Spring menu over

Midlertidigt ansat: Fordele og ulemper

DM

© Lasse Martinussen

Del artikel:

Akademikere har vidt forskellige opfattelser af livet som midlertidigt ansat. Nogle elsker det, andre vil bare gerne videre til noget fast. Så hvad er fordelene og ulemperne? Læs DM-karriererådgiver, Finn Dahlslunds, svar.

Hvem trives som midlertidigt ansat?

”Undersøgelser viser, at en del akademikere selv vælger at arbejde som fri agent. Typisk fordi de trives med variation og med hele tiden at sætte sig ind i nye organisationer og opgaver. Andre vil derimod hellere fastansættes på én arbejdsplads og arbejder nødtvungent som midlertidigt ansat, indtil de kan få en fast ansættelse.

Hvorvidt man trives som fri agent hænger også sammen med ens personlighed. Nogle har en meget udadvendt personlighed og er dygtige til at netværke og sælge. Det giver dem måske endda energi. De vil typisk opleve, at det er nemmere at være midlertidigt ansat i forhold til dem, der ikke er så udfarende.

For de mindre udadvendte kan det til gengæld være ganske belastende hele tiden at skulle ud at sælge sig selv til det næste projekt. Det er også vores erfaring, at på den lange bane oplever de fleste, at en fastansættelse er at foretrække, ikke mindst pga. økonomisk tryghed og stabilitet”.

Ofte starter nyuddannede med at være midlertidigt ansat. Er der nogen særlige fordele for dem ved at være midlertidigt ansat?

”En fordel, som midlertidigt ansatte oplever, og som måske især er interessant for nyuddannede, er, at du hurtigere stifter bekendtskab med forskellige organisationstyper. Du får prøvet kræfter med forskellige opgaver og danner dig et netværk, som også kan bruges, når du har forladt organisationen. Måske med henblik på senere at blive fastansat.

”Men også for mere erfarne kan den midlertidige ansættelse være en fordel. Synes man, at det er mere spændende at arbejde med nye projekter frem for at sidde fast i den samme trummerum, så kan et frit og fleksibelt arbejdsliv som selvstændig konsulent være det rigtige”.

Hvorfor er der også en del, der ikke trives med at være midlertidigt ansat?

”Som tidsbegrænset ansat har du egentligt altid har to jobs: Du har projektet og opgaverne, som er en del af din midlertidige ansættelse, og du har samtidigt din egen lille forretning. I din egen forretning skal du være udfarende for at sikre, at der er noget nyt at lave, når det nuværende projekt udløber. Det betyder for mange, at det kan være sværere at give sig fuldt ud til opgaverne i den midlertidige ansættelse.

”Mange midlertidigt ansatte oplever også, at de er en del af et B-hold bl.a. i den forstand, at de fastansatte kolleger måske ikke helt er så engagerede i deres tidsbegrænset ansatte kolleger”.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje