Kriser er politiske vedtagelser – kan vi få vedtaget en klimakrise!

Af Pernille Almlund

Pandemien bliver talt op som en krise, hvilket giver god mening, men det ville give lige så god mening, måske endda bedre mening også at tale om en akut klima-krise, eftersom denne på mange måde udgør en langt større trussel for både menneskeheden og kloden, hvis den ikke bliver håndteret nu. Greta Thunberg og med hende Fridays for future og flere andre bevægelser har særligt siden den varme sommer 2018 forsøgt at sætte klimaforandringerne på dagsordenen som en klimakrise. Det er bare ikke lykkedes at få nogen regeringer, heller ikke den danske, med på den retorik.

En af de ting, vi derfor helt oplagt kan lære af Coronakrisen, er at lade krise-begrebet også omfatte klimaforandringerne. Vi har set handlekraft, vi har set kompromisser, vi har set viljestyrke og tilsyneladende også samfundssind i forbindelse med Coronakrisen. Alt det skal vi også se i forhold til håndtering af klimaet for at afværge den trussel, som klimaforandringerne udgør. Derfor er det særdeles vigtigt, at politikerne går foran og sætter klima på dagsordenen som en reel klima-krise og udøver samme handlekraft, motiverer til politiske kompromisser, skubber til befolkningens viljestyrke og samfundssind mv. Coronakrisen har vist os, at det fint lader sig gøre, så det kan helt sikkert også lade sig gøre, hvad angår klimakrisen, hvis ellers politikerne vil vedstå truslen og vedtage at der er tale om en klimakrise.

Lige nu ser det dog mere ud til, at håndteringen af corona-krisen er på bekostning af den klimadagsorden, der blev sat af regering og støttepartier op til og umiddelbart efter Folketingsvalget i 2019. Fra regeringens side er denne blevet mindre ambitiøs med udsagn om at være ’mere rød end grøn’ og ’at vi satser rigtig mange millioner på forskning i ny teknologi’, for at kunne komme i mål med de vedtagne 70 % reduktion af CO2 i 2030. Hertil kommer den lave prisfastsættelse af CO2, som stort set alle økonomer, undtaget dem i finansministeriet, er stærkt uenige i, og som betyder, at de nuværende mulige klimatiltag bliver for dyre. Så den håndfaste og på mange måder ansvarlige håndtering af Corona-krisen rækker altså ikke til også at omfatte klimakrisen, for på det område tør regeringen tilsyneladende ikke sætte en ambitiøs dagsorden.

Kriser er komplekse

Corona har gjort det tydeligt for os, at natur og samfund ikke er to adskilte fænomener, men meget tæt koblede – her er tale om, at menneskeligt organiserede produktionsbetingelser sammen med naturens evne til at skabe zoonoser og dermed skubbe vira fra dyr til mennesker har udløst en pandemi, der hverken er den første af sin slags og formodentlig heller ikke bliver den sidste. Det er sket på trods af både stor biologisk viden og stor viden om de anvendte udbytterige produktionssystemer, men uden at de vidensformer tilsyneladende er bragt i spil sammen, så man kunne have taget højde for uhensigtsmæssige bivirkninger på forhånd. Man har kort sagt håndteret stor kompleksitet med forsimpling, og det har skabt den nuværende pandemi og ligeså andre pandemier. Også i det lys er det væsentligt at sammenligne COVID-19 med klimaproblemer, for også klimaproblemerne er komplekst sammensatte af naturbetingelser og menneskers brug af naturens ressourcer, hvor vi også har haft en forsimplet adskillelse mellem natur og samfund og derfor ikke har haft blik for, hvordan sammenspillet har skabt noget så kritisk som klimaproblemer.

Derfor er det lidt forstemmende med de barrierer, som regeringen peger på med de ovenstående udsagn om at være mere rød end grøn, at satse på forskning i teknologisk udvikling og fastsætte prisen på CO2 relativt lavt. De barrierer peger på, at politikerne stadig forsøger at løse de komplekse klimaproblemer med forsimplede logikker. Faktisk ville de barrierer slet ikke kunne formuleres som sådan, hvis regeringen gav klima problemerne status af at være en krise og tog erfaringer fra egen håndtering af Coronakrisen med ind i håndteringen af den mere langsigtede klimakrise. Her har vi nemlig hørt, hvordan ethvert liv har værdi og skal reddes uanset prisen, så Coronahåndteringen har været dyr, men ikke for dyr. I den førte politik på klimaområdet kan det til gengæld godt blive for dyrt at redde klimaet, og særlig dyrt, når finansministeriet får lov til at fastsætte prisen på CO2, som egentlig bare viser os, at der her er tale om en politisk fastsættelse, der kunne have været en anden.

Faktisk viser det sig at være så dyrt, at politikerne hellere skubber løsningen foran os med henvisning til, at der netop skal forskes i nye vel at mærke teknologiske løsninger, som i bedste fald bidrager med sænkning af CO2-udslippet om mange år. De mange anbefalinger med fokus på adfærd, der indkom på baggrund af Dan Jørgensens invitation til de danske universiteter, kan vi ikke se i regeringens ambitioner om at give flere penge til forskning – dem vender jeg tilbage til nedenfor. Og det heller ikke selvom der sandsynligvis her ligger muligheder for hurtigere at nedbringe CO2-udslippet end ved at satse på Power-to-X og Carbon Capture, som ingen eksperter på området regner med kan nå at få nogen mærkbar betydning for reduktionen af CO2 inden 2030. Her er det også interessant at bemærke den politiske prioritering af at påvirke befolkningens adfærd i håndteringen af Corona, mens det tilsyneladende er ’no go’, hvad angår klima-forandringerne.

I forhold til Mette Frederiksens pointering af at være mere rød end grøn, kan man spekulere i hvilken farve en pandemi har, men lad os for metaforens skyld kalde den sort. Så er spørgsmålet om håndteringen af Corona også har været mere rød end sort – nej vel! Det giver på ingen måde mening, for ser man på klima-forandringerne som en krise, så skal krisen håndteres uanset farve. Flere af de andre partier repræsenteret i Folketinget har snildt kunnet finde plads til både det røde og det grønne, så når Mette Frederiksen gør det til et spørgsmål om enten, eller, så kunne hun og Socialdemokratiet skele til flere af de andre partiers klimaudspil, hvor der i forhold til den sociale slagside bliver kompenseret med grønne checks og andre regulerende tiltag.

Humanistisk videnskab, adfærd og vælgere

Flere af regeringens formulerede barrierer baserer sig på en helt traditionel logik inden for det politiske system, nemlig mandaternes og vælgernes logik, for kan man ikke tælle til 90, så sidder man ikke med regeringsmagten. Det kan nemlig se ud som om, at satsningen på teknologisk udvikling frem for tilskyndelse til adfærdsændringer skyldes angsten for at tabe vælgere og dermed politisk momentum.

Selvom vælgerne i meningsmålinger er gået fra at udpege klima, som det væsentligste politiske område for vores regering til, at det nu er COVID 19, så betyder det formodentlig ikke, at den politiske håndtering af klimaet ligefrem skal skubbes i baggrunden. Trygfonden viser fx i en ny undersøgelse, at 60 procent af borgerne er enten delvist eller helt enige i, at udfordringerne med at håndtere Coronakrisen kan lære os, hvordan vi kan håndtere andre kriser, som fx klimakrisen. Det synes oplagt, da kriser giver rum for nytænkning. Det er således i den offentlige kommunikation ofte nævnt, at Coronakrisen direkte målbart har haft positiv effekt på CO2 udslippet, men også mere indirekte kan vise os vejen i håndteringen af klimakrisen. Her kunne det se ud som om, at regeringen er blevet glade for det første, men til gengæld har ladet det andet ligge.

Hertil kommer, at det Klimaborgerting der er nedsat på baggrund af Klimaloven ved deres første samling klart signalerede, at de er klar til CO2 afgifter og vil bruge provenuet til grønne investeringer og til at kompensere for social slagside. Hertil kommer, at de er klar til adfærdsændringer, fordi de faktisk ikke tror, at deres liv bliver fuldstændigt ændret, klar til i stort omfang at prioritere lavbundsjorde ud af landbrugsdriften, til at prioritere biodiversiteten og til at vi skal tage et pænt skridt i nedbringelse af CO2-udledning ved hjælp af kendte teknologier og samtidig bruge penge på udviklingen af power to X og Carbon Capture. Der er derfor ikke meget, der tyder på, at regeringen vil miste vælgere ved at tage førertrøjen på og turde sætte en ambitiøs dagsorden på det her område.

Det betyder naturligvis, at forskning i vores allesammens adfærd og potentialer for at bevæge os i retning af en mere klimavenlig hverdag er presserende, og her finder man masser af forslag til nødvendige forskningsområder meldt ind til Dan Jørgensen, da han inviterede til det. Det drejer sig om at undersøge, hvordan kulturelle og holdningsmæssige forskelle spiller ind på den bæredygtige livsstil, og hvordan man kan tage højde for det fremover. Det drejer sig om at undersøge, hvordan nye teknologier og regulering griber ind i folks hverdag og derfor skal kobles på brugerperspektivet på forhånd, hvordan man i det hele taget kan inddrage borgerne i den grønne omstilling, hvordan de mange fællesskaber, vi indgår i har betydning for vores adfærd og mange andre, relevante forslag, der ville kunne pejle os og tilskynde til grøn omstilling.

Et enkelt eksempel på et studie, der viser nytten af den slags humanistisk forskning er et kvalitativt studie gennemført af en specialestuderende fra RUC(1). Via interview viser hun, at de borgere, der i forvejen er opsatte på at leve klimavenligt, synes der er både strukturelle og logistiske barrierer, der vanskeliggør det. Hertil kommer, at de fleste af de interviewede var dele af fællesskaber, hvor der ikke var samme interesse for en bæredygtig livsstil. Det håndterede de fleste af dem ved at gå på kompromis med egne ønsker, fordi de fremfor alt vil være en del af fællesskabet og ikke vil være hverken prædikanter eller religiøse i forhold til andre. Det viser på en og samme tid hvilke potentialer og begrænsninger der er ved vores sociale relationer og fællesskaber. Med den viden kan vi finde frem til, hvordan den bæredygtige livsstil kan gøre sit indtog i fællesskaberne og vi kan se i øjnene, at modstand mod bæredygtig livsstil til dels har fået et religiøst og moralsk islæt.

Sådanne studier er en mangelvare, selvom de kan give stor indsigt og højst sandsynligt bidrage hurtigere til den grønne omstilling end X-to-power og Carbon Capture, ikke mindst fordi befolkningen gerne vil være med til at gøre en indsats for klimaet.

Tallogikker

Med en politisk prioritering af at forske i nye teknologiske løsninger og dermed udskyde implementering har regeringen hevet den såkaldte hockeystav op af hatten. Den viser, at vi nok skal nå målet om 70 procent reduktion i 2030, som den nye klimalov foreskriver – det går bare ikke så stærkt i starten, men skal til gengæld gå rigtig stærkt i slutningen. Med det ræsonnement trækker regeringen på samme ræsonnement som den tidligere regering lancerede i deres klimaudspil fra 2018, men taler direkte op imod eget og de fleste andre partiers klimaudspil fra 2019, hvor det netop understreges, at CO2 udslippet skal bringes ned hurtigst muligt, for det sparer i sidste ende udledning, selvom endemålet er det samme.

Det var præcist den slags beregninger, der betød, at den politiske diskussion om klima op til valget kom til at handle om, hvor konkrete eller ukonkrete de forskellige partiers udspil var, fordi alle udspillene var baseret på beregninger af muligheden for at spare CO2, men ligesom de beregninger ofte gjorde mulighederne meget konkrete, så blev beregningerne også brugt til at gøre mulighederne meget ukonkrete. Det skete fx i den tidligere regerings udspil, når de beregnede ved hjælp af kvoteanullering (som mange aktører, herunder Klimarådet, ikke mente havde nogen positiv effekt), men også når de via smarte grafer skjulte, at tempoet i reduktionerne ville blive de laveste i lange tider, hvis deres klimaudspil blev en realitet(2).

Det er med hockeystav og satsning på forskning i nye eller ikke færdigudviklede teknologier og med finansministeriets fastsættelse af prisen på CO2 en fortsættelse af strategien om at bruge beregninger til at gøre det ukonkret, hvordan reduktionerne reelt vil tage sig ud, og om det faktisk er muligt at nå målet. Hertil kommer, at ingen af beregningerne er i stand til at implementere, det vi endnu ikke ved, så derfor gælder det om at reducere så meget som muligt, så hurtigt som muligt og ikke om at skubbe reduktionerne ud i fremtiden – lige nu har hockeystaven derfor mest af alt form som en boomerang, der ser ud til at ramme os alle sammen i nakken.

Så selvom teknologiske løsninger og tal baseret på beregninger typisk ser mere håndgribelige ud end analyser af borgernes adfærd og politikernes prioriteringer, så er det lang fra tilfældet, at det er særlig håndgribeligt. I det lys af særdeles ukonkrete tiltag, som der satses på lige nu, vil jeg komme med følgende meget konkrete forslag til hvad politikerne og især regeringen burde gøre for at bremse klimaforandringerne:

• Vedtage at klima-forandringerne betyder at vi står i en klima-krise og håndtere den lige så handlekraftigt og akut som Coronakrisen
• Være ansvarlige politikere, der både tør gå foran og sætte en ambitiøs dagsorden på klimaområdet og samtidig være lydhøre over for befolkningen
• Sætte skub i langt mere humanistisk inspireret kvalitativ forskning i borgernes adfærd og prioriteringer, det vil give hurtigere resultater end teknologiske fix og er en vej, vi skal nedad under alle omstændigheder.