Dansk Magisterforening: Positivt, at medarbejdere nu kan tale frit

Del artikel:

Folketinget har i dag endeligt vedtaget ændring af lov om arbejdsmiljø, så det fremover bliver muligt for Arbejdstilsynet at afholde gruppesamtaler om psykisk arbejdsmiljø, uden at chefen sidder med ved bordet.

Fremover vil medarbejdere få mulighed for at tale med en repræsentant fra Arbejdstilsynet uden chefens tilstedeværelse. Det er resultatet af en netop vedtaget lov, der betyder, at medarbejdere fremover kan deltage i gruppesamtaler om det psykiske arbejdsmiljø uden chefen.

- Det har stor betydning for medarbejderne, om chefen skal sidde med til alle samtalerne med Arbejdstilsynet. Har man et dårligt arbejdsklima, vil det for mange være vanskeligt at tale frit om problemerne, mens chefen er i rummet, siger formand for Dansk Magisterforening, Camilla Gregersen.

Hun understreger, at der bør være et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere i bestræbelserne på at skabe et godt arbejdsklima.

- Ledelsen er uundværlig for at skabe et godt psykisk arbejdsmiljø, og det er kun positivt, hvis der er et stærkt samarbejde. Det er ikke i modstrid med, at det af og til kan være godt med et helt frit talerum, så Arbejdstilsynet kan få kendskab til alle problemer,  siger Camilla Gregersen.

Lovforslaget er blevet vedtaget efter pres fra en lang række lønmodtagerorganisationer og vil efter Dansk Magisterforenings vurdering få positiv indflydelse på Arbejdstilsynets muligheder for at håndtere negativt psykisk arbejdsmiljø.

- Medarbejdere skal frit kunne tale om de svære ting uden at frygte repressalier fra chefen. Derfor er det positivt, at Folketinget nu har besluttet at give mulighed for at få et frit talerum med Arbejdstilsynet i de situationer, hvor det kan være nødvendigt, siger Camilla Gregersen.

Seneste nyheder

Alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje

}