Nyt DM-værktøj til at håndtere arbejdspres

Del artikel:

Hvordan takler I arbejdspres på arbejdspladsen? Find ud af det via et nyt værktøj, som vi hen over sommeren præsenterer i hele landet. Tilmeld dig et sted nær dig.

Vi kan alle sammen have gavn af at kende vores reaktioner, når det ene møde overlapper det andet, og opgavelisten vokser. DM har i samarbejde med Psykologisk Institut på Aarhus Universitet udviklet en test, der stiller skarpt på arbejdspres hos både den enkelte og i et team. Som tillidsvalgt kan du selv køre testen på din arbejdsplads og den efterfølgende dialog med kollegerne.

Hvorfor skal vi tale om arbejdspres?

Er arbejdspres og stress et kollektivt eller et individuelt anliggende? Dette spørgsmål var fundamentet for Tanja Kirkegaards ph.d-projekt.

”Mit forskningsmæssige felt er egentlig todelt: dels har det ligget mig på sinde at sætte fokus på selve håndteringen af arbejdspres. Altså hvad GØR du, når du er presset, siger Tanja Kirkegaard, som forsker på Psykologisk Institut på Aarhus Universitet.

Jeg har været nysgerrig på den bevægelse der er imellem at håndtere arbejdspresset selv eller sammen med kollegerne.
Tanja Kirkegaard, forsker på Psykologisk Institut på AU

”Og så har jeg dels været nysgerrig på den bevægelse der er imellem at håndtere arbejdspresset individuelt ud fra devisen om, at man jo klarer tingene selv. Eller om man håndterer arbejdspresset kollektivt på arbejdspladsen ud fra devisen om, at man jo klarer tingene sammen”, forklarer hun.

Både det handlingsorienterede og blikket på bevægelsen fra den individuelle til den kollektive håndtering af arbejdspres var årsagerne til, at Tanja Kirkegaards forskning blev omdrejningspunktet i udviklingen af et nyt værktøj i DM’s værktøjskasse: nemlig testen, der kan måle temperaturen på, hvordan en arbejdsplads håndterer arbejdspres.

Projektleder på projektet, Karen Plenge Johansen, siger:

”Rigtigt mange af vores kontaktflader med medlemmer handler om arbejdsmæssige udfordringer, som vi søger at løse individuelt, men som i udgangspunktet er udtryk for kollektive problemstillinger. Det ønskede vi at gøre noget ved. Derfor tog vi kontakt til Tanja Kirkegaard, som med sin forskning havde angrebet et centralt hjørne af problemstillingen med temaet omkring arbejdspres”.

Værktøjet er tænkt som en håndsrækning til arbejdspladser, både private og offentlige, hvor man ønsker at tage temaet omkring arbejdspres op – også når skuden stadig er ok oven vande.

Værktøjet er relevant for arbejdspladser, der fx har fået en APV, der viser høj grad af arbejdspres, og for arbejdspladser, der proaktivt ønsker at drøfte arbejdspres
Karen Plenge Johansen, udviklingskonsulent i DM

”Når vi udvikler værktøjer i DM, er vi opmærksomme på, at det skal kunne bruges så bredt som muligt. Både i forhold til vores brede medlemsskare og i forhold til anvendelighed. Dette værktøj er relevant både for arbejdspladser, der måske har fået en APV, der viser høj grad af arbejdspres, men også proaktivt for arbejdspladser, der ønsker at sætte ord på kulturen for håndtering af arbejdspres”, siger Karen Plenge Johansen.

Sådan fungerer værktøjet

Analysen kan tages både individuelt og kollektivt på arbejdspladsen. Når man tager testen individuelt, får man, med udgangspunkt i 20 svar, en diagnose for håndteringen af pres. Der er fire forskellige håndteringstyper og på baggrund af besvarelserne, havner man i en af typerne.

Som medlem af DM og som tillidsrepræsentant, kan du også få et unikt link, som du og dine kolleger kan bruge. Sammen med linket får du alt fra skabeloner til mailudsendelse til dine kolleger sammen med et afsluttende link, der afslutter analysen. Når du er færdig med testen, får du tilsendt jeres  fælles analyseresultat og et værktøj, som I kan bruge til at blive bedre til at takle arbejdspres sammen.

Sådan tager du dialogen videre

Sammen med analyseresultatet får du en helt konkret skabelon til, hvordan I kan føre den fælles drøftelse af resultatet videre blandt kollegerne. I dialogværktøjet ligger der gode spørgsmål til den videre drøftelse og også et oplæg til en refleksion over, hvorfor resultatet ser ud, som det gør.

Tanja Kirkegaard siger:

”Det er helt centralt, at der i beskrivelsen af håndteringstyperne er en kobling mellem den individuelle type og de muligheder og barrierer der er for at håndtere arbejdspres på arbejdspladsen. Er det trygt at ytre sig til kollegerne om oplevelsen af arbejdspres? Oplever man, at det nytter noget at ytre sig, når man går til sin leder? Bliver det taget alvorligt? Og bliver der gjort noget ved det? Alt sammen er jo med til at forme, hvilken håndtering man finder naturlig, når man selv oplever arbejdspres.”

Bliv præsenteret for værktøjet

I løbet af juni og august kommer Tanja Kirkegaard og Karen Plenge Johansen rundt i landet for at præsentere værktøjet for dig som tillidsvalgt. Du er velkommen til at tage din leder, en kollega, en TR-kollega og en AMR-kollega med.

Du får en grundig præsentation af værktøjet og får mulighed for at reflektere over, hvordan I vil gribe dialogen an efterfølgende.

Du kan vælge at tage dialogen alene på et kollegamøde eller et klubmøde, men DM’s konsulenter hjælper naturligvis gerne til.

Her kan du se, hvor og hvornår vi er i nærheden af dig 

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje