Spring menu over

Overvejer du at søge et lederjob? Så er der 5 spørgsmål, du skal stille dig selv

Dm Nyheder Kompetencer
Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

For mange akademikere kræver det en del overvejelser at tage springet til det første lederjob. Her er fem spørgsmål, som kan hjælpe dig.

”Ledelse behøver ikke at være et livstidsvalg. Det kræver ikke et særligt talent. Og du har på ingen måde fejlet, hvis du finder ud at, at det ikke er noget for dig.” 

Sådan siger konsulent Karsten Lodahl Madsen, der hver dag rådgiver DM-medlemmer, som enten overvejer at søge et lederjob eller netop er startet i deres første.
  
Men selv om det ikke er en identitet, du binder dig til for altid, kræver det for mange akademikere en del overvejelser at tage springet til det første lederjob.

Så hvad skal du gøre dig klart, inden du vælger ledervejen? 

Her er de 5 spørgsmål, du ifølge DM’s karriererådgiver bør stille dig selv.

1. Hvorfor vil du være leder?

”Det er vigtigt, at du er ærlig omkring din motivation, så du ikke forfalder til din egen forfængelighed. Hvis matchet mellem dig og jobbet skal fungere, skal du være afklaret med, hvad det er, der betyder noget for dig. De bedste lederaspiranter er faktisk dem, der tvivler. 

Derfor:
*  Er det prestigen, lønnen eller titlen, der trækker?
* Har du ambitioner om at opnå nogle særlige mål for din organisation? 
* Kan du lide at udvikle mennesker og sætte en retning for et team?"

2. Er du klar til at slippe specialistrollen?

”Mange DM’ ere bliver ledere, fordi de er dygtige specialister. Du bliver anerkendt for din faglige ekspertise, dine analyser, produkter og resultater.

Det kræver et mentalt skifte at gå fra at skabe resultater til at skabe rammerne for, at andre kan skabe resultater.

Du skal ikke længere måle dig på de gamle kriterier, og du skal kunne give de attraktive og fagligt interessante opgaver fra dig.”

3. Kan du leve med uforudsigeligheden?

”Dagsordener ændrer sig, der kommer nye sager til, du vil opleve konkurrerende hensyn og skal kunne acceptere, at ikke alle opgaver kan løses med det samme.

Som leder skal du kunne håndtere, at flere opgaver altid står i kø på samme tid og at du aldrig kan sætte et mentalt flueben og sige, at arbejdet er færdigt. Du skal kunne slukke, når du holder fri.”

4. Er du ansat i den rigtige organisation?

”Hvis du skal lykkes med opgaven, skal der være en nogenlunde overensstemmelse imellem din personlighed, din faglighed og arbejdspladsens kultur og de krav, der stilles i jobbet."

5. Har du gjort dine lederambitioner synlige?

”Hvis du vil afprøve ledelsessporet, skal du fortælle det til de relevante ledere i organisationen, så du kan komme i spil til projekter og opgaver, der kan udvikle dig lederpotentiale.

Det er en god idé at gribe de tværfaglige og strategiske projekter, der kan give dig et bredere perspektiv. Du kan også øve dig på administration, økonomi og personaleledelse ved at tage ansvar for studentermedhjælpere eller et mindre team."

Kilde: Karsten Lodahl Madsen, konsulent og karriererådgiver i DM.

Cæcilie Angelsø (1)

27-årigt ledertalent: ”Hvis du vil være chef for at bestemme, skal du finde et andet job”

Selv om Cæcilie Angelsø kun lige har sagt farvel til universitetet, skal hun nu prøve sine lederambitioner af i Salling Group. Den 27-årige cand.merc har svaret på de spørgsmål, som alle med lederambitioner bør stille sig selv.