Hvordan hjælper kulturoplevelser os til at imødekomme samfundsudfordringer, og hvorfor er tiden moden til at gentænke kulturområdet i sammenhæng med andre politikområder?
Af Lasse Horne Kjældgaard, professor og centerleder for H.C. Andersen Centret, Syddansk Universitet.
I Ten Lessons for a Post-Pandemic World (2020) har den ansete indisk-amerikanske CNN-vært Fareed Zakaria for nyligt fremhævet Danmark som et forbillede i en verden, der ellers først og fremmest tilbyder eksempler på, hvordan man ikke burde have grebet pandemiudfordringerne an. Vores ”kompetente, velfungerende og betroede stat” har formået at koordinere de enkelte indsatser og ramme en balance mellem økonomiske hensyn og ansvaret for befolkningens sikkerhed. Hvis der er ét land, som andre kan tage ved lære af, er det Danmark, anfører Zakaria. Selv om vurderingerne af især regeringens håndtering af Coronakrisen er delte i Danmark, vidner de udenlandske lovord om, at andre anser os for at være et foregangsland, der indtil videre har gjort det ganske godt.
I den interne danske debat om regeringens krisehåndtering er der imidlertid ét område, der skiller sig markant ud, nemlig det kulturpolitiske. Her har kritikken været unison og ubønhørlig. Da nedlukningen trådte i kraft, forsvandt eksistensgrundlaget for alle de kulturelle aktiviteter, der er betinget af fysisk tilstedeværelse: teatre, spillesteder, biografer, museer, festivaler, oplæsningsarrangementer og sportsbegivenheder mistede med ét deres publikum. Mange mener, at kulturminister Joy Mogensen reagerede for sent og for vagt på denne totale underminering af vitale felter inden for hendes ressortområde. Ja, at hun ligefrem talte sit eget område ned på et tidspunkt, hvor udøvere, aktører og institutioner var tvunget i knæ, og mærkeligt nok sammenfaldende med at de kulturelle aktiviteters sociale betydning stod skåret ud i pap – som dét, vi alle pludseligt måtte undvære.
Angrebet på kulturministerens corona-indsats blev hurtigt kædet sammen med en mere omfattende kritik af hendes og Socialdemokratiets forhold til det kulturpolitiske område. Er der mon en større og mere langsigtet vision for kulturpolitikken? Hvad vil Joy Mogensen og Socialdemokratiet egentlig med kulturen? Det spørgsmål må enhver nytiltrådt kulturminister forvente at blive stillet. Men for en socialdemokratisk kulturminister – og Joy Mogensen er den første af slagsen i over 20 år – rummer spørgsmålet en særlig alvor og historisk betydning. Det var nemlig en socialdemokratisk statsminister, Viggo Kampmann, der i 1961 syntes, at kulturen var så vigtig, at den skulle have sit eget ministerium. Og det var ham, der indsatte den nytænkende og energiske Julius Bomholt som Danmarks første kulturminister.
Selv om meget har forandret sig siden da, hviler dansk kulturpolitik fortsat i høj grad på rationaler og principper, som Bomholt formulerede i løbet af de blot tre år, hvor han var kulturminister. Bomholt er, om nogen, arkitekten bag velfærdsstatens kulturpolitik. Derfor er hans indsats også et oplagt udgangspunkt, hvis man vil trække nogle længere linjer i dansk kulturpolitik og foreslå et par udviklingsperspektiver. Det er sigtet med dette bidrag til DM’s 2030-plan.
Men lad mig indlede med at konstatere, at den aktuelle kritik af Joy Mogensen faktisk befinder sig i den milde ende af skalaen – målt i forhold til, hvad socialdemokratiske politikere tidligere har måttet lægge ryg til af anklager om kulturpolitisk uforstand og famlen. I dansk kulturdebat er Socialdemokratiets forsømmelse af kulturpolitikken en gammel traver.
Det mest hårdtslående angreb tegner arkitekten og samfundsrevseren Poul Henningsen (PH) sig for. Da han i 1933 udsendte sit berømte kampskrift Hvad med kulturen?, pegede spørgsmålet i titlen især på Socialdemokratiet. Partiet manglede ifølge PH ”et positivt kulturprogram”. Og det var katastrofalt, vurderede han – ikke kun for Socialdemokratiet, men i det hele taget for demokratiet, som var truet af totalitære kræfter. Hvis man ville redde folkestyret, burde man ikke kun sætte ind med økonomiske og socialpolitiske indgreb – som fx Kanslergadeforliget fra samme år – men også med en massiv kulturpolitisk indsats.
Det forstod Socialdemokraterne bare ikke, hævdede PH, og derfor voksede Hitler og Hitlerjugend ud af statsminister Staunings pande på den provokerende collage, der pryder bagsiden af Hvad med kulturen? Socialdemokraterne havde PH altså opgivet, men forsigtigt håbede han med skriftet at kunne omvende dels ”de mange marxister, som skyder kulturproblemet tilside som underordnet og ligegyldigt”, og dels ”de mange kulturelt interesserede, som ser med ængstelse eller ligegyldighed paa det politiske”.
Knapt tre årtier senere gav den socialdemokratiske statsminister Viggo Kampmann et svar på PH’s spørgsmål: Hvad med kulturen? Få måneder efter sin tiltrædelse i 1960 gav han et sommerinterview i dagbladet Information i 1960, hvor han pludselig – på politikernes vegne – henvendte sig direkte til kunstnere og kulturfolk og bad om deres hjælp: ”Vi har i høj grad behov for vejledning. Blot de kulturelt interesserede ville forlade deres kritiske stade og begynde at raadgive os paa kærlig og forstaaende maade, ville meget være vundet!” Med noget, der kan minde om en kontaktannonce, bad statsministeren om assistance til at belyse og tænke over velfærdsstatens problemer. Problemerne var tydeligvis af en sådan karakter, at politikerne ikke følte, at de selv sad inde med alle svar og løsninger. Det fik Kampmann sagt med genbrug af præcis den påfaldende benævnelse, ”de kulturelt interesserede”, som PH havde benyttet som en slags eufemisme for standen.
Det var bestemt ikke alle kunstnere, der svarede kærligt og forstående på Kampmanns appel. ”I et velfærdssamfund er kunstnerne de sidste, man når frem til, og det er meget regulært, at man først når frem til dem i det øjeblik, der foreligger et brugsbehov. Så ved vi da, hvor vi er henne”, skrev forfatteren Klaus Rifbjerg fx i 1964. Ikke desto mindre udfoldede der sig i en årrække omkring 1960 en omfattende og perspektivrig dialog om velfærdsstaten imellem politikere og kunstnere, som jeg har forsøgt at afdække og analysere i bogen Meningen med velfærdsstaten – da litteraturen tog ordet, og politikerne lyttede (2018).
Den tidlige debat om velfærdsstaten var nemlig i høj grad en kulturdebat, der bl.a. drejede sig om målene for velfærdsstaten – og ikke kun om midlerne. Der var en søgen, også blandt politikere, efter at forstå ”velfærd” som noget andet, eller noget mere, end ”velstand”. Velfærd var ikke kun noget, der kunne måles og vejes og tælles. Ambitionen var derfor heller ikke udelukkende at udvikle en social velfærdsstat, men også – med årene – en ”åndelig velfærdsstat”, hvor kultur, (ud)dannelse og selvudvikling ville være i højsædet. ”Det må også være en samfundsopgave at sikre den åndelige velfærd”, skrev socialdemokraten Ivar Nørgaard fx i 1962. Ved samme lejlighed forudså han, at i takt med de stigende sociale standarder i velfærdsstaten ville ”undervisningsministeriet og kulturministeriet vil blive mere betydningsfulde ministerier end finans- og økonomiministeriet.” Så høje var hans tanker om det nyetablerede Kulturministeriums mission.
Medvirkende til at tale kulturpolitikken op var en række af de metaforer, der på dette tidspunkt blev brugt om velfærdsstaten. Én af dem var, at velfærdsstaten var et slags hus – eller rettere: at den sociale velfærdsstat var fundamentet, hvorpå den åndelige velfærdsstat skulle stå. ”En bygning vi rejser / til skærm i vor nød”, lyder den gamle arbejdersang, som lader sig forbinde med opførelsen af velfærdsstaten, om end med et andet indhold. En anden metafor var, at velfærdsstaten var et værktøj, hvilket ville sige, at den ikke var værket i sig selv. Den skulle bruges til noget, det var formålet med den. En tredje metafor gik ud på, at velfærdsstaten var et værn, der skulle beskytte borgerne imod forskellige farer.
Selv om metaforerne er forskellige, forbandt de sig betydningsmæssigt med hinanden og medvirkede til at skabe et politisk forestillingsrum, hvor kulturen og kulturpolitikken kunne indtage en betydningsfuld plads. Kulturpolitikken kunne netop indsættes som en slags overbygning på den økonomiske og sociale politik – eller som det egentlige værk, der forhåbentlig ville blive frugten af alle anstrengelserne: den åndelige velfærdsstat. Samtidig kunne kulturpolitikken bringes til at spille sammen med forestillingen om velfærdsstaten som et værn, der kunne bruges til at beskytte borgerne imod visse farlige tendenser og uønskede tilstande.
Ligesom PH i 1930’erne havde villet sætte ind med kulturpolitik i kampen mod fascismen, blev den i 1960’erne fremstillet som en nødvendig afværgeforanstaltning i forhold til diverse trusler. I tidens kulturdebat møder man et rigt og forskelligartet repertoire af mere eller mindre konkrete trusler, som velfærdsstatens kulturpolitik skulle sættes ind imod. Tre af de mest omtalte farer, som understøttede opprioriteringen af kulturpolitikken, var konformisme (det vil sige åndelig ensretning), pop (forstået både som popmusik, men også som underlødig underholdning i det hele taget) og den fritid, som flere og flere fik mere af.
Lad mig belyse tankegangen med et par citater. I 1962 gjorde Julius Bomholt ”opmærksom på, at vi i litteratur, kunst og de andre kulturelle aktiviteter kan opnå vort måske vigtigste værn imod ensidighedens farer” – altså imod den konformisme, som mange mente var omsiggribende. Nogenlunde samtidig kaldte han den reklamefinansierede radiokanal Radio Mercur for ”en popradio beregnet for mennesker med intelligenskvotient væsentlig under 100”. Pop var altså noget for dem, der enten var for dumme – eller fordummede.
Den mest overordnede trussel var imidlertid fritiden. Forudsætningen for udvidelsen af statens ansvar for borgernes fritid var, at denne – som jo for de fleste var et tilkæmpet og kært privilegium – blev fremstillet som et problem. Det medvirkede sådan en film som Klaus Rifbjergs og Palle Kjærulff-Schmidts Weekend fra 1962 fx til, men det gjorde også Socialforskningsinstituttets store Fritidsundersøgelse fra 1964, som tillige var med til at bane vejen for den ganske vidtgående fritidsundervisningslov, der blev vedtaget i 1968. Da filosoffen K.E. Løgstrup i 1965 blev spurgt i Politiken om, hvor velfærdsstaten har sin etiske forpligtelse, svarede han: ”I sin kulturpolitik. Og den bør i dag gå ud på at gøre os bedre egnede til at magte den øgede fritid”.
Alt dette er tydeligvis længe siden. Bekymringer for fritiden, for pop og for konformisme finder man i dag ikke mange af i den danske kulturelle og politiske debat – og formentlig vil man ikke komme langt, hvis man som kulturpolitiker fandt på at hive den slags trusler op af hatten. Det ville virke fjollet og arrogant.
Til gengæld er der mange andre farer på færde. Og det er netop én af de ting, man kan lære af Bomholts indsats: At det er vigtigt at politisere kulturpolitikken i den forstand, at man forstår den som et redskab til at håndtere eller inddæmme vigtige samfundsproblemer. Hvis kulturpolitikken skal være et ”værn”, sådan som flere politikere dengang formulerede det, skal der også – logisk set – være noget at beskytte borgeren imod. I vid udstrækning formåede Bomholt at udpege farer, der på det tidspunkt var overvejende politisk enighed omkring, og dermed lykkedes det også for ham – i hvert fald til en vis grad og for en tid – at af-ideologisere kulturpolitikken.
Dette vanskelige dobbeltgreb – politiseringen og af-ideologiseringen af kulturpolitikken – er efter min vurdering én væsentlig forklaring på Bomholts succes og på den store fremgang for området i 1960’ernes første halvdel. Eller sagt lidt enklere: Han kunne forklare, hvad det var, man førte kulturpolitik imod og samle kræfter om sagen.
Ville en kulturminister kunne gøre det efter i dag? Ja, det tror jeg. Coronakrisen har vist, at borgfred fortsat er mulig i Danmark, når udfordringerne ellers er akutte og alvorlige nok. Når corona-pandemien måske om lidt er ovre, eller er gået ind i en ny og mindre kritisk fase, er der fortsat masser af trusler – eller ”grand challenges” – at tage fat på. Der er derfor også rig anledning til at tænke over, hvordan en aktiv og problemorienteret kulturpolitik vil kunne bidrage til at håndtere eller måske ligefrem medvirke til løse nogle af problemerne.
Hvad end det gælder klimakrise, digitalisering, automatisering, globalisering, social sammenhængskraft eller mental trivsel, er kulturpolitik et af de redskaber, vi har til rådighed, for at imødegå truslerne, der knytter sig til forskellige udviklingsprocesser, som på samme tid kan vække bekymring og begejstring.
Hvad er det fx for en kritisk dannelse, vi har brug for i dag for både at kunne forstå og modstå de forskellige former for information og misinformation og fiktionalisering, vi dagligt kommer i kontakt med? Hvordan kan et kulturelt beredskab hjælpe os til at møde modgang og lidelse i livet? Hvordan kan kunst i bred forstand hjælpe os til at forstå perspektiverne i klimakrisen og måske endda gøre os handlekraftige? Inden for de enkelte kunstarter og kulturområder og i forskningen arbejdes og eksperimenteres der med disse spørgsmål og problemer.
Dertil kommer en række målsætninger, som burde være indlysende for en nationalstat, der interesserer sig for sin egen kulturelle overlevelse. Hvad kan man fx gøre for at sikre, at dansk forbliver et levedygtigt og fuldt funktionelt sprog? Meget mere end man gør i dag, vil jeg svare for egen regning.
En samlet kulturpolitisk 2030-plan burde efter min mening burde bygge på et 360-graders eftersyn ikke bare af ressortområdet, men af hele det kulturelle felt med henblik på at undersøge potentialerne i forhold til de enorme udfordringer, som vi står over for – som enkeltindivider og som medlem af forskellige fællesskaber, der strækker sig fra de lokale til det nationale og globale. Ved at fokusere på store udfordringer, som der er politisk konsensus omkring, ville man kunne bane vej for kompromiser – og bryde med den ukonstruktive brug af kulturpolitik som en scene for symbolpolitiske sværdslag.
Sådan en plan ville give et stærkt grundlag for at gentænke kulturområdet i sammenhæng med andre politik-områder. Det var også noget, Bomholt evnede. Da han skrev, at ”Socialpolitik er også kulturpolitik”, mente han ikke, at det ene område skulle reduceres til det andet. Tværtimod! Med respekt for de enkelte områder og deres egne logikker (kunstnerisk frihed fx), burde man forsøge at forstå sammenhængene mellem dem og deres relation til vores grundlæggende udfordringer.
Gør man det i en kulturpolitisk 2030-plan, vil man kunne levere netop dét, som mange i dag efterspørger fra Joy Mogensen – en begrundelse for, hvorfor kulturpolitikken er vigtig. Og dermed tillige et ajourført svar på PH’s gamle spørgsmål: Hvad med kulturen?
