Spring menu over

Han manglede mere end 200.000 kr. i løn og fik 180.000 kr. i forlig

Design Uden Navn (3)
Pernille Haurballe
Del artikel:

Han manglede mere end 200.000 kr. i løn

Et medlem kontaktede os, da han blev varslet ændrede ansættelsesvilkår og ønskede rådgivning. Ved gennemgang af hans kontrakt og lønsedler opdagede vi, at han gennem hele sin ansættelse ikke var blevet aflønnet i overensstemmelse med kontrakten. Sagen endte med et forlig på 180.000 kr.

Medlemmet blev ansat i marts 2024. To år senere blev han varslet ændrede ansættelsesvilkår og kontaktede os for at få hjælp til at vurdere sin situation.

Vi gennemgik derfor hans ansættelseskontrakt og lønsedler. Gennemgangen viste, at han gennem hele ansættelsesperioden var blevet aflønnet i strid med det, der var aftalt i kontrakten.

Flere fejl i ansættelsesforholdet

Ud over den manglende løn konstaterede vi, at feriepengene ikke var blevet indbetalt korrekt, og at ansættelsesbeviset ikke levede op til lovens krav.

På den baggrund rejste vi krav om manglende løn, feriepenge og godtgørelse for det mangelfulde ansættelsesbevis. Det samlede krav oversteg 200.000 kr.

Sagen endte med et forlig

Efter dialog og forhandling med arbejdsgiveren lykkedes det at nå til enighed om en løsning.

Selvom medlemmet havde et krav på mere end 200.000 kr., endte sagen med et forlig på 180.000 kr. Medlemmet havde desværre ventet længe med at reagere på fejlene og kontaktede først os sent i forløbet. Det svækkede mulighederne for at få det fulde krav igennem.

Sagen understreger, hvor vigtigt det er at reagere hurtigt, hvis du har mistanke om, at din løn, dine tillæg eller dine feriepenge ikke bliver udbetalt korrekt.

Derfor et opråb til alle vores medlemmer (og til dig, der endnu ikke er medlem meld dig ind): Kontakt os med det samme, hvis du fornemmer, at du ikke bliver aflønnet korrekt, eller at du ikke får de tillæg, du har ret til. Vi gennemgår gerne din situation med det samme. Er alt i orden, er der ingen skade sket. Er der fejl, kan en hurtig indsats gøre en stor forskel.

Statistik 2 V2 Hvid Baggrund (4)

Bliv medlem af DM

Som medlem får du juridisk rådgivning om ansættelsesvilkår, løn og afskedigelse og hjælp til at sikre dine rettigheder.