Stine og Christoffer: Vi har i høj grad fået levendegjort, at TR-arbejdet nytter

Del artikel:
Af Anna Dalsgaard

Med opbakning fra kollegerne, kæmpede Stine og Christoffer sammen med de øvrige TR’er i mere end et halvt år for et bedre arbejdsmiljø i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune. Det var intenst, hårdt, svært og samtidig en spændende TR-periode.

Stine Freja Jessen Tornemand og Christoffer Bilde Christensen er tillidsrepræsentanter i centralforvaltningen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune. Sammen med kollegerne oplevede de, at arbejdsglæden dalede betragteligt fra august 2021, hvor arbejdspladsen blev fanget i en mediestorm, som strakte sig helt frem til marts 2022, hvor beskæftigelses- og integrationsborgmesteren valgte at trække sig fra borgmesterposten.

Borgmesteren trak sig, efter at resultatet af en undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø kom frem, og Venstres gruppe på rådhuset trak støtten til borgmesteren som følge af undersøgelsen.

Undersøgelsen viste, at blandt de 200 medarbejdere, som deltog i undersøgelsen, havde 27 procent oplevet krænkende adfærd inden for det seneste år, og 30 procent havde været vidne til krænkende adfærd. 47 procent af dem, der havde været udsat for krænkelser og 68 procent af dem, der havde været vidne til krænkende adfærd, svarede, at det var ”borgmesteren eller den øvrige politiske ledelse”, der stod bag den krænkende adfærd.

Stort pres på medarbejderne

I perioden kom der et øget og til tider voldsomt pres på medarbejderne. Det skyldtes, at ledelsen manglede en direktør, der var kommunalvalg samt fokusset fra medierne og politikerne.

Jo tættere man sad på det politiske niveau, jo mere mærkede man det pres, der var.
Christoffer Bilde Christensen

Christoffer Bilde Christensen fortæller, at jo tættere man sad på det politiske niveau, jo mere mærkede man det pres, der var, og der opstod en underliggende utilfredshed, som voksede.

Den massive mediedækning forud for borgmesterens afgang, medførte også en stor stigning i antallet af aktindsigter fra medier.

”Vi gik fra få aktindsigter til et niveau, vi ikke havde set før. Procedurerne for håndtering af aktindsigterne ændrede sig, og det påvirkede den måde, opgaven skulle udføres på”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

Smidt ind under bussen

Mediestormen begyndte i august 2021, hvor Berlingske skrev, at rengøringsfirmaet De 5 Stjerner i juni samme år havde henvendt sig til Jobcenter København for at få besat 450 ledige job, men kun fik henvist to medarbejdere.

”Det blev fremstillet, som at Københavns Kommune ikke kunne levere arbejdskraft. Men det kom ikke frem, at det var en virksomhed der tilbød et mindre antal timer, og den ledige kunne dermed ikke få dagpenge, hvis de blev opsagt.  Der var altså nogle nuancer, der ikke var med”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

Arbejdspladsen begyndte at figurere i medierne, og det påvirkede den måde, de så sig selv på.

Vi vidste jo godt, at vores arbejde var fagligt helt i orden, men det var bare ikke den fortælling, der var i medierne.
Stine Freja Jessen Tornemand

”Det var ubehageligt at være på en arbejdsplads, der var så profileret. Vi vidste jo godt, at vores arbejde var fagligt helt i orden, men det var bare ikke den fortælling, der var i medierne, og det påvirkede selvfølgelig vores og kollegernes glæde ved at gå på arbejde”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

Christoffer Bilde Christensen supplerer:

”Vi er en fagligt skarp arbejdsplads, hvor man møder på sit arbejde for at gøre en forskel. Så derfor kunne vi helt berettiget ikke kende os selv i det billede, der blev tegnet i medierne.”

”Billedet bidrog til følelsen af, at det var et politisk niveau, som ikke stod på mål for de beslutninger, som de selv havde ansvaret for. Og det var frustrerende, at den politiske ledelse ikke forsvarede os i pressen. Karikeret sagt, var det en oplevelse af, at forvaltningen blev smidt ind under bussen”, siger Christoffer Bilde Christensen.

Tæt kontakt til kollegerne

Tillidsrepræsentanterne var meget opmærksomme på udviklingen, og hvad de kunne gøre for at hjælpe kollegerne.

I centralforvaltningen, hvor Christoffer Bilde Christensen og Stine Freja Jessen Tornemand sidder, er de tre tillidsrepræsentanter, som havde en tæt dialog i hele perioden.

”Vi var i tæt dialog med arbejdsmiljørepræsentanterne og tilbød møder for de berørte medarbejdere. Vi sonderede også jævnligt vores områder for at finde ud af, hvordan kollegerne havde det og for at lægge ører til dem, der følte sig særligt fagligt udsatte”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

I virkeligheden tilbød vi kollegerne, at de kunne læsse deres frustrationer af på os.
Christoffer Bilde Christensen

”I virkeligheden tilbød vi, at de kunne læsse deres frustrationer af på os”, siger Christoffer Bilde Christensen.

Den tætte kontakt gjorde også, at de kunne følge med i, om noget var så problematisk, at de skulle tage fat i deres relationer i den nære ledelse for at tale om den generelle trivsel.

”Vi havde i hele perioden en god dialog med A-siden i MED-udvalget, hvor der var fuld forståelse for situationen”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

”Der kom vores gode relationer os rigtig meget til gode, og lobby- og relationsarbejdet, blev virkelig dyrket. Både dem helt tæt på og på direktionsniveau”, siger hun.

Ikke nok bare at skrive mails til kollegerne

Tillidsrepræsentanterne sendte løbende mails til kollegerne og skrev: ’kom til os, hvis der er noget’, men det var der ikke så mange, der gjorde.

”Vi fik til gengæld dialogen, når vi runderede i afdelingerne, så det var helt klart ikke nok bare at skrive ud”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

De holdt ikke store fællesmøder, men gik rundt på gangene og vejrede stemningen.

”Vi opsøgte kollegerne og havde kaffe med. Vi talte både med dem en til en og i grupper. Typisk talte vi med dem, der sad sammen på kontorerne”, siger Christoffer Bilde Christensen, og fortæller, at de også holdt kaffemøder udenfor matriklen med dem, der havde behov for det.

Godt internt TR-samarbejde

DM og Djøf har en fælles AC-klub i forvaltningen, og klubbestyrelsen består af de tre tillidsrepræsentanter i centralforvaltningen og AC-tillidsrepræsentanter fra de andre centre under Jobcenter København.

”Vi har siddet i bestyrelsen sammen i nogle år, så vi har gode relationer til hinanden, som kun blev styrket i den periode”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

”Samarbejdet fungerede rigtig godt. Der var en gensidig forståelse af, at man respekterede hinandens forbehold og blev enige om, hvilken vej, vi skulle gå”, siger Christoffer Bilde Christensen.

Tillidsrepræsentanterne orienterede løbende medlemmerne, når der skete noget i MED (samarbejdsudvalget), som holdt en del ekstra møder i den periode, fx på grund af mange drøftelser om arbejdsmiljøundersøgelsen.

”Vi har også brugt en del tid på at høre vores bagland og få deres input til alt det, der skete. Det har egentlig fungeret godt og været en ret ordnet proces, fordi setuppet var der. Vi skulle ikke opdyrke relationer på ny”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

Vores gode relationer kom os rigtig meget til gode, og lobby- og relationsarbejdet, blev virkelig dyrket. Både dem helt tæt på og på direktionsniveau.
Stine Freja Jessen Tornemand.

AC’erne har en repræsentant i hoved-MED, som sidder i et af jobcentrene, og derfor havde brug for input fra centralforvaltningen.

”En af de største udfordringer har nærmest været at jonglere med alle de forskellige bolde. For der var virkelig mange forskellige elementer i spil samtidig”, siger Christoffer Bilde Christensen.

God hjælp og støtte fra DM

Tillidsrepræsentanterne har undervejs haft et godt samarbejde med DM og de øvrige fagforbund, og Stine og Christoffer er enige om, at det har været godt og vigtigt for at drive processen videre.

De fortæller, at samarbejdet med de faglige organisationer i virkeligheden startede med, at DM’s formand, Camilla Gregersen, inviterede sig på besøg på et af bestyrelsesmøderne, hvor de øvrige klubrepræsentanter også deltog.

”Hun ville bare signalere, at DM stod til rådighed, og det var vi glade for at opleve”, siger Christoffer Bilde Christensen.

”Hun spurgte, hvad DM kunne hjælpe med, og på det tidspunkt havde vi mest brug for at sikre os, at vi fra de faglige organisationer talte med én samlet stemme”, fortæller han, og er slet ikke i tvivl om, at DM spillede en afgørende rolle i at facilitere samarbejdet mellem organisationerne.

”DM stillede dygtige medarbejdere til rådighed, lokaler og en masse praktik omkring det, og det var det, der mundede ud i, at man ret hurtigt kunne sende et samlet svar fra alle de faglige organisationer i en fælles pressemeddelelse, da arbejdsmiljøundersøgelsen blev offentliggjort, og som var den egentlige årsag til, at borgmesteren trådte tilbage”, siger han.

”Opbakningen fra DM var virkelig god”, medgiver Stine Freja Jessen Tornemand.

”Det var rigtig fedt, at Camilla brugte sine personlige kommunikationskanaler, som Twitter og Facebook til at gå ind i sagen på en rigtig fin og overordnet måde, hvor det handlede om arbejdsforhold med vores forvaltning som eksempel.”

 ”Det var så vigtigt, at der kom en skarp stemme i den debat, som tog det standpunkt for AC’erne. Det var alt det, der havde manglet undervejs, og da hun fangede det, kørte det bare på en meget saglig og ordentlig måde”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

De er enige om, at arbejdsforholdene i politisk styrede organisationer er en generel problemstilling, som strækker sig ud over Københavns Kommune.

”Derfor er vi helt enige i den måde, Camilla framede det på”, siger Christoffer Bilde Christensen.

De har også masser af ros til den DM-konsulent, som er tilknyttet deres forvaltning:

”Både før det her og undervejs i processen og altid, når man har brug for sparring, er hun der. Hun er altid god til at stille de rigtige spørgsmål både vejlednings- rådgivnings- og sparringmæssigt og kan zoome ind på, hvor man har handlerum. Hun var også opsøgende i det her forløb, fordi hun havde spottet, at der var en problematik”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

Velbesøgt generalforsamling i foråret

AC-klubbens generalforsamling faldt sammen med, at det lange forløb var afsluttet med arbejdsmiljøundersøgelsen, borgmesterens afgang og den nye borgmesters tiltræden.

En del flere medlemmer end sædvanligt kom til generalforsamlingen, og Stine og Christoffer mener, det hænger sammen med, at mange havde brug for en afrunding på et meget turbulent forløb.

”De havde brug for at se fremad og vise, at vi har en fælles interesse i at komme videre”, siger hun.

Både Camilla Gregersen og Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig, deltog i generalforsamlingen med en paneldebat, og den nye borgmester kom også og hilste på.

”Der fik man en følelse af, at nu åbnede vi et nyt samarbejde, som alle gik ind i med åbent hjerte og åbent sind, og at vi gensidigt forpligtede hinanden på ikke at ende i den samme situation igen. Det var et stærkt signal”, siger Christoffer Bilde Christensen.

Overvejede om de skulle fortsætte som TR’er

Der er stadig flere opfølgningsspor, så arbejdet er ikke afsluttet endnu. Fx skal der laves handleplaner som opfølgning på arbejdsmiljøundersøgelsen.

”Men vi har været heldige med, at den nye borgmester har valgt at handle meget konkret på sine løfter og har været på besøg i alle centre, i MED-udvalgene og har stiller sig til rådighed uden at skulle have masser af spørgsmål sendt på forhånd, men bare er mødt op. Den signalværdi er i sig selv kæmpestor på tværs af organisationen og giver en fornyet tro på, at man kan slappe af i sit arbejde. Så der er kommet rigtig meget ro på”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

De overvejede begge to en ekstra gang, om de skulle stille op til TR-posten igen, og valgte begge at fortsætte.

”Det har været en af de meste spændende perioder, hvor man får anskueliggjort, at det nytter og gør en forskel”, siger Christoffer Bilde Christensen.

”Ja, for der kan jo godt komme en form for rutinemæssighed i TR-opgaverne. Men så blev der også lige stillet nogle lidt større krav, og det har virkelig været meningsfyldt”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

De glæder sig begge to over, at de har fået meget flotte tilbagemeldinger fra kollegerne, som har været glade for tilgængeligheden og informationen.

”Det har været rart at få de tilbagemeldinger. Det er ofte gået så stærkt, at vi har været nødt til at lave hurtige runderinger fra den ene til den anden, så man har måske ikke nået at opdage, at de var glade for, at man lige havde været der. Det var et kæmpestykke arbejde, vi lavede, så det var selvfølgelig dejligt, at de anerkendte det”, siger Stine Freja Jessen Tornemand.

Forløbet

Forløbet

I marts 2022 trak Cecilia Lonning-Skovgaard (V) sig som beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, efter at en undersøgelse af arbejdsmiljøet i forvaltningen viste, at 27 procent af 200 medarbejdere, der svarede på undersøgelsen, havde oplevet krænkende adfærd på arbejdspladsen. Næsten halvdelen svarede, at den politiske ledelse i forvaltningen stod bag krænkelserne, og hovedparten handlede om borgmesteren.

Forud var gået mere end et halvt år med en massiv mediedækning, hvor borgmesteren blandt andet havde kritiseret medarbejderne i forvaltningen offentligt.

Læs om forløbet fra den første medieomtale til borgmesteren gik af:

Begyndelsen
Sidst i august 2021 skrev Berlingske, at rengøringsfirmaet De 5 Stjerner A/S i juni 2021 henvendte sig til Jobcenter København for at få besat 450 ledige job, men at de kun fik to medarbejdere.

Fagdirektør blev frataget sit ansvar
I oktober 2021 fratog borgmester Cecilia Lonning-Skovgaard ansvaret fra den fagdirektør, som havde ansvar for jobcentrene. Fagdirektør Marianne Sørensen blev bekendt med fratagelsen af opgaver i medierne.

Borgmesteren hyrer eksterne advokater
I efteråret 2021 hyrede borgmesteren på egen hånd advokatfirmaet DLA Piper til at undersøge forvaltningens håndtering af de mange aktindsigter, som forvaltningen fik i forbindelse med den massive medieomtale. Juraprofessorer udtalte, at hun gik langt ud over sine beføjelser. Desuden har hun jurister med speciale i offentlighedsloven i sin forvaltning, som kunne have løst opgaven.

Kommunalvalg
I november 2021 afholdtes kommunalvalg. Cecilia Lonning-Skovgaard blev genvalgt og fortsatte som beskæftigelses- og integrationsborgmester.

Whistleblower
En whistleblower berettede anonymt om forskelsbehandling af de ansatte tæt på borgmesteren, som skulle være gået udenom det normale ledelseshierarki og have henvendt sig direkte til medarbejdere med opgaver og bestillinger i konkrete sager.

Forvaltningsdirektøren fyres
I januar 2022 blev forvaltningens administrerende direktør, Line Nørbæk, fyret. Det skete, selv om medarbejderne enstemmigt meldte ud i hoved-MED, at de ønskede at beholde direktøren, da der var brug for ro og kontinuitet.

De faglige organisationer reagerer
Som en reaktion på fyringen af den administrerende direktør, henvendte de faglige organisationer sig i et brev til borgmesteren og medlemmerne af beskæftigelsesudvalget med en forundring over, at det var den vej, man valgte at gå, når medarbejderne eksplicit havde bedt om det modsatte.

Undskyldning fra borgmesteren
Efter henvendelsen fra de faglige organisationer, havde borgmesteren en åbenhjertig dialog med næstformanden i Hoved-MED om at finde hinanden igen og se fremad, og hun skrev en undskyldning til medarbejderne på forvaltningens Intra.

Undskyldningen undsiges
Blot nogle dage senere, deltog borgmesteren i Genstart på P1, hvor hun trak i land og stillede sig uforstående overfor det, medarbejderne var kommet frem med. Hun undsagde således undskyldningen.

Arbejdsmiljøundersøgelse
I februar 2022, bad medarbejdersiden i Hoved-MED om en arbejdsmiljøundersøgelse. Begrundelsen var, at omkring syv anonyme kilder i medierne italesatte en forskelsbehandling på borgmesterkontoret i forhold til, om man var inde i varmen eller ej. I den forbindelse inddrog borgmesteren - også i medierne - den seneste tilfredshedsundersøgelse af arbejdsmiljøet i forvaltningen, som ikke viste nogle større problemer. Men der var aldrig blevet spurgt til det politiske niveau i tidligere undersøgelser, så derfor ønskede medarbejderne en ekstraordinær arbejdsmiljøundersøgelse, hvor de spørgsmål skulle stilles.

Resultatet af arbejdsmiljøundersøgelsen
Arbejdsmiljø København stod for undersøgelsen, som forelå i første halvdel af marts 2022 og viste, at blandt de 200 medarbejdere, som deltog i undersøgelsen, havde 27 procent oplevet krænkende adfærd inden for det seneste år, mens 30 procent havde været vidne til krænkende adfærd. 47 procent af dem, der havde været udsat for krænkelser og 68 procent af dem, der havde været vidne til krænkende adfærd, svarede, at det var ”borgmesteren eller den øvrige politiske ledelse”, der stod bag den krænkende adfærd.

De faglige organisationer sender åbent brev
I midten af marts 2022 sendte de faglige organisationer et åbent brev, hvor de skrev, at undersøgelsen dokumenterede en fuldkommen uacceptabel, krænkende adfærd fra borgmesters side, og at den fjernede den sidste rest af tvivl om, hvor alvorlig og uholdbar situationen var. Brevet var stilet til borgmesteren, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget og direktionen i forvaltningen, med C.c. til overborgmester Sophie Hæstorp Andersen.

Borgmesteren går af
Undersøgelsen førte til, at Cecilia Lonning-Skovgaard mistede opbakningen internt i Venstre, hvorefter hun i midten af marts trak sig som borgmester.

Ny borgmester skaber ro
Jens-Kristian Lütken (V) tiltrådte umiddelbart efter som ny borgmester. Han handlede på sine løfter overfor medarbejderne ved fx at besøge alle centre, deltage i MED-møder og i det hele tage stille sig til rådighed for spørgsmål mv. Det har skabt ro.

Ikke helt slut endnu
Arbejdet for tillidsrepræsentanterne er dog ikke slut endnu. Der skal følges op på arbejdsmiljøundersøgelsen, fx med handlingsplaner.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje