Forholdet mellem ”Produktions-” og ”Vidensdanmark” har igen fundet vej ind i den politiske debat i en fortælling om kontraster og fordomme. Reelt er billedet dog mere nuanceret. Forholdet mellem produktion og viden er snarere et kontinuum end en kløft når man ser nærmere på de eksisterende brancher, hvor viden og produktion ikke bare sameksisterer, men samarbejder.
Denne rapport beskriver hvordan primært private vidensintensive brancher i Danmark bidrager og indgår i økonomien og demografien, og kortlægger branchernes karakteristika.
Analysens hovedpunkter:
- 35% af alle beskæftigede arbejder i en vidensintensive branche, svarende til 1.060.991 beskæftigede i 2021. Heraf arbejder 60% i offentlige brancher og 40% i private brancher.
- 29% af den samlede værdiskabelse i de private brancher kan tilskrives de private vidensintensive erhverv. Det svarede til 505 mia. kr. i 2021 og værdiskabelsen for en beskæftiget i de private vidensintensive brancher er dermed 62% højere end i andre brancher.
- Værdiskabelsen for de private vidensintensive brancher er vokset med 41% siden 2010, hvilket er 24%-point højere end i andre brancher.
- 35% af de private erhvervsinvesteringer i 2021 kom fra de private vidensintensive brancher, med en samlet investering på 382 mia. kr. Per medarbejder investerer de 107% mere end andre brancher.