Familien er et samfundsanliggende

Af Karen Vallgårda

I et historisk perspektiv fremstår coronakrisen som en lakmusprøve på familien. På de indbyrdes relationer mellem dens medlemmer og på dens forhold til det omgivende samfund. Nedlukningen udstillede, at vilkårene for familielivet er meget forskellige på tværs af samfundet. At familien ikke kun er et rum for tryghed, kærlighed og omsorg, men også for arbejde, magt og konflikt. Og at staten trods det forgange århundredes individualiseringsproces stadig er dybt afhængig af familieenheden – en enhed, der varetager kerneopgaver for samfundet. Coronakrisen er dermed en påmindelse om fællesskabets ansvar for – og interesse i – at sikre de bedst mulige rammer for familielivet, uanset hvilken form det tager.

Under nedlukningen af samfundet i foråret beskrev sceneinstruktør Katrine Wiedemann i en klumme i Information (17. april 2020) coronakrisen som en ”enestående” tid i positiv forstand. Isolationen og passiviteten rummede nemlig mulighed for kreative nybrud. Frem for at køre på som om alt var som før, skulle man omfavne de nye, midlertidige omstændigheder. ”Kriser vender op og ned på alting, men ikke kun til det værre. Forandringerne gør os usikre. Men denne frygt er god, hvis man ser den som en gave.”

Wiedemanns refleksioner og råd vandt formentlig genklang hos mange, også uden for den kreative klasse. For en del velfungerende, ressourcestærke familier med gode boligforhold og økonomisk overskud var nedlukningen en kærkommen pause fra en travl hverdag. Trods frustration over at skulle jonglere børnepasning og hjemmeskoling oven i zoommøder og trods ærgrelse over at gå glip af den planlagte forårstur til Spanien, kunne mange voksne se gode sider ved pandemien. Den gav måske den ro til familien, man længe havde sukket efter. Selvom ungerne muligvis sad lige lovlig meget foran skærmen, fik de også mere voksenkontakt, end de plejede. Der blev strikket, bagt surdejsbrød og hoppet på trampolin.

Inden for den enkelte familie var betingelserne godt nok ikke ens. Selvom meget har forandret sig siden 1950’ernes middelklassekernefamilier med en udearbejdende mandlig forsørger og en hjemmegående husmor, er fordelingen af arbejdsopgaver i hjemmet stadig ulige. Ifølge Rockwool Fondens tidsanvendelsesundersøgelse fra 2018 bruger kvinder i Danmark eksempelvis i gennemsnit ca. tre og en halv time dagligt på husarbejde, mens mænd bruger ca. to og en halv. Det handler ikke kun om indkøb, madlavning og rengøring, men også om at holde sig opdateret på Aula, følge børnene til tandlægen, lægge madplaner og organisere legeaftaler. Og her tager kvinderne altså, hvad der svarer til en lille arbejdsdag mere end mænd hver uge. Samtidig tjener kvinder stadig mindre end mænd. Noget tyder på, at uligheden også slog igennem – og måske endda blev forstærket – under nedlukningen. Inden for den internationale forskningsverden har undersøgelser for eksempel vist, at kvinders produktivitet faldt markant under forårets nedlukning i forhold til mænds målt på andelen af indsendte videnskabelige artikler. Når omfanget af omsorgsarbejde og huslige opgaver stiger, bliver kvinder tilsyneladende relativt hårdere ramt. Det kalder på en debat om den kønnede arbejdsdeling i hjemmet og om dens betydning for mænds og kvinders muligheder uden for hjemmet.

Men Wiedemanns råd om at omfavne coronakrisens passivitetstvang var også skrevet fra et privilegeret ståsted. Fra en situation hvor frygt er noget, man kan vælge at se som en gave. Et stykke væk fra villavejene og de lækre lejligheder sad nogle familier tæt stuvet sammen på få kvadratmeter med dårligt indeklima og for en dels vedkommende med ringe adgang til grønne udendørsarealer. Omvendt blev en del af de, der bor alene, i længere tid totalt isoleret fra andre mennesker. De havde nok vanskeligere at se den nye situation som en gave. For mange gav coronakrisen desuden ikke kun anledning til en abstrakt, eksistentiel frygt eller en simrende væmmelse ved egen inaktivitet. Den skabte også en helt jordnær angst og usikkerhed. Hvornår får jeg et knus igen? Kan vi blive boende, hvis jeg mister mit arbejde? Og i flere hjem end man har lyst til at tænke på: Vil mor blive ved med at drikke sig fuld hver dag, uden at jeg kan komme væk herfra? Eller: Overlever jeg næste gang, min mand tæver mig?

Forskellige grupper af udsatte børn var særligt sårbare under coronakrisen. Sundhedsstyrelsen har anslået, at 122.000 børn mellem 0 og 18 år lever i familier med alkoholmisbrug. Dertil kommer familier belastet af andre former for misbrug og vold. For mange børn i familier med den slags problemer er timerne i daginstitution, skole eller fritidstilbud et vigtigt pusterum. Tiden uden for hjemmet, kontakten til andre børn og til voksne fagpersoner, der viser dem støtte og omsorg, kan være det, der gør, at børnene alligevel kan holde hovedet oven vande. Da skoler, dagtilbud og idrætsforeninger lukkede ned, måtte børnene blive hjemme. Ikke overraskende meldte Ungdommens Røde Kors få uger efter nedlukningen om, at antallet af henvendelser fra børn, der var udsat for misbrug og vold, var steget kraftigt. I samme periode skete et markant fald i antallet af indberetninger om børn i mistrivsel til landets kommuner. Indberetninger løser i sig selv ikke noget. Men at de styrtdykkede samtidig med, at flere børn efter alt at dømme havde det dårligt, viste med al tydelighed, at udsatte børn havde mistet daglig kontakt med vokse, der var opmærksomme på deres trivsel.

Et lige så uhyggeligt mønster gjaldt vold i hjemmet. Kort efter nedlukningen advarede ansatte på krisecentre landet over om, at nedlukningen kunne føre til en optrapning af vold i hjemmet. Hvert år bliver 38.000 kvinder og et stort antal mænd ofre for fysisk vold i nære relationer og cirka dobbelt så mange bliver udsat for psykisk vold. Det forekommer i alle sociale grupper. Under perioder, hvor familier er meget sammen i hjemmet, eksempelvis i juleferien, bliver volden typisk grovere og hyppigere. Presset på krisecentrene steg da også hurtigt under nedlukningen, i takt med at volden eskalerede. I slutningen af marts oprettede centrene derfor med støtte fra regeringen ekstra nødpladser til voldsudsatte kvinder og deres børn i København, Holstebro, Aarhus, Kolding og Odense. Også på dette punkt havde nedlukningen kort sagt en voldsomt kønnet slagside.

At coronakrisen ramte så skævt både på tværs af samfundet og inden for den enkelte familie, skyldes selvsagt ikke, at nogle var bedre til at tage ja-hatten på og omfavne de nye omstændigheder, mens andre blindt fortsatte i samme rille eller lagde armene over kors i tvær negativitet. Det afspejler snarere, at familier og de enkelte familiemedlemmer også under normale, ikke-coronaprægede omstændigheder har dybt forskellige vilkår. Her spiller samfundet en afgørende rolle.

Som den nyligt afdøde radikale politiker Lone Dybkjær formulerede det i en debat om øremærket barsel til mænd for et par år siden: ”familien er ikke en ø”. Det havde hun ret i. Familien er ikke en lukket eller autonom enhed. Tværtimod. Meget af det, der sker inden for dens sfære, er – på godt og ondt – skjult for omverdens blik. Men den er ikke desto mindre filtret ind i resten af samfundet. Strukturelle forhold uden for den enkeltes rækkevidde sætter betingelserne for, hvordan vi kan indrette vores familieliv og nære relationer. Loven regulerer for eksempel, hvem der må have sex med hvem, hvem der må gifte sig med hvem, hvor mange der kan have forældremyndighed over et barn, og om man kan få sin ægtefælle eller børn til landet. Familieretshuse mægler og træffer afgørelser i forbindelse med forældremyndighed og samværsret. Skattesystemet og offentlige ydelser afgør graden af lighed og ulighed mellem familier. Boligsektoren, sundhedsvæsenet og plejeområdet, idrætsfaciliteter og infrastruktur spiller alle en væsentlig rolle for familiers muligheder. Daginstitutioner, skoler og fritidsordninger håndterer en stor del af børns opdragelse og uddannelse. Og så videre.

Omvendt kan man sige, at familien som institution varetager væsentlige opgaver for samfundet. Familier står for broderparten af det reproduktive arbejde. Dels sørger forældre for forsørgelse og opfostring af de børn, der som voksne borgere skal løfte de fælles opgaver og udvikle samfundet. Dels sørger samlevende i vid udstrækning for hinandens og også ofte ældre og syge familiemedlemmers velfærd. Som samfund har vi derfor både ansvar for og interesse i at skabe de bedst mulige præmisser for familielivet såvel som for enlige. Det gælder uanset, hvordan de enkelte borgere vælger at indrette sig, så længe det er inden for lovens rammer.

Spørgsmålet er, hvordan vi gør det. I sin nytårstale 1. januar i år betonede statsminister Mette Frederiksen, at Danmark historisk set er gået foran andre lande, når det gælder børns rettigheder og vilkår. Nu var det tid til at skrive næste kapitel i børnenes danmarkshistorie, erklærede hun. Det skulle ske ved, at vi gjorde op med berøringsangsten over for familier, der udsatte børn for vold og misbrug. Også når de kom fra ”andre kulturer”. Vi skulle være hurtigere til at fjerne børn fra deres forældre, og flere udsatte børn skulle bortadopteres. ”Jeg har truffet et valg”, sagde hun, ”Jeg vil altid stå på børnenes side.”

Problemet er bare, at ”børnenes side” er et meget elastisk begreb. I de sidste 150 år har ”barnets tarv” eller ”barnets bedste” figureret som et uantasteligt ideal. Bekender man sig ikke til det, er man nærmest barbarisk eller i det mindste moralsk tvivlsom. Historisk set har magthavere imidlertid brugt begrebet til at forsvare utallige former for indgreb, som vi i dag ville betragte som overgreb. Typisk har det været den hvide middelklasse, der har interveneret i underklassen eller i forskellige minoriserede og marginaliserede befolkningsgruppers familieliv.

Den slags interventioner kan man også finde i danmarkshistorien. Det måske meste kendte er fjernelsen af 22 børn grønlandske fra deres forældre i 1951. Tanken var, at børnene skulle lære dansk sprog og kultur for siden at vende tilbage og hjælpe med at modernisere deres oprindelsesland. Efter deres tid i Danmark blev de sendt tilbage til Grønland, men de fleste af dem blev placeret på børnehjem i stedet for at komme tilbage til deres forældre. En kommission har for nyligt afsluttet en udredning om det såkaldte børneeksperiment, og Mette Frederiksen har stillet i udsigt, at hun vil undskylde til de nu voksne grønlandske børn. Ligesom hun sidste år gav en officiel undskyldning på Danmarks vegne til Godhavnsdrengene, som blev udsat for grove overgreb, mens de var anbragt på det statslige hjem i Tisvildeleje i perioden 1945-76. Disse ekstreme eksempler ligger tilbage i tid og er naturligvis ikke repræsentative for, hvordan det generelt går børn, myndighederne fjerner fra deres familier. De viser derimod, at de bedste hensigter ikke er nogen garanti for, at indgrebet er det rigtige. Siden statsministerens udmelding har flere nu voksne børn, der som børn blev fjernet fra hjemmet, fortalt deres historier i medierne. Nogle havde haft en god opvækst, andre havde haft det svært med skiftende hjem og ustabile relationer til voksne og andre børn. At stå på børnenes side er altså ikke så ligetil. Især ikke, hvis man tilgår dem isoleret fra familien og samfundet som helhed.

Det familiehistoriske perspektiv på coronakrisen tilskynder til en højere samfundsmæssig ambition for alle borgeres vilkår i det nære. At indfri den kræver en bred og solid indsats. For det første har vi brug for en grundlæggende debat om de kønnede forhold i hjemmet – ligesom der var og er et behov for debatten om sexisme på arbejdspladsen. Vi skal diskutere den skæve fordeling af arbejdsopgaver og ikke mindst de ulige magtforhold, der gør, at så mange kvinder fortsat er udsat for overgreb, vold og voldtægt i hjemmet. De problemer tilhører ikke privatlivets fred. De er et samfundsanliggende, der kræver strukturelle forandringer.

Vi skal sikre borgerne de frieste rammer til at indrette sig, som de ønsker. I løbet af det forgangne århundrede er udviklingen i familielovgivningen gået mod stadig større frihed og ligestilling. Ægtefæller i heteroseksuelle ægteskaber er eksempelvis blevet formelt ligestillet, det er blevet nemmere at blive skilt, og det er blevet muligt at dele forældremyndighed over fælles børn efter skilsmisse. Aborten er blevet fri. Homoseksuelle har fået adgang til registreret partnerskab, ægteskab, adoption og kunstig befrugtning. Den udvikling skal vi værne om og fortsætte.

Vi skal konsolidere kerneomsorgen og de centrale velfærdsinstitutioner, som forebygger og modvirker, at familier og individer ryger ud på kanten af samfundet. Noget af det særlige ved den danske velfærdsstat er princippet om universelle rettigheder og pligter. Siden socialminister K.K. Steinckes store socialreform i 1933 er der i Danmark fremvokset en relativt bred konsensus om, at staten ikke kun skal støtte udsatte borgere, men derimod sikre grundlæggende gode kår for alle. Det skal vi fastholde og styrke.

Vi skal forbedre det sikkerhedsnet, der griber de borgere, som alligevel ryger ud over kanten, uanset om det er børn i belastede hjem, kvinder i voldelige forhold eller andre. Familieretshuse, døgninstitutioner, krisecentre og lignende organisationer skal have ressourcerne til at tilbyde borgerne den bedst mulige støtte. Vi skal finde løsninger for udsatte mænd, kvinder og børn i fremtidige kriser. Er et indgreb i den enkelte familie uomgængeligt, skal det ske med størst mulige lydhørhed over for de konkrete borgeres behov og muligheder. Når det er nødvendigt at fjerne et barn fra hjemmet, skal vi kunne tilbyde det et utvetydigt bedre alternativ med stabilitet og omsorg.

Med coronakrisen over os skal vi som samfund kort sagt forsøge at skabe kulturelle forandringer i forholdet mellem familiens medlemmer, fortsætte liberaliseringen af lovgivningen, udbygge kernevelfærden og skabe et mere finfølende og sikkert system, når det gælder tiltag rettet mod den enkelte.

Karen Vallgårdas kronik har i en omskrevet version været bragt i Politiken 30. december 2020.