Hvem lyser billederne for?

Af Mikkel Bogh

Sjældent har museernes omverden ændret sig med en hast, som det sker i disse år. Jeg taler ikke om en forandring til noget værre. Jeg taler om en forandring til en ny situation for offentlige kulturinstitutioner, vi først nu begynder at kunne se konturerne af, og som vil ændre den måde, et museum henvender sig til os på, de forventninger, vi møder det med og den rolle, det spiller i samfundet. Museer vil selvfølgelig fortsætte ad samme spor som før. I hvert fald en tid endnu. De vil fortsat tage vare på deres samlinger, forske i dem, formidle dem for det brede publikum, digitalisere dem, føje nye genstande til og tilbyde en hel vifte af arrangementer og aktiviteter. Iveren efter at vende tilbage til verden, som vi kendte den, vil forståeligt nok være stor, og selv om vi her i efterårsmånederne 2020 befinder os midt i den anden bølge af corona, så har de fleste kulturinstitutioner genåbnet deres døre og kan give deres publikum oplevelser af nogenlunde samme slags, som før det hele lukkede ned. Alligevel vil og kan museer ikke bare lade som om intet er hændt. Hvad har ændret sig? Og hvilke nye muligheder fører ændringerne med sig?

Umiddelbart synes situationen forårsaget af COVID-19 at være den mest presserende faktor, ikke mindst på grund af de økonomiske forhold: Færre udenlandske turister betyder en halvering eller mere af antal besøgende for mange store museer og dermed mere end en halvering af de indtægter, som institutionerne selv skaber. Det vurderes i dag, at omkring 10 procent af verdens museer aldrig får mulighed for at åbne igen efter corona. Det skyldes ikke bare tre måneders nedlukning eller mere, men frem for alt de vigende besøgstal som følge af restriktioner, faldende rejseaktivitet og gæsters tilbageholdenhed med at besøge befærdede offentlige steder, forhold som efter al sandsynlighed vil være mærkbare i flere år fremover. Det kræver omstilling. Og ikke alle kan følge med. Museer lærer i denne tid dog også mange nye ting, som de vil kunne tage med videre, især på det digitale område. Vi kan nu være i kontakt med borgere på online-samtalefora og dermed have indholdsrige samtaler med brugere, som ikke selv har mulighed for at komme på museet.

COVID-19s betydning skal dog ikke skygge for andre og langt mere gennemgribende strømninger i tiden, der allerede har ændret vilkårene og landskabet for kulturinstitutionerne, inklusive deres samfundsmæssige funktion. En bølge af protestbevægelser, opstande og græsrodsaktivisme verden over har sat civilsamfundet i bevægelse. Museer med stærk forankring i et lokalsamfund kan som offentlige institutioner være samlingspunkter for bevægelser. Men også store institutioner forventes at bekende kulør, stille sig til rådighed for civilsamfundet og frem for alt at indoptage nye ideer og interesser, så de afspejler politiske strømninger i brede dele af befolkningen og ikke kun snævre fagprofessionelle interesser. Samtidig bliver der formuleret nye forventninger om, at kulturinstitutioner går foran, når det kommer til klima og bæredygtighed, opgøret med seksuelt krænkende adfærd, minoritetspolitik og strukturel racisme. Museer kan for så vidt kaldes for civilsamfundets orienteringspunkter og samlingssteder. Den tendens vil kun blive forstærket i de kommende år, også selv om museer som delvis offentligt finansierede institutioner ikke må træde for langt frem og blive for politisk profilerede: museer skal kunne omfavne folkelige bevægelser på begge sider af holdningsskel.

Nøgleordet i denne sammenhæng er ’relevans’. Museer forventes at tilbyde relevante oplevelser for så mange som overhovedet muligt; de skal være vedkommende, meningsfulde, tidssvarende og engagerende, men de kan ikke stille sig på en snæver ideologisk eller holdningsmæssig platform, da de forvalter en fælles arv for fælles midler. At museet har et arkiv af billeder og genstande fra andre epoker berettiger ikke til, at det ser sig selv som et refugium fra sin egen samtid, som en isoleret Memory Island, der ikke påvirkes af, hvad der ellers finder sted i verden. Det skal tværtimod finde en balance mellem på den ene side at være et særligt erkendelsesrum, hvor en langsommere tid, en anden intensitet og større fordybelse i tingenes historie end den, man møder i resten af samfundet, gør sig gældende, og på den anden side at kunne trække tråde mellem dets genstande og de spørgsmål, der optager os i vores egen tid. Museerne vil i stigende grad skulle indse, at de ikke blot underlægges en række stadigt nye ydre krav og forventninger, som ofte føles besværlige: De finder derimod selve deres berettigelse i den funktion, de udfylder som aktører i et levende demokrati. Her danner og engagerer de os som borgere, her bidrager de til udvikling af vores æstetiske modtagelighed og kritiske sanseapparat og her skærper de vores fornemmelse for, at alle billeder og genstande indeholder verdenshistorie og globale forbindelser – som rækker helt ind i vores egen tid. Dén relevans, den tilstedeværelse i samtiden, vil eller bør ikke blive mindre i de kommende år.

Som eksperter i både historiske processer og sammenstilling af subjektive erfaringer udtrykt igennem menneskeligt frembragte billeder burde museer om nogen være parate til at tage hånd om tiden. De burde kunne ægge til historisk refleksion og sammenligning af livssyn og naturbegreber på tværs af tider og steder. For museets rum har fra starten – i hvert fald i princippet – været multiperspektivisk. Men får det nu også tilstrækkelig mange perspektiver med? I en tid præget af både global turisme, migration, grænseløse informationsstrømme og nye digitalt formidlede netværksdannelser, men også en tid med stor økonomisk og social ulighed, prekarisering, stress og en stigende følelse af politisk afmagt og vrede hos brede befolkningsgrupper verden over, har museet et ansvar for at give stemme til det og de uhørte. Det må kunne skabe åbninger og håb, og det må give mulighed for at forme kulturelle identiteter frem for blot at bekræfte de allerede etablerede og selvsikre. Dets succes som offentlig og folkelig kulturinstitution vil i høj grad bero på dets evne til at rumme de mange perspektiver og til at blive mødesteder for små og store grupper, som forventer at blive hørt og set.

Smukke bygninger gør det ikke alene. Samlinger af fine historiske genstande og kunstværker gør det ikke alene. Forskningen, bevaringen, formidlingen og udstillingerne med deres meningsskabende fortællinger gør det heller ikke af sig selv, skønt de selvfølgelig også i fremtiden udgør et museums kerneaktiviteter. Vi må snarere spørge til, hvordan disse forskellige aspekter af museet forbindes i en samlet profil og hvilke muligheder en samlet udsigelse skaber – og ikke mindst for hvem. Hvem udstilles samlingerne for, hvem lyser billederne for? Det vi i stigende grad vil forlange af museerne er, at de på alle niveauer udtrykker en bevidsthed om deres samfundsmoralske ansvar igennem handlinger, vi som brugere kan forholde os engageret til, og som gør institutionen til et synligt orienteringspunkt i landskabet. Bevæger museet sig i retning af en mere bæredygtig og klimabevidst profil? Sætter det interessante og brændende emner til debat, og lader det brugerne komme til orde? Diskuterer det åbent spørgsmål, som angår dets egen rolle som offentlig institution? Bruger det sin samling på stadigt nye måder? Er det villigt til at genskrive historien eller til at fortælle andre historier? Udvikler det sin samling på en strategisk gennemtænkt måde? Arbejder det overbevisende med kønsmæssig, social og etnisk diversitet inden for alle sine centrale områder? Signalerer det klart og tydeligt – i det sprog, der anvendes i kommunikationen, og igennem de mennesker, man som gæst møder på sin vej gennem museet – at det omfavner alle? Kan børn og voksne selv skabe noget med deres hænder på museet? Fungerer det som attraktivt socialt mødested? Men også: holder det stand mod hastighedskulturen, og formår det at fastholde et kunstens, historiens og kreativitetens rum som et sted, hvor genstande og billeder åbner sig for fordybelse, og hvor de får nærvær, historisk sammenhæng og betydning for os, i dag?

De – ofte konfliktfyldte og modsatrettede – ønsker, spørgsmål og forventninger, som trænger sig på, kommer ikke blot fra de store byers veluddannede ’eliter’. De kommer fra alle mulige sider. Og de kommer med rette. Uanset om det er, fordi vi rejser mindre ud i verden i disse måneder og nu bruger vores lokale museer mere, eller vi blot gradvist har fået øjnene op for, at vores historie ikke er overstået og udtømt, bare fordi den tilhører fortiden, så mærker man en øget kritisk opmærksomhed på, hvad museer kan tilbyde for dem, der knytter sig til dem. Gæsterne vil gerne diskutere og sammen kigge nærmere på, hvordan ”Det Rybergeske Familiebillede” (1797), et maleri af Jens Juel som hænger på SMK, på subtile måder er sammenflettet med dansk kolonihistorie, men også med hovedpersonen Niels Rybergs rolle i fattigdomsbekæmpelse og omsorgen for det danske samfunds svageste. Den diskussion skal tages, selv om den kræver, at man holder tungen lige i munden. Vores gæster vil også gerne se 1800-tallets idylliske landskabsfremstillinger i et større politisk, landbrugs- og klimahistorisk perspektiv og være med, når bølgerne går højt i den verserende diskussion om tilbagelevering af museale genstande til lande og befolkninger, som er blevet berøvet dele af deres kulturarv under kolonitiden.

Der er også fornyet efterspørgsel efter og tegn på en ny brug af de digitale tilbud. Som museumsgæst på gennemrejse interesserer jeg mig først og fremmest for, hvad et websted kan tilbyde af praktisk information. Hjemme, derimod, kan et museums digitale ressourcer og formidling bruges meget bredere: i skoleundervisningen, som samtaleemner på tværs af generationer (for eksempel under en nedlukning, eller når bedsteforældre og deres børnebørn bor langt fra hinanden) og som sociale mødesteder med et indhold, der styrker fællesskaber. Vi har igennem nogle år vænnet os til, at et museum kan være andet og mere end et stort hus med genstande anbragt på rad og række i glasmontrer eller ældre malerier på væggene fyldt med symboler, kun specialister forstår. Museer har de sidste tyve år sat helt andre standarder inden for engagerende formidling af faste samlinger og særudstillinger. Der er kommet velassorterede butikker og økologiske restauranter til. Og et væld af arrangementer og aktiviteter: Litteraturfestivaller, musikalske omvisninger i samlingerne, samtidskunst-performance og teater foran barokmalerier, fredagsbarer med debat og højt til loftet, børneværksteder og sprogundervisning for nytilkomne voksne. Nu er tiden kommet til, at hver enkelt institution og aktør finder sit ståsted og sin egen stemme i en offentlighed mættet af uendelig mange tilbud, men også af både længsler og forventninger. Det er ikke ligegyldigt, i hvilken orden man præsenterer sine genstande og hvilke fortællinger, man lader dem indgå i. Mere end nogensinde før skal museerne stå til ansvar for de valg, de træffer. Gør de det åbent, står de til gengæld også stærkere, når det blæser.

Fremtidens museer vil ikke være ens, måske vil diversiteten endda være større, fordi konkurrencen vil presse det enkelte museum til at skærpe sin egenart. Der findes ingen oplagt og entydig opskrift på, hvordan de enkelte museer skal udvikle sig i og med den konfliktfyldte omverden, jeg har beskrevet; men jeg er overbevist om, at de, der overlever som relevante institutioner, vil udfylde en aktiv og udadvendt rolle som tydelige og ind imellem også omstridte samlingspunkter i det samfund og for de mennesker, hvis forventninger og behov de skal møde. Det vil være museer, som giver brugerne en følelse af heling, ro, nærvær og dybde, men også af engagerende læring og intellektuel stimulans, som vi kan udvikle os gennem enkeltvis eller sammen. Det kræver en hel del af museerne. Men det stiller også krav til borgerne, til politiske beslutningstagere og til samfundet om at bruge museet og dets indhold aktivt. Jo mere deltagelse, jo bedre og mere vedkommende bliver ens museum.

Jeg ser en fremtid for mig, vi allerede har taget hul på. Forandringerne kan mærkes, og museerne skal nu til at finde egne veje. Visse museer skal måske ligefrem genopfinde sig selv. Den gode nyhed er, at COVID-19 ikke bare har forstyrret drift og økonomi, men midt i det hele faktisk har forstærket behovet for museerne som centrale samfundsaktører. Kunstmuseerne, som jeg selv arbejder med, råder over kunstværker, der for de flestes vedkommende aldrig har haft anden funktion, end netop at indgå i en samling. Hvilken kæmpe ressource har et samfund ikke med disse billeder, som lyser op til ingen verdens nytte og dog til glæde for millioner!? Den indsigt, følsomhed og erfaring, kunstnere gennem tiderne har lagt i dem, gør kunstmuseet til et arkiv over, men også et laboratorium for studier i menneskelig erfaring, altså i menneskets forhold til andre mennesker, til samfundet, historien og den fysiske verden. Vigtigheden af at have denne dimension med som en del af vores livsgrundlag og vores samtidsforståelse kan ikke understreges kraftigt nok. Det kræver robuste, modstandsdygtige og rummelige institutioner at holde denne arv levende og tilgængelig. Og det kræver museer, som tør bruge deres samlinger som omdrejningspunkter for diskussioner og fredelige konflikter, der kommer fra forskellige hjørner af et uroligt civilsamfund. Brugerne står klar til med både nysgerrige og kritiske blikke, med både viden, spørgsmål og anfægtelser. Museerne er deres værter.

Mikkel Boghs kronik har været bragt i Politiken 7. januar 2021.