Pseudoarbejde - Den offentlige sektor bliver ikke bedre af, at vi gør en hel faggruppe til syndebuk.
Debatindlæg bragt i Politiken 19. oktober 2019 af: Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening
Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen giver i Politiken 12. oktober et populistisk og letkøbt bud på, hvordan man kan forbedre den offentlige sektor. Med forslag som bl. a. ansættelsesstop for akademikere og omlægning af uddannelser vinkler de debatten alt for skarpt og skævt og fjerner dermed fokus fra det væsentlige: en saglig og helt nødvendig debat om, hvordan vi undgår unødvendig detailstyring i det offentlige til gavn for både medarbejdere og borgere.
Det er en myte, at akademikere i den offentlige sektor er skrivebordsgeneraler, der via excelark laver komplicerede og unødvendige regler for andre faggrupper.
Akademikere i det offentlige udfører arbejde, der ikke kan undværes. Vores medlemmer arbejder med kvaliteten af vores alle sammens drikkevand, udfører miljøkontrol, formidler kultur, står for udviklingen af offentlige it-løsninger og udfører borgernært arbejde inden for social-og sundhedsområdet, eksempelvis på demenscentre. For slet ikke at tale om alle dem, der forsker og underviser på universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier eller andre uddannelsessteder. Til akademikergruppen hører også læger, audiologopæder og hospitalsfysikere, der analyserer prøver og skanninger, og som vanskeligt kan undværes på landets sygehuse.
Og ja, nogle akademikere arbejder bag skriveborde og er derfra med til at udvikle den offentlige sektor, men det er galimatias på forhånd at udpege administrative medarbejdere som syndebukke, uanset om de er akademikere eller HK'ere.
Det var opfattelsen af administration som et unødvendigt fedtlag, der gødede jorden for danmarkshistoriens største skatteskandale. Den har kostet samfundet milliarder. Det er der ingen grund til at gentage.
Demokratiske goder som gennemsigtighed i forvaltningen, ligestilling af borgerne og retssikkerhed er også helt afhængige af dygtige administratorer.
Endelig er det svært at forestille sig, at en kommunaldirektør eller en departementschef - eller for den sags skyld en statsminister - skulle kunne træffe gode beslutninger uden et oplyst grundlag at gøre det på.
Administrative medarbejdere fortjener ikke flere medaljer end andre faggrupper, men de fortjener respekt på linje med andre, der passer deres arbejde samvittighedsfuldt.
I stedet for Nørmark og Fogh Jensens simplificering bifalder jeg S-regeringens ambition om en nærhedsreform med fokus på mere frihed lokalt for både ledere og medarbejdere.
Det er den centrale diskussion: Hvordan kan vi erstatte central styring med tillid til den lokale faglighed og det konkrete behov? I min optik er der bl. a. tre ting, vi skal se nærmere på i den kommende udvikling af nærhedsreformen.
For det første kræver gode lokale løsninger kræver ledelse.
Hvis man, som det er S-regeringens ambition, vil slække på stram central styring for at give mere plads til tillid og lokale løsninger, er det helt oplagt, at den lokale ledelsesopgave ændrer sig. Derfor skal offentlige ledere videreuddannes til at kunne lede i organisationer med større frihed og mindre styring.
For det andet skal lokale løsninger bygge på tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere og på tværs af faggrupper. Det handler dybest set om, at man eksempelvis i en kommune sætter sig sammen og gennemgår arbejdsgange, dokumentationskrav og lignende. Nogle krav kan helt fjernes, andet kan laves om, og nogle gange handler det om større gensidig forståelse for de krav, der giver mening. Det samarbejder vi med bl. a. KL om.
For det tredje er tillid ikke et trylleord, og afbureaukratisering er svært. Allerede i 1946 nedsatte den daværende regering en forvaltningskommission, der havde til opgave at rydde ud i det offentlige bureaukrati. Alligevel er mængden ikke aftaget i de forgangne godt 70 år.
Derfor er det vigtigt, at man ved, hvad man mener, når man taler om, at arbejdet i den offentlige sektor skal være præget af tillid til medarbejderne. Der er ikke tvivl om, at det er en svær opgave, vores statsminister har givet sig selv. Et godt udgangspunkt vil være politisk vilje til at give slip på unødvendige regler og dokumentationskrav, både på Christiansborg og i kommunerne på forhånd at gøre en hel faggruppe til syndebukke og skyldige i al dårligdom er til gengæld et rigtig dårligt udgangspunkt for diskussionen. Forskellige faggrupper gør ofte hinanden stærkere, når de samarbejder om den fælles sag. De offentligt ansatte i Danmark er en mangfoldig skare, men de motiveres alle af at gøre en forskel for borgere og samfund. Så fri os for mistænkeliggørelse af enkelte faggrupper.
Det var opfattelsen af administration som et unødvendigt fedtlag, der gødede jorden for danmarkshistoriens største skatteskandale.
