Står du alene med ansvaret for et ungepanel på din arbejdsplads? Er du i tvivl om, hvor ofte panelet skal mødes, hvordan I skaber gode rammer for arbejdet, eller hvad du kan forvente af medlemmerne? Og savner du nogen at sparre med? Så er netværket noget for dig.
Hvad skal vi lave?
Netværket er skabt som et forum for sparring og erfaringsudveksling mellem personer, der arbejder med ungepaneler.
På møderne kan vi blandt andet dele idéer og erfaringer om:
- aktiviteter og mødeformer
- kommunikation med panelets medlemmer
- rekruttering og fastholdelse
- roller, rammer og forventninger
- metoder og principper for arbejdet med ungepaneler
Ungepanelerne kan være forankret i forskellige brancher og have forskellige faglige mål. Alligevel vil mange af de praktiske spørgsmål, erfaringer og udfordringer gå igen. Det giver os et fælles udgangspunkt for møderne.
Du behøver ikke have lang erfaring med ungepaneler eller forberede noget inden møderne. Vi lærer af hinandens erfaringer og udvikler netværket i fællesskab.
Vær med til at forme netværket
Netværket er nyt, og du får derfor god mulighed for at præge både formen og dagsordenen. Har du en aktuel udfordring, en idé eller et tema, du gerne vil drøfte, kan det blive en del af et kommende møde.
På sigt kan vi også invitere relevante fagpersoner til at holde oplæg om arbejdet med unge og ungeinddragelse.
Målet er at skabe en mindre, engageret kreds af relevante deltagere, så alle kan komme til orde og få konkret værdi ud af netværket.
Vi mødes fysisk to gange om året i København.
Hvem kan blive medlem?
Netværket er for dig, der som en del af dit arbejde har ansvar for eller arbejder tæt sammen med et ungepanel.
Vil du være med i netværket? Udfyld formaleren herunder, så vender vi tilbage til dig.