En seriøs grøn forskningsstrategi må ’økologisere’ humaniora og humanisere den klimapolitiske dagsorden.

Af Jens Kramshøj Flinker, Ph.d. stipendiat. Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet

I september offentliggjorde regeringen forskningsstrategien Fremtidens grønne løsninger. Med afsæt i denne strategi er det regeringens håb, at ”realisere den grønne omstilling” og at udbygge dansk erhvervslivs ”grønne førerposition til gavn for eksport og grønne arbejdspladser i Danmark”. Mere konkret betyder det, at der afsættes 750 millioner kroner i 2021 til ”fire grønne missioner”. De fire forskningsmissioner dækker over ”fangst og lagring” af CO₂, ”grønne brændstoffer til transport og industri”, ”klima- og miljøvenligt landbrug og fødevareproduktion” samt ”genanvendelse og reduktion af plastikaffald”. Denne satsning handler om, at nye ”løsninger og teknologier” spiller en afgørende rolle med henblik på at reducere CO₂-udledningen med 70 procent inden 2030. Der er med andre ord tale om en strategi, der alene satser på naturvidenskab som forskningsområde i kampen mod klimaforandringerne.

At man skal prioritere forskning i relation til klimakrisen, er de færreste uenige i, men det er ikke ligegyldigt, hvordan denne forskningsstrategi ser ud. Der melder sig da også en række problemer i kølvandet på regeringens meget målrettede strategi. Ni medlemmer af Det Unge Akademi har eksempelvis i et debatindlæg i Information understreget, at det ikke er ”forskernes opgave at kommercialisere nye teknologier”, fordi det skader den frie forskning. Og slet ikke, når regeringens strategi ”betales med de sparsomme forskningsmidler”, som nu de facto er forvandlet til en erhvervsstøtteordning.

Hvad jeg her imidlertid vil argumentere for, er det problematiske i, at regeringens grønne forskningsstrategi ikke blot afkobler, men grundlæggende er blind for, at humaniora som forskningsfelt er uundværlig, hvis man vil fremtidige klimaforbedringer.

Mit bud er i stedet, at hvis vi som samfund vil reel grøn omstilling, så bliver vi nødt til at ’økologisere’ humaniora og humanisere den klimapolitiske dagsorden. Hvad jeg præcis mener med den påstand, handler denne kronik om. Helt kort argumenterer jeg dog for to overordnede og konkrete tiltag som grundlag for en forskningsstrategi, der for alvor skubber til den grønne omstilling.

Men førend jeg kommer så langt, er det vigtigt at adressere følgende: hvad har humaniora at gøre med miljø- og klimaforandringer?

Humaniora og klimaforandringer

I det omfang, vi ønsker at navigere i og afbøde miljø- og klimaproblemerne ude i verden, er det essentielt at begynde med at ændre noget inde i os mennesker. Dette ’inde i os’ kaldes også kultur, og det er her, at humaniora kommer ind i billedet med sin analytiske forankring i historie, sprog, psykologi, kultur- og litteraturhistorie. Det er først med afsæt i denne erkendelse, man for alvor kan skabe forandringer i vores forestillinger, adfærd og kulturelle vaner i forhold til grøn omstilling. Hermed også sagt, at miljø- og klimaforandringerne ikke alene er anliggender for naturvidenskaben.

Det er vigtigt, at humanisterne selv får øjnene op herfor; ligesom det er vigtigt at mediechefer, fondsbestyrelser, almene beslutningstagere og ikke mindst politikere indser denne kendsgerning. Det er primært den sidste gruppe, som kronikken henvender sig til.

Bred forskningsindsats er vital

Naturvidenskabelig viden kan ikke alene skabe den vidensmæssige infrastruktur, der er nødvendig for at igangsætte grøn omstilling. At understrege dette handler imidlertid ikke om, at der ikke skal satses på teknologiske løsninger, men om behovet for at anerkende, at miljø- og klimaforandringerne er et uhyre komplekst problem, som kræver tværfaglig samarbejde mellem naturvidenskab, samfundsvidenskab og humaniora.

Regeringens ensidige fokus på naturvidenskab afgiver en bestemt framing af, hvad det præcise problem er i relation til klimaforandringer, og hvad den præcise løsning er. Inden for humanistisk klimaforskning er det imidlertid en udbredt antagelse, at en sådan ensidig naturvidenskabelig vinkling reproducerer bestemte kulturelt fastgroede forestillinger om menneskelig tænkning og adfærd i forhold til vores fysiske omgivelser. Lad mig give to eksempler på, hvorfor en snæver naturvidenskabelig forskningssatsning er problematisk, før jeg kommer til mine forslag til, hvad humaniora kan bidrage med.

For det første er det et problem, at det individ, som regeringen taler til og satser på med Fremtidens grønne løsninger, er det selvsamme individ – og tankestruktur – der har ledt os ind i klimakrisen i første omgang. Det er et individ, der står på en historisk tidslinje, og som selv bestemmer, hvorvidt fremtiden skal byde på fremgang eller tilbagegang – eller rettere om fremtiden skal være grøn eller mørk. Forestillingen er, at så længe dette individ bruger sin fornuft til at udvikle ny grøn teknologi, er vi på rette spor. Denne fortælling forudsætter, at mennesket er hævet over den fysiske natur og behersker den. Men det er netop dette natursyn og denne fortælling om menneskets suveræne skaberkraft, der er en del af problemet. Eksemplet viser, at vores forståelse af natur, klima og kriser ubevidst er formet af kulturhistoriske narrativer. Humaniora kan bl.a. bidrage til en forståelse for, hvordan vores politiske og individuelle klimahandlinger er formet af sproglige og kulturelle diskurser i første omgang. Som professor Maarten Hajer påpeger, kan dynamikken i vores miljøpolitiske tiltag ikke forstås uden at analysere og udskille de diskursive praksisser, der styrer vores opfattelse af virkeligheden med mindre, vi gentager fortidens fejl.

For det andet: hvordan skulle det være muligt at forankre og motivere den brede befolkning til forståelse for natur, økologi og klimaproblemer gennem ord og løsninger, som er forbeholdt naturvidenskabelige eksperter? Forskellige økokritiske studier viser, at følelser er mindst lige så vigtige som rationalitet for forståelse for og engagement i dette emne – dette både på de personlige såvel som institutionelle niveauer. Det understreger, at de forhindringer, som står i vejen for at udvikle mere bæredygtige samfund ikke kun kan løses politisk og naturvidenskabeligt, men også handler om følelsesmæssige påvirkninger.
Klimaforandringer er altså lige så meget et kulturelt problem som et fysisk problem, som professor i kultur og klima Mike Hulme udtrykker det. Natur og kultur er dybt viklet ind i hinanden, og forskere skal derfor undersøge, hvordan de gensidigt former hinanden. Men det sker ikke i tilstrækkeligt omfang, og det skyldes blandet andet, at de, der sidder på forskningsmidlerne, er blinde herfor.

Klimaforandringer, humaniora og de andre videnskaber

Det skal understreges, at humanioras opgave ikke handler om at oversætte naturvidenskabelig viden eller om direkte problemløsning af klimaproblemer. Ifølge filosoffen Nicholas Davey beskæftiger humaniora sig mere med spørgsmål end med problemer, som kan løses i teknisk forstand. Forskellen mellem problemløsning og refleksion-over-spørgsmål (som eksempelvis ’hvad er god uddannelse?’) tydeliggør arten af to forskellige former for forskning. Humanistisk forskningsviden er således, ifølge Davey, ”akkumulerende” snarere end ”progressiv”. Humanistisk forskning ”udvider” problemfelter, hvorfor den kan være med til at generere nye måder at tale om, angribe og reflekterer over store spørgsmål som eksempelvis klimaproblemer.

Som Matthew C. Nisbet m. fl. har vist i et studie på dette område, handler det om at bringe forskellige forskningskulturer sammen med henblik på at opnå nye synergier og derfra skabe forbindelser ud i den brede offentlighed. Det betyder, at politikerne må anlægge en bred forskningsstrategi, hvor offentligheden skal 1) lære om de naturvidenskabelige, sociale og kulturelle dimensioner af klimaforandringerne, og 2) inspireres følelsesmæssigt og kreativt til at tage personligt ansvar og dermed deltage meningsfuldt i problemerne.

Det betyder bl.a., at naturvidenskab leverer data og modeller, der giver mulighed for at forstå klimaforandringer og komme med teknologiske løsninger. At eksempelvis filosofi og religion opbygger etiske diskurser i forhold til klimaproblemerne. At samfundsvidenskab leverer teorier og data i forhold til modeller og fortællinger, som politikere og den brede offentlighed ofte benytter, når de træffer beslutninger om komplekse og usikre emner, såsom klimaforandringer. At øget forskning og undervisning i kreative og kunstneriske praksisser, herunder skønlitteratur, dokumentarfilm, multimediedesign, journalistik mv., kan være med til at påvirke enkeltpersoner til en større forståelse for miljø- og klimaproblemerne.

To konkrete forslag til en grøn forskningsstrategi

Det første forslag handler om at humanisere den klimapolitiske dagsorden. Det kræver, at politikerne tænker nyt. Første skridt mod en solid bæredygtig forskningsstrategi handler – som nævnt – om, at politikerne anerkender behovet for tværdisciplinært samarbejde.

Det betyder, at politikerne må afsætte forskningspenge til og belønne de universiteter, som 1) opretter videnscentre med repræsentanter fra alle fakulteter i forhold til miljø- og klimaforskning. 2) at politikerne i en årrække øremærker forskningspenge og går i dialog med private fonde, med henblik på at kickstarte disse nye forskningstiltag på universiteterne. Dette med særligt blik for at opprioritere humanistisk klimaforskning, idet politikerne har skrevet humaniora helt ud af den grønne ligning.

Det andet forslag handler om at ’økologisere’ humaniora. Humaniora spiller – som nævnt – en vigtig rolle i en seriøs forskningsstrategi, der vil grøn omstilling. At realisere dette potentiale hindres af finansieringsmekanismer, institutionelle strukturer og kulturer på universiteterne. 1) Beløn de institutter på humaniora, der realiserer en plan for, hvordan instituttets forskellige forskningsdiscipliner kan bidrage til humanistisk klimaforskning. 2) Det er ydermere vigtigt at ændre og tone bekendtgørelser og undervisningspraksis i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og på universiteterne i forhold til et øget fokus på sammenhængen mellem natur, klima, økologi og humaniora. Det handler om at integrere miljø- og klimaforandringer i alle humanistiske fagområder samtidig med, at undervisningen inspirerer til engagement i problemerne. Velfærdsstatens uddannelsessystem skal uddanne den næste generation af forskere, beslutningstagere og borgere, og det kræver et nyt dannelsesbegreb. Vi kan kalde det økologisk dannelse. Et sådant skridt kalder på humanistisk forskning.