Spring menu over

Helenes elbil er som et rumskib på landet

Helene Tommerup, grøn pendling

Sidste år købte Helene Tommerups familie en brugt Tesla fra 2015.  Foto: Claus Bech

Del artikel:

Danskerne kører mere i bil og cykler mindre til arbejde end tidligere. Men i landsbyen Kisserup har borgerne eksperimenteret med grøn transport – og det har virket. Efter en del skepsis købte Helene Tommerup og hendes mand en elbil, og det smittede af på naboerne.

Da Helene Tommerup flyttede fra København til landsbyen Kisserup på Midtsjælland med sin mand og tre børn på 12, 10 og 4, kunne hun ikke længere cykle på arbejde. Der var for langt.

"Det fungerede ikke med cyklen, og det var jeg faktisk rigtig ked af. Det betyder meget for os at forsøge at skubbe udviklingen den rigtige vej på klima- og miljøområdet", fortæller hun.

Helene Tommerups mand havde længe kigget på muligheden for at købe en elbil, men hun mente, at det var for tidligt, og at familien ikke havde råd. Men så "åd jeg den", og familien købte sidste år en brugt Tesla fra 2015, fortæller Helene Tommerup, der arbejder på deltid som administrativ medarbejder på en skole 16 km fra hjemmet.

"Det var mærkeligt at købe en sådan rød Lamborghini-agtig sportsbil for at have plads til alle børnene. En bil skal være praktisk, og jeg skal kunne hente hønsefoder i den, så det var lidt som et rumskib, der ankom midt mellem høns og legende børn. Men nu elsker jeg den. Den er virkelig behagelig at køre i og er meget rummelig. Den kan faktisk alt det, jeg ønsker, at en familiebil skal kunne".

I Kisserup kører man grønt

Helene Tommerup og hendes mand er ikke ene om at ville gøre noget grønt ved transporten i deres hjemby, Kisserup.
I 2021 gik NGO’en Gate 21 og Lejre Kommune sammen om projektet Kisserup kører grønt.

På forsamlingshusmøder var landsbyens indbyggere med til at fortælle om deres behov og ønsker i forhold til transport. Og de var med til at træffe beslutninger om nye tiltag.

Helene Tommerup, grøn pendling
Helene Tommerup savner politisk initiativ til at udrulle flere grønne tilbud som alternativer til bilen.  Foto: Claus Bech

På den baggrund afholdt Kisserup markedsdage for elcykler og elbiler, der blev opstartet et lokalt kontorfællesskab for at minimere pendlertransport, der blev arrangeret samkørselsordninger via appen Nabogo, og en lokal cykelbutik iværksatte leje af elcykler i en prøveperiode på op til et halvt år.

Den bæredygtige transport er vigtig for at sikre attraktive, klimavenlige landsbyer, forklarer kommunens leder af Planafdelingen, Niels Rolf Jacobsen, der har været en del af projektet.

"Vi er en rigtig pendlerkommune. Halvdelen af Lejre Kommunes CO2-udledning er knyttet til mobilitet. Der ligger 800.000 arbejdspladser inden for en times transport fra Lejre, så det er virkelig værd at have fokus på", siger han.

Helene Tommerup prøvede at køre på elcykel, ligesom hun tog en prøvetur i en Tesla.

"Udfordringen på landet er, at infrastrukturen ikke er på plads i forhold til at cykle. Jeg kører på landevej uden cykelsti, og det er ikke holdbart. Jeg bliver bange. Men til indkøb og til aflevering af børn før videre fart til fx Hvalsø Station og offentlig transport videre til fx København giver det for mange i Kisserup rigtig god mening at bruge elcykel", siger Helene Tommerup.

Hendes familie fravalgte på grund af økonomi også at købe en elcykel. Mens Helene Tommerups mand cykler til og fra arbejde hver dag, kører hun i Teslaen hver dag. Og det har da også smittet af på naboerne.

"Vores nabo havde ellers besluttet sig for ikke at have en elbil. Men de endte med at købe en, ugen efter at vi gjorde det. Det var lidt sjovt. Det handler om det kan man faktisk godt-effekten. Næsten alle på vores vej har nu en elbil, og rigtig mange i byen har skaffet elcykel", fortæller Helene Tommerup.

Vi tager helst bilen

Mens det går fremad med den grønne transport for landsbybeboerne i Kisserup, ser det knap så positivt ud på landsplan.

I første kvartal 2023 blev der ifølge De Danske Bilimportører nyregistreret 17 procent flere biler end samme periode sidste år. Og ifølge opgørelsen udgør benzin- og dieselbiler mere end halvdelen af de nyregistrerede biler, mens elbiler udgør under en tredjedel.

Danskerne sætter sig da også helst ind i bilen, når de skal til jobbet. 60 procent af danskerne har således bilen som deres primære transportmiddel til arbejdet. 19 procent tager helst cyklen, og 10 procent tager offentlig transport. Det viser en ny meningsmåling gennemført for Akademikerbladet af Kantar Public (tidl. Gallup) i marts 2023.

Helene Tommerup, grøn pendling
 Foto: Claus Bech

Faktisk peger alle analyser på, at vi cykler mindre til arbejde, end vi har gjort tidligere, fortæller Bjarne Ibsen, professor på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet.

Han har været med til for første gang at kortlægge danskernes bevægelsesmønstre i projektet Danmark i bevægelse i 2020. 163.000 danskere over 15 år blev via en spørgeskemaundersøgelse spurgt til deres bevægelsesvaner. 68 procent svarede, at de aldrig cykler til og fra arbejde eller uddannelse.

"Transportcykling er på vej ned, når man ser det over en længere årrække, mens fritidscykling er i fremgang. Den væsentligste forklaring på det er, at bilerne er blevet billigere. Der er kommet afgiftsnedsættelse, så flere pendler med bil", siger Bjarne Ibsen.

NGO’en Gate 21 har samarbejdet med omkring 100 arbejdspladser i hovedstadsregionen om initiativer til grøn transport og pendling. Men det er ikke nok, mener programchef Anna Thormann.

En bil skal være praktisk, og jeg skal kunne hente hønsefoder i den, så det var lidt som et rumskib, der ankom midt mellem høns og legende børn
Helene Tommerup

Hun savner politisk initiativ til at udrulle flere grønne tilbud som alternativer til bilen.

"Ambitionsniveauet for grøn transport er mindre i Danmark, end vi ser i for eksempel Sverige og Frankrig. Herhjemme bliver der sparet på den kollektive trafik, hvilket får folk til at køre mere i bil. Man kan tale om en stigende mobilitetsfattigdom uden for byerne, hvor der hverken er busser eller tog, og hvor folk måske heller ikke har råd til en eller flere biler", siger Anna Thormann.

"Det viser sig, at virksomhederne ikke af sig selv ser det som deres opgave eller ved, at de kan gøre en forskel. Men når de bliver inspireret og hjulpet, så har de stor interesse i det", forklarer hun.

Det kræver et lille skub

For klimaomstillingen i en kommune på landet er det helt centralt, at man formår at række ud til borgere i landsbyer og småbyer, fortæller Bjørn Henrichsen, som var projektleder for Kisserup kører grønt-projektet i Lejre Kommune og nu er klimakonsulent i Gate 21.

"Uden borgernes engagement og lyst til at deltage kan man ikke komme i nærheden af klimamålene. Langt størstedelen af de kommunale transportrelaterede emissioner er borgernes", siger Bjørn Henrichsen.

Han forklarer, at i ‘Kisserup kører grønt’ har udgangspunktet for hele indsatsen været borgernes engagement.

"De har defineret og styret indsatserne og har høstet erfaringerne, og derigennem er der skabt et stærkt lokalt engagement i klimaomstillingen, som inspirerer både i selve landsbyen og i omkringliggende interesserede landsbyer".

For Helene Tommerup har projektet i Kisserup vist, at det bare kræver et lille skub for at få folk til at komme i gang med den grønne pendling.

"Elbiler er stadig dyre, og jeg oplever, at nogle går og venter på, at regeringen og alle andre gør noget, men så kan vi jo vente for evigt".

Hun tror, at det ofte er fordomme, der står i vejen for, at folk gør noget for at ændre deres transportadfærd.

"Mange tror, at en elbil ikke kan køre langt nok. Men det er en hverdagsbil, og på den måde fungerer den helt optimalt. Den kan alt det, vi vil have den til. Den kan desuden også køre langt. Vi har fx kørt på ferie til både Hamborg, Amsterdam og flere skiferier i Norge med tre børn i den", siger Helene Tommerup og påpeger:

"Det virker, som om folk synes, at de mister frihed med en elbil. Men det sker altså ikke i virkeligheden".