Få gode råd til, hvordan du kan få et frugtbart samarbejde op at stå mellem tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant og leder, også kaldet TRIO-samarbejdet.
I DM mener vi, at det bedste psykiske arbejdsmiljø opnås, når der er dialog og samarbejde mellem medlemmer, tillidsvalgte og ledere. Derfor anbefaler vi, at I får et godt samarbejde op at køre mellem tillidsrepræsentant(er), arbejdsmiljørepræsentant(er) og leder(e).
Hvad er TRIO-samarbejdet?
TRIO-samarbejdet er hverken bestemt af lovgivning eller overenskomstaftaler, og det er derfor helt frivilligt, om I vil etablere et TRIO-samarbejde. Men TRIO-samarbejdet er en god mulighed for at mødes systematisk og uformelt og drøfte hverdagens spørgsmål om og udfordringer med trivsel på arbejdspladsen. På den måde kan TRIO-samarbejdet virke forebyggende og løse udfordringer i opløbet i stedet for, at de vokser sig store.
Se BFA's introduktion til TRIO-samarbejdet: Hvad er det? Hvornår kan det være en god idé? Hvordan kan I komme i gang?
Det gode TRIO-samarbejde
Det velfungerende TRIO-samarbejde er kendetegnet ved:
- En høj grad af tillid
- Opmærksomhed på gode relationer
- Investering af tid og energi i samarbejdet
- Overblik over TRIO-arbejdet og den helhed, det indgår i.
Potentialer i TRIO-samarbejde
Ifølge Branche Fællesskab Arbejdsmiljø, er der otte potentialer ved et godt TRIO-samarbejde:
- Bedre funderede beslutninger
- Større engagement og medejerskab
- Nye løsninger
- Mindre ufokuseret kritik
- Understøtter forandringsprocesser
- Kvalificerer arbejdsmiljøindsatsen
- Styrker TR og AMR og deres indbyrdes samarbejde
- Aflaster og understøtter lederne.