 2020 blev lukket ned på stribe, blev også grænserne lukket i et forsøg på at bremse hastigheden og omfanget af smittespredningen fra den nyopdagede coronavirus. Et år efter kæmper de fleste lande stadig med større eller mindre bølger af epidemien. Det er en vigtig påmindelse om, at de store globale udfordringer – migration, stigende ulighed, radikalisering, (af)globalisering, klimaforandringer, alliancer i opbrud, pandemier – ikke lader sig standse af nationale grænsebomme men kræver løsninger på internationalt niveau. I den forstand er vi, som den danske filosof Peter Kemp har formuleret det, verdensborgere.

For at nå frem til fælles løsninger skal vi nemlig kunne indgå i en dialog med resten af verden om mål og midler. Vi skal kunne forstå ikke bare, hvad de andre mener, men også hvorfor de mener, hvad de gør. Og her kan det være relevant at minde om – hvor banalt det end måtte forekomme – at selve essensen af menneskelig kommunikation er ... sprog. Ikke bare sprog forstået som evnen til at give sine tanker en sproglig udformning, men sprog forstået som den mangfoldighed af konkrete sprog, der er i brug mellem mennesker: det er flersprogede mennesker, der sikrer, at dialog over sproglige grænser overhovedet kan finde sted.

Humanioras sprog- og kulturforskning er på én og samme tid både indlysende nødvendig – og stort set usynlig. Usynlig fordi sprog er noget, vi alle sammen bruger hver dag og hele tiden, og – når det gælder vores førstesprog – uden at være opmærksom på, at evnen til at tale og skrive sproget er noget, vi har måttet lære. Nødvendig fordi der er så mange ting på spil i og mellem sprogene, som vi kun kan begribe og foregribe, hvis vi kender de kulturelle og historiske erfaringer, de forskellige sprogbrugere bærer med sig.

Sproglig mangfoldighed er til stede i mange både globale, nationale og helt lokale situationer rækkende fra internationale forhandlinger til udviklingsarbejde, integration, uddannelse, internationale arbejdspladser, kulturudveksling, foreningsliv eller bare den flersprogede families snak over aftenmåltidet. Hver af disse situationer rummer en række praktiske og teoretiske spørgsmål om blandt andet sprogpolitikker, interkulturel forståelse, sproglige rettigheder og forholdet mellem sprog og identitet, som kunne fortjene en uddybning. Men her vil jeg begrænse mig til at diskutere den samfundsmæssige betydning af et velunderbygget og veludbygget fremmedsprogligt beredskab.

Den særlige samfundsmæssige betydning af sprog- og kulturforskningen ligger ikke i at udvikle et konkret produkt (selv om den naturligvis kan bidrage til det), men i at åbne mulighederne for, at vi på tværs af sproglige og kulturelle skillelinjer kan forstå og samarbejde med hinanden. Pointen er, at sproglig utilstrækkelighed kan afskære os vejen mod sådanne muligheder. Jeg kunne illustrere denne pointe med coronarelaterede begivenheder, nationalt såvel som internationalt, men jeg har her valgt at gå lidt længere tilbage og bruge et par eksempler fra klimatopmødet i København i 2009, der som nogle måske vil huske, skuffende endte uden en forpligtende aftale. Flere internationale aktører satte dengang fingeren på manglende sproglig og kulturel indsigt som en af årsagerne til det manglende resultat. Det understreger behovet for en dybere viden på disse områder.

I sin meget oplysende bog Skilleveje. Dansk Udenrigspolitik i 250 år, som udkom sidste år, skriver ambassadør Carsten Staur med diplomatisk mådehold, at de afsluttende klimatopmødeforhandlinger i Bella Center i december 2009 ikke ligefrem gav et billede af dansk diplomati og internationalt lederskab i topform. Årsagerne er mange og komplekse: politiske såvel som organisatoriske, lokale såvel som internationale. Men de er også sproglige og kulturelle. En indisk miljøforkæmper blev i danske aviser citeret for, at ”[d]et danske formandskab har stadig en masse at lære om verden”, mens en minister fra et centralt EU-land berettede om, hvordan et vigtigt men improviseret møde med 27 regeringsledere og ministre udviklede sig til en farce – blandt andet fordi engelsk ikke fungerede som fællessprog: ”Vi blev proppet ind i et rum med for lidt plads, hvor det danske formandskab forsøgte at nå til enighed om en tekst. Men der var ingen oversættere, og det skabte problemer for de ikke engelsktalende lande”, sagde ministeren, som var til stede under forhandlingerne, til Politiken (19.12.2009). Historien om de manglende oversættere fandt også vej til flere franske aviser og til en rapport, man finder på hjemmesiden for FNs klimakonvention. Rapporten indeholder en førstehåndsberetning fra en fransksproget togolesisk deltager, som med blot basalt kendskab til engelsk og uden professionel tolke- og oversætterbistand følte sig helt hægtet af forhandlingerne, som krævede et indgående kendskab til væsentlige nuanceforskelle på engelsk fx mellem ”shall” og ”should” i juridisk sprogbrug.

Eksemplerne illustrerer problemstillinger, som sprog- og kulturforskningen de senere år har belyst grundigt gennem begreber som kontaktzonen, English as a Lingua Franca, sprogkultur og sprogideologier. Hvis man flere steder i samfundet gjorde brug af den faglige viden, der ligger i et sådant forståelsesapparat, ville man langt bedre kunne foregribe konflikter mellem mennesker med forskellig sproglig og kulturel baggrund.

Begrebet ”kontaktzone” blev i starten af 1990’erne foreslået af sprog- og litteraturforskeren Mary-Louise Pratt til at beskrive et kolonialt møde, hvor sprog og kulturer støder sammen og forhandler betydning i et ulige magtforhold. Begrebet har fået stor udbredelse og bruges i dag til at beskrive mange former for kulturmøder, hvor der forhandles betydning gennem (forskellige) sprog.

Det asymmetriske magtforhold er relevant for de oplevelser, der er videreformidlet fra klimatopmødet. Mange af de mindre landes deltagere oplevede, at sprogvalget – og forventningen om at alle kunne engelsk – reelt afskar dem fra direkte adgang til relevant information. De kunne ikke følge med i diskussionerne og derfor heller ikke deltage aktivt og myndigt i dem, ligesom de ikke kunne overskue konsekvenserne af de juridiske formuleringer, der skulle lægges til grund for en aftale. Brugen af engelsk som fællessprog har altså resulteret i en form for kompetenceberøvelse og manglende tillid til, at deres synspunkter blev hørt. En dygtig oversætter kunne have løst det problem, men en sådan var ikke til stede. Hvorfor ikke? Det mest oplagte gæt er, at planlæggerne må have været enige om, at engelsk kunne fungere som fællessprog – engelsk som et lingua franca – i selv tilspidsede forhandlingssituationer.

Brugen af engelsk i en kommunikationssituation, hvor deltagerne ikke har et fælles førstesprog, har mange fordele. Det er en direkte, ofte effektiv og globalt anvendelig kommunikationsmåde, som ydermere er mindre ressourcekrævende end tolkning og oversættelse. Men det har, som eksemplet ovenfor illustrerer, også sine begrænsninger, for med graden af sprogbeherskelse følger både magt og afmagt og dermed også risikoen for, at sprogvalget af nogle opleves som ekskluderende. I tilfældet med klimatopmødet føjede det faktisk spot til skade, da det forstærkede de mindre landes opfattelse af manglende gennemsigtighed, som Carsten Staur også har beskrevet i sin bog.

Men også andre spørgsmål end kompetenceniveauer, eksklusion og inklusion følger med brugen af engelsk som lingua franca. For kan vi egentlig være sikre på, at mennesker med forskellige førstesprog og forskellige kulturelle forudsætninger taler om det samme, når de taler sammen på engelsk? Det har Karen Risager formuleret et svar på med udviklingen af begrebet sprogkultur, der udtrykker, at sprogene ikke er kulturneutrale, men kulturbærende.

Som eksempel nævner Karen Risager, at hvis hun eksempelvis taler om ”ferie” på engelsk med en kinesisk studerende fra en landbrugerfamilie, vil hun selv bruge det oprindeligt engelske (britiske) ord ”holiday” på en ret dansk måde, mens den kinesiske studerende tilsvarende vil bruge ordet på en måde, der afspejler egne oplevelser med at have fri fra arbejdet. Så selv om de på overfladen taler om det samme, refererer de i virkeligheden til forskellige erfaringer, og derfor betyder ”ferie” ikke det samme for dem. Jo flere sprog, der er involveret i samtalen, jo flere erfaringsverdener og forskellige betydninger vil være i spil. Det kan, fremhæver Karen Risager, få uforudsete konsekvenser, når diskussionen gælder mere politisk betonede begreber som frihed og demokrati, hvis betydning er tæt sammenvævet med de fortællinger, historier og traditioner, der udgør et samfunds kulturelle erindring.

Betydningsforskelle er derfor samtidig forskelle i perspektiver på verden. Den engelske forsker Hillary Footitt har i et projekt om udviklingsarbejde i Peru vist, hvordan ordet ”moderne” har forskellig betydning for henholdsvis internationale donorer, NGO’erne og lokalsamfundene. Lokalbefolkningen fortæller, at de fik at vide, at de skulle være ”moderne”, men at det nu – årtier senere – har gjort deres liv værre, ikke bedre. Deres floder er forurenede, biodiversiteten ødelagt og livsvilkårene gennemgribende ændret. Så hvor det ”moderne” for nogle aktører betyder positive fremskridt, er det for andre lig med indgreb i en særlig levevis. Ordet forstås ud fra dets helt håndgribelige følger, ganske som det i øvrigt er tilfældet med ”globalisering” og ”klimaforandringer”, der heller ikke opleves på samme måder alle steder og af alle befolkningsgrupper Det er en viden, humanistisk forskning bidrager med.

Hvis vi kort vender tilbage til klimatopmødet, trænger et sidste spørgsmål sig på: hvordan kunne man tro, at alle deltagere havde det nødvendige niveau til at klare sig på engelsk? Det korte svar er: den herskende sprogideologi i Danmark. I den offentlige debat har man i en årrække kunnet se og høre, at engelsk er det eneste – eller i hvert fald det mest relevante – fremmedsprog for Danmark i globaliseringen. Hvem har ikke hørt – eller selv sagt – at ”alle kan jo engelsk”? Den grad af fælles forståelse, der udtrykkes med det lille ”jo” er et eksempel på det, Robert Phillipson har kaldt anglocentricity, som beskriver den udbredte konsensus om, at engelsk er et sprog, som alle ”jo” kan og ikke mindst bør kunne. Det er en forståelse med helt praktiske implikationer i form af mere eller mindre velfunderede beslutninger om sprogbrug og sprogvalg i f.eks. uddannelsessystemet, på arbejdspladser, i det offentlige rum og medierne. Det er ikke usædvanligt på dansk tv at se lange utekstede interviews på engelsk i direkte nyhedsudsendelser, selv om en ikke ubetydelig del af befolkningen nok kan have svært ved at følge med. I mange lande ville dette være utænkeligt.

Opgaven for forskningen er ikke at tage stilling til, om en sådan omgang med sprog er ”god” eller ”dårlig” eller ”rigtig” eller ”forkert”. Det er at vise, at det ikke er ”naturligt” i betydningen, at det ikke kunne være anderledes. Det kan det, og det er det nogle steder. Det er præcis det, vi så i eksemplet ovenfor med den togolesiske topmødedeltager. Den danske selvfølgelighed om, at alle ”jo” taler engelsk, har udraderet muligheden for at forestille sig, at nogle ikke gør, og derfor støder den mod virkeligheden.

Klimatopmødet kan ses som en lektion i, hvor svært det er at skabe forandring gennem samarbejde, hvis man ikke har flere perspektiver på verden. Sprog- og kulturforskningen åbner for sådanne indsigter og er derfor helt afgørende for det danske samfunds muligheder for at spille aktivt ind med løsninger på globale udfordringer. Sproglig og kulturel viden er en strategisk ressource, der skal professionaliseres og kvalitetssikres og til stadighed opdateres med de nyeste forskningsindsigter.

For en umiddelbar betragtning er sprogbeherskelsen det eneste synlige tegn på en sådan professionalisme. Men det kan ikke siges ofte nok, at sprogbeherskelsen blot er toppen af det isbjerg af usynlig viden om historie, politik, kultur, levevilkår, tekstgenrer, sproglig høflighed og andre kulturspecifikke retoriske konventioner, der ligger under overfladen. Det er samspillet mellem den synlige sprogbrug og den usynlige viden, der gør det muligt at agere professionelt og strategisk i alle former for internationale og interkulturelle relationer – det være sig kritisk journalistik, videnskab, udviklingsarbejde, diplomati, markedsføring på sociale medier, nyheds- og kulturformidling eller andre situationer, hvor der er flere sprog og kulturer på spil. Dette samspil giver handlekraft: til at sammenligne, vurdere og forholde sig kritisk til de udsagn, man møder. Og med den hast både verificerede nyheder og fake news cirkulerer, er det vigtigt, at der i et samfund altid er nogle, der kan følge med i de andres samtaler, gå direkte til kilderne og gribe ind, når behovet for at imødegå eventuelle misforståelser opstår.

Tiden i coronaens skygge har mindet os om, at de store globale kriser ikke lader sig standse af nationale grænser. Den har vist os, at vejen ud af kriserne går gennem internationale samarbejder, som kræver dialog på tværs af sprog og kulturer. Brugen af et fællessprog giver magt til nogle og skaber afmagt hos andre. Der er derfor god grund til, at samfundet investerer i de forsknings- og uddannelsesmiljøer, der frembringer viden om, hvordan vi som verdensborgere kan navigere i sproglig og kulturel mangfoldighed. Det har altid været vigtigt, men i en verden, der er nærmest én stor virtuel kontaktzone, og hvor et tweet går jorden rundt på få minutter, kan den viden være altafgørende.