Hårdt at være tilbage fra ferie? Her er psykologens råd til en god start
"Selvom det lyder lavpraktisk, har kost og motion stor betydning for trivslen i overgangen fra ferietilstand til hverdag", forklarer psykolog Neela Maria Sris.
Det kan være svært at sidde i kontorstolen igen efter en god lang ferie. Pas på dig selv, siger psykolog Neela Maria Sris. Her er hendes råd til, hvordan du kommer godt i gang med hverdagen igen.
Mange forventer at vende tilbage fra ferie med fornyet energi og motivation. Men sådan opleves det ikke nødvendigvis, fortæller psykolog ved Encounter Neela Maria Sris. Tværtimod kan overgangen til hverdagen føles overraskende hård.
Oplever du, at der er noget særligt folk har svært ved, når de kommer tilbage på kontoret efter ferie?
Ja, det kan være svært at komme i gang, komme op i gear og finde motivationen igen. Det er vigtigt at acceptere, at det kan føles sådan. Når du har været på en dejlig ferie, kan der også være en sorg over, at den slutter. Her kan det hjælpe at minde dig selv om, at der kommer nye pauser og ferier i fremtiden.
Har du nogle konkrete anbefalinger til dem, der lige er kommet tilbage fra ferie og synes, at det hele er lidt hårdt og meningsløst?
Jeg har tre konkrete råd til dig, der lige er kommet tilbage fra ferie og synes, at det hele er lidt hårdt og meningsløst.
1. Det første er, at du skal passe på ikke at fejlfortolke dine egne tanker og følelser. Hvis du for eksempel ikke føler dig ladet op og fuld af energi, kan du let komme til at tænke, at der er noget galt. Men det er helt almindeligt ikke at vende tilbage med et kæmpe overskud efter ferien.
Overgangen fra ferie til arbejde er en stor kontrast, og det er normalt, at den kan føles overvældende. Måske oplever du en tomhedsfølelse eller endda en følelse af meningsløshed.
Derfor kan det være en hjælp at justere forventningerne til, hvordan du bør have det efter en ferie. Vær indstillet på, at det godt må føles hårdt at komme i gang. Det betyder ikke, at noget er galt.
Mind dig selv om at møde dine tanker og følelser med rummelighed i overgangsperioden.
Det kan være berigende at bevare lidt af feriefornemmelsen i hverdagenNeela Maria Sris, psykolog
2. Et andet råd er at forsøge at bevare noget af ferien i hverdagen. Det behøver ikke være et endeligt farvel til feriefornemmelsen. Prøv at finde frem til essensen af det, du elskede ved din ferie. Måske var det afslapning, spontanitet eller tid med venner og familie.
Overvej, hvordan du kan tage lidt af det med ind i hverdagen. Det handler om at integrere nogle af de følelser og stemninger, der gjorde ferien værdifuld.
Selvom der er mindre plads til det, og det måske får en anden form, når arbejdslivet går i gang igen, kan det være berigende at bevare lidt af feriefornemmelsen i hverdagen.
3. Det tredje råd er, at struktur er vigtig. Struktur, disciplin og rutiner lyder måske kedeligt, men de er afgørende for en god overgang fra ferie til hverdag. God søvnhygiejne og faste søvnvaner er særligt vigtige.
Søvnrytmen er afgørende for vores mentale trivsel, men mange bruger flere uger på at finde tilbage til hverdagens rytme. Jo hurtigere du kommer ind i et sundt søvnmønster, jo bedre er du hjulpet i overgangen.
Det samme gælder sunde kostvaner og motion. Selvom det lyder lavpraktisk, har det stor betydning for trivslen i overgangen fra ferietilstand til hverdag.
Betyder det noget, at man starter stille op igen, når man har været væk i 2-3-4 uger?
Ja. Graduering er et nøgleord, når du går fra én tilstand til en anden. Når du skifter gear i en bil, skifter du heller ikke direkte fra første til sjette gear. Du tager ét skridt ad gangen. Hvis du har mulighed for at trappe gradvist op, er det derfor en fordel.
De færreste kan selv styre deres arbejdstid på den måde, men hvis du ikke kan graduere arbejdstiden, kan du måske starte med de mindre komplekse opgaver og gradvist bevæge dig videre til de mere krævende.
Har det en betydning for genopstarten, hvor længe man har været på ferie?
Nej. Det handler mere om kvalitet end om længde. Længere ferie kan være godt, men forskning viser, at det er kvaliteten af ferien, som er vigtigst. Det afgørende er, om du har oplevet restitution og afslapning, ikke hvor mange dage ferien varede.
Budskabet fra psykolog Neela Maria Sris er, at du ikke behøver bekymre dig, hvis motivationen ikke er tilbage fra første arbejdsdag. For mange tager det tid at lande i hverdagen igen, og her kan gode vaner, realistiske forventninger og små rester af feriefornemmelsen være med til at lette overgangen.