En buddhist og iværksætter leder nu en højskole og 150 milliarder kroner

Tobias Bornakke Bramsen læner sig frem i stolen.

”Det er bare skideirriterende,” udbryder han og slår ud med armene.

Den 39-årige sociolog bryder sig egentlig ikke om interviews som det her, hvor der er fokus på hans person. Men i løbet af årets første måneder har han fået to nye markante roller, der har overbevist ham om, at han må stille op.

Den første kom, da han i januar overtog formandsposten i Akademikerpension og dermed ansvaret for 150 milliarder pensionskroner.

Få uger forinden var hans andet store skifte blevet annonceret: Efter 13 år som medstifter og partner af den demokratiske virksomhed Analyse & Tal skulle han fra maj overtage forstanderkontoret på Grundtvigs Højskole.

Det er en Tobias Bornakke, der er begejstret for sine roller, der sidder i sit forstanderkøkken og læner sig frem. Men det er konsekvenserne af at skulle stille sig frem, han finder ”skideirriterende”.

Hans første større tur i offentlighedens lys var et interview i Kristeligt Dagblad, der hvirvlede en mindre storm af vrede op fra kristne kræfter.

I interviewet fortalte Tobias Bornakke om sin buddhistiske tro. Men den bryder med tanken om højskoler, der bygger på en kristelig tradition, mener kritikerne.

”Buddhisme er en individorienteret religion. Her skal man slippe samfundet og være fri af verden. Grundtvigs anliggende er det modsatte: at man med sin tro og historie skal bringes ind i et forhold til verden,” lød det blandt andet fra Kurt V. Andersen, der som tidligere højskoleforstander og præst undrede sig over valget af en buddhist.

Tobias Bornakke ser selv mange linjer fra buddhismen til højskoletanken. Han bekender sig til den gren af buddhismen, der kaldes Soka Gakkai, hvis grundlægger Tsunesaburo Makiguchi blev inspireret af Grundtvigs vision i starten af 1900-tallet.

Makiguchi var pædagog og delte med Grundtvig en vision om uddannelse som en vej til personlig udvikling og samfundsmæssig forbedring, hvor fællesskab og livsoplysning spiller centrale roller, forklarer Bornakke.

”De så begge uddannelse som et middel til at fremme individuel lykke og sunde samfund. Så der er rigtig meget kerne, der går igen mellem højskolen og buddhismen,” mener han.

I køkkenet i forstanderhjemmet er der en grøn biospand på køkkenbordet, Urtekram-krydderier på hylden og en plakat med ordet ’Peace’ på køleskabet. Ting, der let leder tanken hen på en kulturradikal højskoleforstander.

Men der er også mange ting ved Bornakke, der skiller sig ud. Han har en teknisk frem for humanistisk baggrund, en app-iværksætterbaggrund i millionklassen, ansvaret for at forvalte milliarder – og så er der hans unge alder.

Skod-Skoda og sutteflasker

Bornakke og familien er netop flyttet ind i forstanderboligen. På postkassen har børnene malet familiens navn, og i indkørslen holder en 20 år gammel Skoda købt til 25.000 kroner.

”Jeg kan ikke løbe fra, at jeg hører til den øvre middelklasse, men den bil er mit lille oprør,” siger han.

Som medlem af bestyrelsen i Forbrugerrådet Tænk har han tænkt meget over middelklassens blinde pletter: Dem, der bekymrer sig om økologiske olivenolier og perfekte sutteflasker, mens andre kæmper for at få mad på bordet.

”Jeg forstår det jo godt – jeg vil også læse sutteflasketesten – men vi risikerer at glemme, hvor privilegerede vi er.”

Han ser samme dynamik på højskolerne, som ofte kritiseres for at være holdeplads for middelklassens børn.

Sidste år i Højskolebladet kunne man læse kulturminister Jakob Engel-Schmidt fortælle, at han godt kunne tænke sig, at ”højskolerne tog et ansvar for, at det ikke kun er dem med en gymnasial uddannelse og dem med ressourcestærke forældre, der kommer af sted”.

I november sikrede en politisk aftale så 40 millioner kroner over en fireårig periode, der skal sikre, at flere unge får mulighed for at komme på højskole.

”Der er da et arbejde at gøre,” erkender han, men peger på data, der viser, at repræsentationen på højskolerne er bedre end sit rygte. 

”Det skal være mere spraglet, for tanken er, at vi skal støde på nye perspektiver. Og der dur det jo ikke, hvis det kun er én bestemt gruppe, der får adgang til det og hinanden – eller hvis vi kun præsenterer dem for én vej frem.”

Nye perspektiver, åben samtale

Midt på højskolen løber en gang, der mest af alt ligner en svømmehal fra 80’erne: asymmetriske ovenlysvinduer, røde mursten og grå fliser. Her dækker eleverne op til frokost på et langt bord.

Få meter derfra gemmer en hvid dobbeltdør sig bag en papkasse fuld af pant. Åbner man den, træder man ind i en anden verden: mørke træmøbler, panelvægge og en amagerhylde.

”Det er en genskabelse af det gamle forstandermiljø,” siger Tobias Bornakke.

Højskolen rummer både det moderne og det traditionsrige – og det skal den blive ved med, mener Bornakke.

”Fællesskabet, de nye perspektiver og den åbne samtale fungerer virkelig godt. Men der er også noget, der kan have godt af at blive udfordret.”

Det handler, siger han, ikke kun om et repræsentativt udsnit blandt eleverne, men også om at få gæstelærere ind, som ser verden fundamentalt anderledes.

Et konkret eksempel var, da skolen inviterede en kendt modstander af abort. Første gang forlod flere elever rummet, fordi oplevelsen var så emotionelt voldsom.

Året efter valgte de alligevel at invitere oplægsholderen igen. Denne gang tog eleverne en anden tilgang: De arrangerede en forberedende session, hvor de diskuterede, hvad det vil sige at være i et demokratisk rum, og hvordan man kan lytte til synspunkter, man er fundamentalt uenig i – uden at lukke ned.

”Det handler om ikke at ende i en boble, hvor vi kun konfronteres med vores egen virkelighed,” siger Bornakke.

Det ultimative nederlag

Det var en nedslået Tobias Bornakke, der i starten af 20’erne måtte flytte hjem på barndomsværelset i Silkeborg – omgivet af gamle plakater og børnetidens efterladenskaber.

”Det ultimative nederlag,” kalder han det.

Kort forinden var livet ellers gået som planlagt: flytning til Aalborg for kærlighedens skyld, studier i informatik og en oplagt vej mod et job som it-projektleder.

Men kærligheden brast, og universitetets forelæsningssale blev byttet ud med barndommens tavse vægge.

Redningen kom en dag, da hans blik faldt på en annonce fra Testrup Højskole. Annoncen lovede fællesskab og nye perspektiver. Det var alt, han havde brug for.

Han søgte ind på filosofilinjen uden større overvejelser – bare en instinktiv trang til at komme væk.

”Der er jo ikke ret mange perioder i livet, hvor man kan sige, at et halvt år ændrede, hvem man blev, hvad man skulle, og hvad man gik op i. Men ligesom for så mange andre var det lige præcis, hvad det gjorde for mig,” fortæller han.

På højskolen mødte han sin kommende hustru, kastede sig hovedkulds ud i teater – langt fra den logiske verden, han kendte – og mødte folk, han ellers ikke ville have mødt.

”Jeg fandt ud af, hvad jeg var god til. Og jeg lærte at spørge: Hvilken forandring vil jeg egentlig skabe i verden – i stedet for bare at tænke på, hvem jeg gerne ville være.”

En tværfaglig tilgang

På universitetet i Aalborg fordybede Tobias Bornakke sig i informatik og kompleks matematik.

Men på højskolen blev han kastet ud i teater, krop og kommunikation – en erfaring, der vækkede hans passion for humaniora.

Det førte ham til Roskilde Universitet, hvor han dyrkede tværfaglige fag som design, sociologi og byplanlægning. Og videre til Københavns Universitet, hvor han skrev ph.d. om, hvad digitale data kan fortælle os om menneskelig adfærd – et pionerfelt dengang i 2013.

Som bachelorstuderende havde Bornakke været med til at stifte en virksomhed, der lavede apps for store virksomheder, havde ansatte og tjente ”rigtige penge”, som han beskriver det.

”Det var sjovt – men på et tidspunkt gav det ikke mening længere. Hvorfor lave flere apps – var det virkelig der som verden have brug for? Mit højskoleophold havde sat gang i noget andet. Jeg ville bidrage til verden.”

Et par år senere tog iværksætterånden en ny form, da han sammen med et par venner fik idéen til at starte en højskole.

De kørte Vestsjælland rundt og interviewede forstandere om, hvordan man greb det an.

Penge, penge og lidt flere penge, lød svaret.

”Så tænkte vi, at vi kunne bruge vores sociologiske kompetencer til at tjene pengene, og det var faktisk derfor, vi startede Analyse & Tal,” fortæller han med reference til det succesfulde analysebureau, der i dag består af cirka 30 medarbejdere fordelt på kontorer i København, Oslo og Harstad, og som styres gennem demokratisk ejerskab.

Det stod i den oprindelige formålsparagraf, at målet med Analyse & Tal var at bruge overskuddet til at bygge en højskole.

Men virksomheden fik så meget fart på og fangede deres interesse i sig selv, at fokus blev på at gøre den større og bæredygtig.

Højskoledrømmen blev lagt til side. Indtil han så et jobopslag i slutningen af 2024.

En anderledes tilgang

Tobias Bornakke var selv i tvivl, da han sendte sin ansøgning afsted til stillingen som forstander på Grundtvigs Højskole.

Det samme var bestyrelsesformanden, der på vej ud af første samtale sagde til ham, at han var lidt af et wildcard.

"Han var forundret over at jeg havde søgt, for med min profil er jeg helt klart ikke den klassiske forstander," siger Bornakke.

Og måske er det netop det, der kendetegner hans arbejdsliv.

”Jeg tror helt klart, at jeg har en stærk evne til at hoppe ind i noget, som andre betragter som svært eller ukendt,” siger han.

”Hvor mange ville synes, det var trygt at sætte sig ind i bestyrelsesrummet og lede en organisation med 150 milliarder under forvaltning – uden nogen finansiel baggrund? De fleste ville nok tænke: Okay, det er rimelig sindssygt, det skal vi ikke. Men de der hop har jeg altid lavet, og jeg har ikke været bange for at være fanget mellem forskellige verdener.”

Og måske er der ikke så langt mellem verdenerne igen.

Et par weekender før jobsamtalen til forstanderstillingen havde Bornakke en snak med en erfaren bankmand i AkademikerPensions bestyrelse om en investering. Hvad mon Grundtvig havde sagt, spurgte bankmanden.

”Højskolemiljøets værdier siver heldigvis ud i samfundet. Nu skal vi bare sørge for, at højskolerne også stadig får hele spektret af samfundet ind hos os.”