Arbejdspres opstår ofte gradvist. Man arbejder lidt længere, end man plejer, tager en ekstra opgave eller udskyder pausen. Ikke nødvendigvis fordi nogen har bedt om det, men fordi det opleves som den mest oplagte løsning i situationen.
Tre kolleger – tre reaktioner
Maria tager ofte arbejdet med hjem. Hun siger sjældent nej, og oplever det som hendes ansvar, at få tingene til at hænge sammen. Først når belastningen bliver for stor, begynder hun at overveje, om der skal justeres på opgaverne.
Jonas reagerer tidligt. Når han mærker, at presset vokser, booker han et møde med sin leder for at tale om prioriteringer. Han foretrækker at tage samtalen, før situationen bliver kritisk.
Pernille vender sig hen mod sine kolleger. Hun deler frustrationerne, spejler sig i andres oplevelser og finder støtte i samtalerne. Også selvom problemerne ikke nødvendigvis bliver løst med det samme.
Kan du genkende dig selv i én af dem, eller måske flere på én gang?
Hvor bevidst er du om din reaktion?
DM har i samarbejde med Aarhus Universitet udviklet en test, der stiller skarpt på arbejdspres hos både den enkelte og i et team.
I testen bliver du blandt andet spurgt, om du kan genkende udsagn som:
"Jeg arbejder mere, end jeg plejer".
"Jeg fokuserer på, hvordan jeg får det bedste ud af mit arbejdsliv på trods af presset".
Spørgsmålene handler ikke om rigtige eller forkerte svar. De handler om at få øje på, hvordan man typisk reagerer, når presset stiger, og hvilke greb man instinktivt tager i brug.
Kendskab til egne reaktionsmønstre er ét skridt. I nogle tilfælde kan det være relevant med sparring om håndtering af arbejdspres i praksis på arbejdspladsen. Her tilbyder DM støtte gennem et hold af kolleger med erfaring i redskabet. De kan besøge netop din arbejdsplads, og tage dialogen om, hvordan det anvendes bedst i praksis.
Indtil da kan du tage testen nedenfor og blive klogere på, hvordan du selv typisk håndterer arbejdspres, når det opstår.
Tag testen
Hvordan oplever du arbejdspres og kollegaskab i din hverdag? Tag testen og få et udgangspunkt for refleksion – enten for dig selv eller som afsæt for en fælles dialog på arbejdspladsen.
Få hjælp til næste skridt
Book et gratis besøg af en DM-konsulent, som hjælper jer med at drøfte jeres testresultater og omsætte dem til konkrete handlinger, der styrker arbejdsmiljøet og forebygger arbejdspres. Det kan fx ske i forbindelse med et klubmøde.
Styrk trivsel og forebyg stress
Vil du styrke dine strategier til at forebygge og håndtere stress? På dette kursusforløb kombineres e-læring med fælles refleksion og sparring i et trygt læringsfællesskab faciliteret af en erhvervspsykolog.