Humanistisk klimavidenskab

Af David Budtz Pedersen

Efter flere år hvor samfundets beslutningstagere har været forelsket i tanken om teknologi og innovation som udgangspunkt for klimaløsninger, er den menneskelige faktor kommet på dagsordenen. Kommunikation, adfærd og kultur er afgørende aspekter, når vi skal udvikle fremtidens klimasamfund.

Præmissen for denne artikelserie er, at prognoser for fremtidens samfund de seneste år har været domineret af økonomer, der stiller beregninger og analyser til rådighed for politiske beslutninger. Prognoserne baserer sig naturligt nok på økonomiske definitioner af menneskelig adfærd og velfærd. Det er ved at beregne indtægter og udgifter, at staten disponerer over knappe ressourcer og fordele midler til de bærende velfærdsområder. Naturligvis forstås, at ikke alle forhold i samfundet er økonomiske. Klima, sikkerhed, retfærdighed, kultur eller værdien af demokratiske valg kan ikke opgøres økonomisk. Men da samfundet nu engang er baseret på knappe ressourcer, kan det være nødvendigt at udregne, hvad disse ikke-økonomiske værdier koster.

Klimabeskyttelse eller beskyttelse af samfundets svageste borgere imod sygdom er moralske hensyn, der ikke i sig selv er økonomiske, men hvis afledte effekter kan koste dyrt for økonomien. Derfor opmuntrer økonomer og beslutningstagere os til at se ”rationelt” på samfundet, og forstå, at alting har en pris. Spørgsmålet er nu, om denne præmis for den rationelle forbruger, der skal afveje de økonomiske konsekvenser af sine handlinger, rent faktisk er holdbar? Som ideal kan vi naturligvis stræbe efter, at samfundet styres økonomisk rationelt, og at prioriteringen af goder og investeringer følger de præferencer, som borgerne giver udtryk for gennem demokratiske valg.

Alligevel er der i vores daglige adfærd og erkendelsesprocesser grund til at være skeptisk om økonomiens rækkevidde som styringsværktøj. Mennesket er ikke først og fremmest Homo Economicus og dernæst et socialt, kulturelt, biologisk, emotionelt eller politisk væsen. Mennesket har både evnen til at handle økonomisk og til at handle ideologisk, emotionelt, biologisk eller kulturelt. Denne observation kan måske synes triviel, men den har vidtrækkende konsekvenser for indretningen af fremtidens klimapolitik.

Lad os derfor se lidt nærmere på argumentet. Hvis samfundet gør alt hvad der står i dets magt for at indføre kunstig prissætning og beder borgerne om at ”simulere” adfærden på et marked, kan vi som individer tvinges til at tænke økonomisk. Selvom det ikke falder os naturligt at vælge uddannelse ud fra en beregning af vores livstidsindtægt, selvom naturens skønhed og ukrænkelighed ikke kan opgøres i handel med CO2-kvoter, og selvom hvert menneskeliv, der reddes under coronakrisen, har værdi i sig selv, kan de fleste forstå, at beslutninger har økonomiske konsekvenser. Men i mange situationer er det umuligt at tilsidesætte de kulturelle, sociale, etiske og ideologiske aspekter af menneskets adfærd og kognition. Faktisk er forklaringen af store dele af vores adfærd netop udtryk for disse (i økonomisk forstand irrationelle) aspekter af mennesket.

Vi er langsomme til at opfatte information, som bryder med vores vante forestillinger. Vi træffer beslutninger ud fra de mentale heuristikker – vaner og identitet – som vi allerede kender. Vi hæfter tillid til personer, der minder om os selv. Vi overvurderer egne fortolkninger og undervurderer ofte andres ekspertise. Vi søger bekræftelse og anerkendelse af vores værdier i langt højere grad, end vi interesserer os for fakta og evidens. Vi er i mange situationer ikke villige til at anerkende økonomiske tab eller ændre adfærd for at forbedre vores fremtidige velfærd. Vi fokuserer på kortsigtede gevinster og har vanskeligt ved at indrette os efter langsigtede mål. I det hele taget er begrænsningerne af menneskets økonomiske rationalitet så mange og så dybe, at det er en gåde, at vi mennesker har udviklet relativt stabile markeder, samfund og civilisationer. Det har vi gjort, fordi vi er sammensatte kognitive agenter, der er disponerede til at handle både socialt, etisk og økonomisk alt efter indretningen af samfundet.

Mange af de nævnte begrænsninger på menneskets rationalitet, er naturligvis hverken mystiske, overraskende eller meningsløse. De er dybt meningsfulde set fra et biologisk, kulturelt, socialt og etisk perspektiv. Faktisk er langt størstedelen af de forklaringsbærende faktorer for menneskelig adfærd slet ikke at finde inden for den økonomiske videnskab. De hører til under human- og samfundsvidenskaberne. Hvad der ligner irrationel eller uforklarlig adfærd for en økonom, kan være indlysende, naturlig og forudsigelig adfærd for en antropolog, lingvist eller psykolog.

Ambitionen for 2030

Klimaforandringerne er et essentielt eksempel på nødvendigheden at få humanistiske perspektiver med ind i samfundsudviklingen og samfundsdebatten. Det siger måske sig selv, at forståelsen af menneskeskabte klimaforandringer kalder på forskning i mennesker. Men store dele af klimaforskningen har indtil videre været drevet udelukkende af naturvidenskab og økonomiske modeller. Ikke alene er det nødvendigt at forstå den menneskelige faktor bag klimaforandringer. Det er nødvendigt at overveje, hvordan der kan udvikles løsninger, der baserer sig på studier af menneskelig psykologi, adfærd, institutioner, normer og værdier, og hvordan human- og samfundsvidenskaberne kan være med til at udvikle og designe bæredygtige løsninger.

FNs verdensmål er et godt udgangspunkt for at sætte en tværvidenskabelig kurs mod en mere bæredygtig udvikling frem til 2030. Ikke alene indeholder målene et krav til at omstille økonomien og skabe mere bæredygtig teknologi og innovation. Verdensmålene medtænker den menneskelige faktor, for eksempel når det drejer sig om at etablere stærkere institutioner, skabe omstillingsparate samfund, fremme ligestilling og formulere alternative modeller for vækst og velstand. Kort sagt er det samfundssind, retfærdighed, kultur og værdien af menneskets liv, der står i centrum.

Alligevel er der langt fra ord til handling. En analyse foretaget af det ansete videnskabelige tidsskrift Nature viser, at den forskning, der ligger til grund, når FN’s klimapanel (IPCC) kommer med anbefalinger til klimaindsatsen, er baseret på et ganske snævert udvalg af discipliner. Analysen viser, hvordan naturvidenskabelig forskning dominerer debatten om klimaforandringer, og hvordan brugen af samfundsvidenskab stort set er reduceret til økonomisk videnskab. Humanistiske studier er fraværende som ressource i den globale klimaindsats.

Det er naturligvis hverken forkert eller urimeligt at uddele forskningsmidler til at udvikle mere præcise klimamodeller, og understøtte forskning i aerosoler, meteorologi og oceanografi. Men det er vigtigt, at denne forskning ikke står alene. Den skal suppleres af tværvidenskabelige projekter, der integrerer viden om menneskets beslutningstagen, kognition, psykologi, værdier, kommunikation og kultur. Det er nødvendigt, at beslutningstagere for alvor begynder at tænke over, hvilke kompetencer, der er nødvendige for at udvikle mere robuste klimamodeller og klimalovgivning, herunder nytænkning af forbrug, familiemønstre, mobilitet, demokrati og kultur.

Som svar på denne udfordring har førende internationale universiteter i de seneste år etableret uddannelser og forskningsenheder inden for humanistisk klimaforskning (eng. environmental humanities). Disse enheder arbejder med klimaet som et komplekst fænomen, der ikke kan afgrænses til det fysiske miljø, men har ophav i og konsekvenser for menneskelige beslutninger, erkendelse, arkitektur, planlægning og rettigheder.

Et eksempel er svenske Kungliga Tekniska Högskolan (KTH) i Stockholm, der har etableret et Environmental Humanities Lab, som arbejder med klimaløsninger på tværs af designtænkning, videnskabshistorie og kunst- og kulturvidenskab. Enheden arbejder ud fra den præmis, at klimaet er et fænomen, der manifesterer sig både i økosystemet, i økonomien, i sikkerhedspolitik, i kunst og kultur, i byplanlægning, litteratur, film, politiske bevægelser osv. Kort sagt anser KTH klimaforandringer som et grænseoverskridende problem, der ikke kan placeres inden for enkelte faggrænser, men som er forårsaget af og påvirker den menneskelige, sociale, biologiske og fysiske virkelighed i et kompliceret samspil. Et forsøg på at begribe klimaforandringerne og formulere robuste løsninger til dem, der alene baserer sig på en enkeltdisciplin, vil efter alt at dømme mislykkedes. Kun ved at se på tværs af discipliner, er det muligt at indfri ambitionerne i klimaindsatsen.

En ny forsknings- og uddannelsesdagsorden

Humanistiske videnskaber kan hjælpe til at forstå, hvordan forskellige samfund, stater og institutioner har forskellige syn på forandringer, risici og beslutninger. Medievidenskab kan kaste lys på, hvordan klimaforandringer fremstilles i medierne. Historievidenskab kan lære os, hvordan tidligere samfund har håndteret voksende befolkningstal og ændringer i klimaet. Litteraturvidenskab kan skabe indsigt i, hvordan vi bearbejder ændringer i naturen gennem litterære og kunstneriske virkemidler. Filosofi kan bidrage til at udvikle en klimaetik, der inddrager fremtidige generationers velfærd.

Humanvidenskaberne har afgørende betydning for vores forståelse af, hvordan mennesker, lokalsamfund, hele samfund og organisationer opfører sig, kommunikerer, tager beslutninger og interagerer med hinanden. Vi ved, at adfærd er styret af traditioner, vaner, værdier, holdninger, økonomiske incitamenter og fysiske rum. Det human- og samfundsvidenskabelige område har derfor i sig selv og sammen med andre videnskabelige discipliner som ingeniør- og naturvidenskab et stort potentiale til at løse store samfundsmæssige udfordringer.

Kun gennem en tværfaglig forskningsindsats kan politikere og beslutningstagere forvente bæredygtige løsninger og handlingsplaner, der ikke alene respekterer demokratiske værdier, men som udnytter indsigter i menneskets kultur, sprog, ritualer, normer og symboler til at forme fremtidens samfund. Det kræver tid og ressourcer at udvikle nye tværfaglige videnmiljøer, der rummer kimen til fremtidens klimaløsninger. Men det kan lade sig gøre. Regeringen bør af denne grund se langt mere ambitiøst på, hvordan vi omsætter viden fra human- og samfundsvidenskaberne til brugbare klimaløsninger. Ambitionen bør være at investere i projekter og uddannelser inden for det humanistiske område med deltagelse af partnere fra offentlige og private institutioner, som kan bidrage til at levere løsninger på klima- og miljøproblemer globalt og i Danmark

Ikke mindst kræver bæredygtige løsninger dyb forståelse for menneskets adfærd og inddragende formidlings- og beslutningsprocesser. Især det sidste har været en stor mangel i de seneste årtiers klimapolitik. Der har været en naiv forestilling om, at videnskabelige resultater på kort tid siver ned i samfundet og sætter dagsorden blandt politikere, borgere og medier. Det er imidlertid langt fra været tilfældet. Hvor samfundet har gjort store investeringer i klimaforskning, har man ikke gjort tilsvarende investeringer i formidling og kommunikation af klimavidenskabelig ekspertise og evidens til beslutningstagere. Det er ofte langt mere vanskeligt at træffe beslutninger ud fra nye forskningsresultater og evidens, end forskere og embedsmænd selv oplever. Forskningsresultater kan være komplicerede at oversætte og implementere i konkrete løsninger, fordi de støder imod barrierer, der er fastlåste og fastfrosset i infrastruktur, lovgivning, institutioner, incitamenter og vaner.

For at gøre forskningen mere anvendelig og hurtigere at integrere i samfundet er det nødvendigt at udvikle tværdisciplinære kompetencer, der udover klimavidenskab dækker indsigt i lovgivning, beslutningsprocesser, kommunikation og psykologi. Det er i grænsefladen mellem discipliner, at principper for god videnskabelig rådgivning og oversættelse af videnskabelige resultater skal udvikles. Som eksempel findes der i dag et helt forskningsfelt inden for human- og samfundsvidenskaberne, der udforsker relationen mellem politik og videnskab, og som løbende har fremsat og kvalificeret modeller for samskabelse og implementering af ny viden.

Specialistkompetencer inden for ”vidensmobilisering” kan føre til større anvendelse af forskning igennem formidling, alliancer, netværk, dialog mellem forskere, beslutningstagere og professionelle aktører på tværs af sektorer. Mobilisering, oversættelse og implementering af forskning er kompleks og dynamisk proces. Derfor kalder oversættelse og implementering af forskning på nye modeller til samarbejde og samskabelse mellem aktørerne på klimaområdet. Forskningssamarbejde og -rådgivning kræver ikke kun dyb forståelse for brugernes behov, men kræver gennemsigtighed og uafhængighed. Hvis der kan skabes tvivl om universiteternes troværdighed, mister anvendelsen af viden sin værdi.

Den danske model

Kun ved at sætte en ambitiøs forskningsdagsorden på tværs af tekniske og humanistiske discipliner er det muligt at stille udvikle forslag til bæredygtige løsninger. Den skandinaviske model er et godt udgangspunkt for den grønne omstilling. Allerede i anlæggelsen af den moderne velfærdsstat blev det klart, at investeringer i teknologi kræver tilsvarende investeringer i mennesker. Velfærdsstaten indebar afgørende social innovation inden for ældrepleje, uddannelse, dagtilbud, infrastruktur, energi, borgerinddragelse og meget andet. Den korporatistiske tradition for at føre udstrakt dialog mellem stat, erhvervsliv og civilsamfund kombineret med design, arkitektur og byplanlægning kan vise sig at blive afgørende i udviklingen et mere bæredygtigt og klimavenligt samfund i fremtiden. Ved at bruge den skandinaviske designtænkning, det korporative demokrati og den nordiske model for samarbejde er det muligt at udvikle intelligente løsninger, der har en global gennemslagkraft og som aktivt bruger humanvidenskaberne som udgangspunkt for bæredygtige løsninger.

Det kan lyde utopisk. Men realiteten er, at vi næppe har noget valg. Med de nuværende prognoser for den globale klimaudvikling er det mere afgørende end nogensinde at gentænke alle forskning, uddannelse og innovation. Uden humanistiske kompetencer vil udviklingen få dramatiske konsekvenser for demokratiet. De fleste offentlige beslutningstagere er indoktrineret med en blind tro på økonomien og markedet, som det mest velegnede redskab til at formulere prognoser for rationel handling. Men sandheden er, at demokratiet er en langt stærkere mekanisme, når det kommer til at skabe bæredygtige og ansvarlige forandringer.  Vi overser, at der ligger guld for vores fødder. Den skandinaviske model er sammen med vores bedste ingeniører og humanister nøglen til den videnskabelige fusion, der skal sikre fremtidens grønne omstilling.

David Budtz Pedersen er professor ved Institut for Kommunikation og Psykologi, Aalborg Universitet og forskningspolitisk rådgiver for danske og internationale fonde. Han forsker i ledelse, evaluering og kommunikation af forskning. Blandt hans bøger er ”Kampen om disciplinerne” (2015), ”Kortlægning af dansk humanistisk forskning” (2016), ”Mapping Frontier Research in the Humanities” (2017) “Kampen om mennesket” (2018), “Menneskebilleder” (2019) og “Kollaboration” (2019).