Religion, globalisering og polarisering – et humanistisk perspektiv

Af Margit Warburg

Da corona-virussen COVID-19 i begyndelsen af 2020 spredte sig fra den kinesiske storby Wuhan, reagerede regeringerne over det meste af verden med at indføre skrappe restriktioner på deres befolkningers sociale liv og frie bevægelighed. Med disse og andre tiltag overvandt Danmark og de fleste andre europæiske lande i det store hele den første epidemi-bølge, men de økonomiske konsekvenser har været alvorlige. Den internationale turisme kollapsede, arbejdsløsheden steg, og samhandlen tog et dyk, som ikke er set siden 1930’ernes recession.

Begivenhederne i 2020 var et ufrivilligt eksperiment, hvor man verden over midlertidigt måtte bremse nogle af de centrale processer, som tilsammen udgør globaliseringen. Globaliseringen er den gængse betegnelse for en verdensomspændende proces, hvor kapital, varer, ideer og mennesker i stigende omfang bevæger sig på tværs af grænserne. Disse bevægelser er muliggjort af teknologiske landvindinger inden for transport og kommunikation – især er de stærkt udvidede muligheder for øjeblikkelig og massiv elektronisk datatransmission et afgørende træk ved nutidens globalisering.

Globaliseringen handler ikke bare om global frihandel og grænseløs elektronisk kommunikation; den involverer også mere direkte mennesker og deres ideer om livet og fremtiden. Der er behov for et humanistisk supplement til den dominerende økonomiske og politologiske tænkning om globaliseringen.

Globaliseringen indebærer en stigende kulturel relativisering

Globaliseringen har indebåret og indebærer stadig store muligheder for mange mennesker. Men mange andre opfatter globaliseringen som en udefrakommende, truende forandring. Vi har for eksempel i løbet af 2000-tallet set en udbredt og stigende uvilje blandt de europæiske befolkninger mod nogle af globaliseringens følgevirkninger. Det er ikke mindst vrede over tab af arbejdspladser og velstand i lokalsamfundene på grund af industriens udflytning. Indvandringen fra ikke-vestlige lande har også givet mange lokalsamfund en kulturel og religiøs mangfoldighed, som ikke er lige værdsat overalt og blandt alle. Globaliseringen bringer nemlig fremmede mennesker, fremmede varer og fremmede kulturelementer tæt ind på de lokale samfund, og det fremtvinger en stillingtagen, en relativisering af egen kultur over for det og de fremmede.

Det er indlysende, at religion ofte vil være en fremtrædende faktor i en sådan kulturel relativisering – både eksplicit, når religiøse traditioner udfordres ved intensiveret kontakt med andre traditioner, og implicit, når kulturforskelle, som for eksempel kønsrollemønstre og børneopdragelse, bliver associeret med religion.

I det følgende vil jeg pege på nogle udviklinger, som jeg tror vil præge tiden frem mod 2030.

Globaliseringen forandrer det religiøse landskab i Danmark

Den danske befolkning har længe været usædvanlig homogen, både etnisk og religiøst. Reformationen i 1536 medførte en hurtig og næsten total overgang fra katolicisme til lutheranisme, og så sent som i 1901 var knap 99 procent af befolkningen medlemmer af den evangelisk-lutherske folkekirke. Landet rummede kun små grupper af anderledes troende i form af jøder, katolikker, reformerte og baptister, og dertil kom enkelte fritænkere, som stod uden for et organiseret religiøst tilhørsforhold. I 1974 var 95 procent af danskerne stadig medlemmer af folkekirken, og de ikke-kristne grupper udgjorde højst 1 procent af befolkningen.

Med globaliseringen kom også indvandringen fra andre lande end Danmarks nabolande. De første tyrkiske gæstearbejdere kom til Danmark i 1960’erne, og i dag udgør indvandrere fra ikke-vestlige lande og deres efterkommere 8,9 procent af befolkningen. Danmarks Statistik forventer, at tallet vil stige til 9,8 procent i år 2030.  

Indvandrerne fra ikke-vestlige lande er religiøst set en sammensat flok af muslimer, kristne, buddhister, ateister og meget andet. Religionssociologen Brian Arly Jacobsen anslår på basis af de mest pålidelige tilgængelige data, at omkring halvdelen af disse indvandrere er muslimer. Det betyder, at muslimerne udgør 4-5 procent af befolkningen i 2020 og forventeligt næppe over 5-6 procent af befolkningen i 2030. Det står i skærende kontrast til, hvad den danske befolkning og de øvrige europæiske befolkninger går og forestiller sig. Når man spørger et repræsentativt udsnit af danskerne, svarer de typisk, at næsten hver femte indbygger i Danmark i 2020 er muslim. Her er tydeligt et behov for et sundt religionssociologisk korrektiv til danskernes fordomme. Den befolkningsmæssige fordeling af borgere med muslimsk baggrund er dog ujævn, og den relativt høje koncentration af disse medborgere i nogle lokalsamfund kan være med til at forklare, hvorfor folk svarer, som de gør.

Folkekirkens medlemstal er faldet langsomt gennem årene til 74 procent af befolkningen i 2020. Faldet skyldes kun i nogen udstrækning, at andre religioner er kommet til gennem indvandringen. Den vigtigste årsag til faldet er, at mange forældre ikke længere lader deres børn døbe. Dåben er nemlig adgangen til medlemskab af folkekirken.

Den gruppe danskere, som i befolkningsundersøgelserne angiver ikke at have noget religiøst tilhørsforhold, er vokset kraftigt siden 2000 og udgør efter mit skøn ca. 15 procent i 2020. Vi ser det samme mønster i mange andre lande, og den del af verdens befolkning, som er uden religiøst tilhørsforhold – i den religionssociologiske jargon kaldet nones – er faktisk den hurtigst voksende ”religion”. I et nyt internationalt forskningsprojekt er vi ved at undersøge, hvad der kunne ligge bag denne på mange måder overraskende observation. Selv i stærkt muslimske og katolske lande vokser nones nemlig kraftigt, og jeg forventer, at væksten i nones fortsætter også i Danmark frem mod 2030.

Religion og det digitaliserede sociale liv

Corona-krisen har givet et kraftigt skub til en udvikling, som i forvejen var i gang, nemlig at mennesker i stigende grad vælger at erstatte eller supplere et fysisk samkvem med et digitaliseret socialt samvær.

Det var en udvikling, som vi for næsten tyve år siden så spirerne af i et forskningsprojekt og en tilhørende international konference om religion i cyberspace. Vi opdagede, at der var små religiøse grupper, som udelukkende havde møder på nettet. Disse cyber-religioner mistede imidlertid hurtigt nyhedens interesse, og flertallet forsvandt igen. Vi så også, at internettet skabte grobund for en opblomstring af religiøse samtalegrupper, hvor kritiske troende blandt andet fik mulighed for at omgå de religiøse autoriteter. Muslimske grupper i Vesten har for eksempel oprettet et utal af blogs, hvor de diskuterer og danner deres egen udlægning af islam. Endelig så vi flere eksempler på fælles ritualer i det virtuelle rum. 

I almindelighed er det et kernetræk ved organiseret religion, at menighederne har et regelmæssigt socialt samvær i form af gudstjenester og andre fysiske møder. Megen religionsudøvelse er desuden afhængig af deltagernes kropslige nærvær; det gælder typisk de to centrale ritualer i folkekirken, nemlig dåben og nadveren. Under corona-krisens nedlukning af gudstjenester og andre religiøse arrangementer udviklede forskellige religiøse ledere og menigheder nye former for virtuelle gudstjenester. Fra flere biskoppers side blev der endda givet anvisninger på, hvordan man kunne afholde en virtuel nadver, men det var at betragte som en nødsituation.

Det er svært at undvære at være fysisk sammen til religiøse arrangementer. Begravelser er for eksempel en af de store kirkelige handlinger, som samler folk, uanset om de ellers plejer at gå i kirke. En religionssociologisk undersøgelse fra foråret 2020 støttet af Velux-fonden viste, at næst efter restriktionerne på familiebegivenheder og restaurantbesøg savnede folk mest at kunne deltage i begravelserne.

Med corona-nedlukningen er ånden lukket ud af flasken, og jeg forudser, at i tiden frem mod 2030 må også de forskellige trossamfund indstille sig på, at menighedslivet i stigende grad vil veksle mellem fysisk og virtuel deltagelse – og nogle tilfælde med begge muligheder samtidig, altså hybrid-arrangementer. Men det kræver ekspertise, og det er også dyrt at lave dem professionelt – man kan ikke bare sætte et ubemandet videokamera op og slukke det igen efter gudstjenesten, hvis man vil nå sit publikum. Så det bliver nok kun enkelte kirker, som kommer til at tilbyde digitale gudstjenester af virkelig topkvalitet. Det kan imidlertid få den konsekvens, at mange kirker og sogne kan miste deres betydning som fast samlingspunkt for de lokale folkekirkemedlemmer. Nogle af dem vil formodentlig i stedet vælge at ”gå i kirke” hjemme fra dagligstuen for at deltage i en virtuel gudstjeneste med en af de kendte præster, som har ordet og budskabet i deres magt.

Medlemmer af minoritetsreligioner bor ofte spredt, og for dem kan digitaliseringen af religiøse sammenkomster med mulighed for tovejskommunikation komme til at betyde meget for samhørighedsfølelsen. Det er min vurdering, at de religiøse samfund, der negligerer eller ikke reagerer konstruktivt på denne udviklingstendens, vil få sværere ved at klare sig.

En stigende polarisering mellem religiøse og sekulære verdenssyn

Corona-krisen har budt på en lang række eksempler på en polarisering mellem religiøse og sekulære synspunkter. I Irans hellige by Qom, har fremtrædende muslimske ledere agiteret for at ignorere alle myndighedernes hygiejnepåbud. Tusinder af pilgrimme kysser derfor fortsat gitteret omkring mausoleet over den shiitiske helgen Fatima Masumeh, for hun kan angiveligt hjælpe de troende til helbredelse. Også mange kristne konservative kirkesamfund i USA har afvist at følge corona-retningslinjerne som led i et ”kristent oprør mod myndighedernes falske herredømme”.

I Danmark møder en religiøst begrundet afvisning af en videnskabelig argumentation kun ringe opbakning. I den religionssociologiske undersøgelse af danskernes reaktioner på corona-epidemien svarede 85 procent ja til, at corona-epidemien havde en naturvidenskabelig forklaring. Kun en minoritet på 11 procent mente, at pandemien var led i en guddommelig plan.

I et globalt perspektiv står de fleste danskere og flere andre europæiske befolkninger imidlertid ret alene med deres stålsatte sekulære position, hvor man har svært ved at acceptere religiøst begrundede forklaringer på hverdagens begivenheder. Corona-krisen har blotlagt, at globaliseringen i mange tilfælde har accentueret en polarisering mellem religiøse og sekulære verdenssyn og deraf følgende forskellige opfattelser af samfundets indretning og moralske værdier. Polariseringen vanskeliggør en demokratisk dialog mellem sekulære og religiøse standpunkter, og i stedet kæmper de to opfattelser mod hinanden. I denne kamp forsøger repræsentanter for religiøse minoritetssynspunkter at udvide deres indflydelse i det fælles offentlige rum, mens repræsentanter for det sekulære majoritetssamfund arbejder for at indhegne minoritetssynspunkternes forsøg på indflydelse. Modellen nedenfor illustrerer denne polarisering af standpunkter i en kampzone mellem sekulære og religiøse livsopfattelser.

Et eksempel på polarisering fra før corona-krisen er de ophedede debatter om brugen af ansigtsdækkende, religiøs påklædning blandt små grupper af muslimske kvinder i Europa. Kvinderne presser det sekulære samfund, når de insisterer på at vise deres religiøsitet ved at bære niqab. Omvendt presser det sekulære samfund kvinderne ved at forbyde niqab’en i det offentlige rum. Det var det, der indirekte skete i Danmark gennem det generelle maskeringsforbud fra 2018.

Udfordringer til samfundet

Jeg har i det foregående omtalt nogle hovedtendenser inden for religion og globalisering, og jeg vil nu kort opridse, hvor humanistisk viden kan bidrage til en bedre forståelse af de samfundsmæssige udfordringer, som ligger i disse hovedtendenser.

Som det er fremgået, er de overordnede, kvantitative forandringer i den religiøse demografi formodentlig ret beskedne frem mod 2030. Den folkelige opmærksomhed er her næsten udelukkende rettet mod den muslimske tilstedeværelse, og her hersker der en overdreven opfattelse af muslimernes kvantitative betydning. Den stigende kombination af fysisk og digitalt samvær betyder desuden, at folk tilbringer mindre tid sammen i det fysiske rum og mere i det digitale. Det vil sandsynligvis fremme polariseringen mellem forskellige minoritetsgrupper og majoriteten, for selv om grupperne kan bo i samme nabolag, deler de normalt ikke noget fælles digitalt rum.

De fleste steder i Danmark håndterer minoritets- og majoritetsdanskere deres forskelligheder i fordragelighed og uden indblanding udefra. Men nogle steder er der modsætninger mellem dele af den muslimske befolkning og de øvrige danskere. Denne polarisering er typisk ikke udtryk for en kamp mellem forskellige menneskers tro. Langt de fleste mennesker i Danmark anerkender nemlig andre menneskers ret til at bekende sig til andre religioner eller til ikke at tro overhovedet. Det indebærer også, at man må have lov til at efterleve egne religiøse regler for sig og sine, så længe det ikke går ud over andre mennesker eller bryder landets love.

Der er også i befolkningen bred accept af, at man gerne må agitere i det offentlige rum for sine religiøse synspunkter på samfundets indretning og moralske værdier. Men man har ikke krav på, at andre medborgere, heller ikke naboerne, skal underkaste sig de samme regler og ændre adfærd, selv om man som religiøs kunne ønske sig en anden samfundsindretning.

Det er et sådant fælles verdenssyn, som bliver udfordret, hvis bestemte religiøse synspunkter får så meget politisk magt, at det går alvorligt ud over andre medborgeres individuelle rettigheder. Vi skal ikke langt uden for Danmarks grænser, før stærke religiøse kræfter arbejder for og også har formået at indskrænke individuelle rettigheder. For eksempel bliver retten til at leve som åben homoseksuel kraftigt anfægtet i konservative kristne og muslimske kredse i mange europæiske lande, og retten til abort er i den senere tid blevet stærkt begrænset i Polen.

Men der kan også være tale om et pres på de religiøse minoriteter fra majoritetens side. I Danmark har vi for eksempel oplevet hede og polariserede debatter om religiøs omskæring af drenge, om kønsopdelt svømning og om religiøst begrundet tildækning af ansigtet. Kernespørgsmålet er her, om flertallets negative syn på disse ritualer og traditioner skal overtrumfe de berørte religiøse gruppers selvopfattelse.

Den ideelle stræben efter tolerance holder sjældent stand, når parternes positioner bliver fastlåste, hvad der synes at være en tendens til med den voksende polarisering. Jeg ser polarisering omkring religiøst begrundet adfærd som en af udfordringerne for Danmark frem mod 2030. Der forestår derfor en vanskelig demokratisk debat, som i første omgang kræver, at alle parter må sætte sig ind i, hvad modpartens syn går ud på, og hvad det indebærer, i stedet for at reagere på et uoplyst eller ensidigt grundlag. Her har der blandt et dominerende flertal i Danmark været tendenser til næsten automatisk at fraskrive religiøse synspunkter en legitimitet.

Anbefalinger

For at modvirke polariseringen på det religiøse område må politikere og andre beslutningstagere fortsat inddrage religionsforskere og andre sagkyndige i spørgsmål, som vedrører religion. Til at understøtte arbejdet med at modvirke polariseringen på lokalt plan kunne man oprette et rådgivende udvalg med særlig viden om dagligdagens religion under for eksempel Kommunernes Landsforening. På landspolitisk plan bør man inddrage forskerne i spørgsmål om lovgivning på det religiøse område, sådan som man for eksempel gjorde i forbindelse med diskussionen for ti år siden om et eventuelt forbud mod religiøst begrundet tildækning af ansigtet, bedre kendt som burka-sagen.