Spring menu over
Dansk Magisterforening

IT-chef vil droppe Word i det offentlige: “Hvorfor kører vi Ferrari, når en Skoda Octavia er god nok?”

I dag er Microsofts produkter en del af hverdagen for stort set alle offentligt ansatte. Spørgsmålet er, om det kan blive en spændetrøje.  Foto: Peter Hove Olesen/Politiken/Ritzau Scanpix.

Digitalisering
Del artikel:

Pludselig taler alle om digital suverænitet i den offentlige sektor. Andre har længe forsøgt at vise vejen.

Donald Trump har på kort tid fremtvunget mange erkendelser blandt USA’s gamle allierede, og én af dem er denne:

Vi skal generhverve kontrollen med vores it-infrastruktur. 

Det har ellers i Danmark, og i særdeleshed i den offentlige sektor, været nærmest umuligt at forestille sig en ny vej. Vi er simpelthen i lommen på de amerikanske tech-giganter og især Microsoft. 

På den ene side er det et politisk problem, som digitaliseringsminister Caroline Stage (M) foreløbig ikke har leveret noget svar på. 

På den anden side kan man mene, at eksempelvis kommunerne bør kunne udstikke en kurs og gøre noget selv. Og her støder man på Bo Fristed, der er digitaliseringschef i Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.

Kommunerne gør skam allerede noget, vil han sige. Bo Fristed er formand for foreningen OS2, som over 80 kommuner er medlem af, og som længe har arbejdet for udbredelsen af open source-løsninger baseret på ”åbenhed og ejerskab.”

Det vil sige fællesskab frem for tech-monopoler, kode-gennemsigtighed, kontrol over egne data og farvel til teknologiske spændetrøjer. Og måske en besparelse på budgettet: Kommunernes betaling for Microsoft-licenser er siden 2018 vokset fra 313 millioner kroner til 538 millioner.

Det indebærer så også et fravalg af det, som de fleste oplever som et fremragende produkt fra Microsoft. Skal vi tage reelle skridt mod færre udgifter og mindre afhængighed betyder det helt konkret, at en stor gruppe ansatte fremover, ikke vil kunne få adgang til Office-pakken.

Det kan blive træls, men som Bo Fristed siger, så er der ingen grund til at køre rundt i en Ferrari, når en Skoda Octavia fint kan gøre jobbet, og da slet ikke for offentligt ansatte. 

”Vi er nødt til at acceptere, at det for nogle medarbejdere bliver lidt mindre smart, og at vi må nøjes med lidt mindre funktionalitet,” erkender han.

”Tag bare skolelæreren, ansatte i daginstitutioner eller vores sundhedspersonale. Eller mig selv, der skriver mails og laver dokumenter. Der er mange medarbejdere, der kunne undvære en fuldfed office-pakke. Og hvis de sparede penge blev ude i forretningsområdet, så tror jeg, der kunne være et ledelsesmæssigt incitament til at vurdere, hvem der faktisk har brug for en jetjager for at flyve til bageren,” siger Bo Fristed. 

Christiansborg-høring om Danmarks digitale suverænitet

Hvordan sikrer vi digital selvbestemmelse i Danmark og Europa? Det er omdrejningspunktet for en åben høring i Folketingets Udvalg for Digitalisering og It.

Det sker torsdag 8. maj 2025 fra kl. 14.00 i Landstingssalen på Christiansborg.

Se mere

Det handler om frihed

Der er flere eksempler på potentialet i at tage ejerskab over den digitale udvikling. På biblioteksområdet brugte kommunerne i midten af 00'erne 30 forskellige CMS-systemer til den samme opgave, som alle blev indkøbt hos forskellige leverandører.

”I Aarhus og København besluttede vi i 2006, at vi ville prøve at drive folkebibliotekernes infrastruktur og formidlingsfalder bedre og billigere. Det er endt med, at alle 98 kommuner i dag bruger de samme systemer - alle open source,” siger Bo Fristed.

”Det er faktisk den case, som OS2 er bygget på, for når det kunne lade sig gøre i bibliotekssektoren, så kan det også lade sig gøre på andre områder.”

Open source handler ikke kun om at spare penge, understreger Bo Fristed. Ideen er også, at man selv definerer indholdet, frem for at leverandøren gør det. 

”Og så får vi en højere udviklingshastighed, fordi vi selv ejer platform og kildekode. Når vi gerne vil have ændringer, kan vi bare bede vores leverandør om at gøre det.”

Blandt andre af OS2’s 28 produkter nævner han OS2kitos, et systemregister der holder styr på kommunernes it-systemer, og OSiot, en netværksserver, der hoster sensordata.

Det bliver temmelig dyrt i licenser, hvis du skal udstyre 20.000 medarbejdere med AI

Bo Fristed, digitaliseringschef

Og OS2’s ambitioner rækker langt videre. Eksempelvis er foreningen ved at lancere en AI-chatbot baseret på open source, som Bo Fristed har store forventninger til.

”Alle medarbejdere i Aarhus Kommune kommer til at bruge den fra 26. august, og forhåbentlig mange andre kommuner ret hurtigt derefter,” siger han.

Med en placering i Europa tror Bo Fristed, at OS2ai kan blive den offentlige sektors sikre alternativ til eksempelvis ChatGPT og Copilot – tjenester, som er udfordret af, at data ligger i USA.

”Behovet er derude, ligesom det bliver temmelig dyrt i licenser, hvis du skal udstyre 20.000 medarbejdere med AI.”

OS2ai bygger på open source rammeværket Open WebUI, der understøtter brug af sprogmodeller som LLaMA eller Ollama lokalt, sådan at hele databehandlingen foregår på egne computere eller servere.

Nogen skal sætte en retning

Det store dyr på savannen er Microsoft 365. Her har Microsoft bundet hele sin produktportefølje sammen i en stor pakke, hvor alt spiller gnidningsløst. 

Problemet kan være, at det er et lukket økosystem, hvor data, funktioner og brugere bindes tæt til Microsofts produkter – og hvor vejen ud er både teknisk besværlig og dyr.

Men Bo Fristed mener altså, at der er en vej ud af platformen, i hvert fald for nogle medarbejdergrupper.

”Alle er enige om, at vi skal øge vores digitale suverænitet, men i forhold til at rykke på det, tror jeg det først og fremmest handler om, at man som kommune gerne vil være sikker på, at man går i den samme retning som alle andre,” siger han.

OS2’s arbejde for at lave et alternativ på skoleområdet – OS2skole -tjener ifølge Bo Fristed som eksempel. Det skete parallelt med at Datatilsynet af flere omgange gav udtryk for, at brugen af Chromebook var ulovlig.

Ideen er at finde et alternativ til Cromebook og Microsoft Education. Man fik samlet penge sammen til at ansætte en medarbejder, oprette et sekretariat og nedsætte en styregruppe. Inspirationen var den tyske delstat Bayern, der har lavet en open source-løsning, der bliver brugt af 6.300 skoler.

”Vi kan sagtens gøre det. Kommunerne bruger 50 millioner kroner om året på læringsløsninger til folkeskoleelever. Vi har kapaciteten, og det vil koste langt under 50 millioner kroner at udvikle. Og så vil det fjerne den usikkerhed, der er omkring GPDR, hvor det europæiske databeskyttelsesråd ikke har godkendt aftalen mellem google og kommunerne.”

Projektet er ifølge Bo Fristed godt i gang, men til gengæld har kommunerns opbakning været svingende - parallelt med skiftede udmeldinger i Chromebook-sagen fra Datatilsynet. 

”Generelt ville det være rart, hvis nogen pegede pilen i den rette retning, for det er det, vi mangler,” siger han.

Bo Fristed får mulighed for at fremlægge sine synspunkter torsdag den 8. maj., hvor han er inviteret til at deltage i Folketingets udvalg for Digitalisering- og It’s åbne høring om ”digital suverænitet.”