Digitalt kick-off om seniorpartnerskab 22. juni

Del artikel:
Af Anna Dalsgaard

KL og Forhandlingsfællesskabet har lanceret et seniorpartnerskab, som skal understøtte den fælles målsætning fra OK21, om en fornyet og styrket seniorindsats i kommunerne. Få mere at vide på et kick-off.

KL og Forhandlingsfællesskabet er enige om, at seniormedarbejdere spiller en vigtig rolle på de kommunale arbejdspladser, og derfor vil Seniorpartnerskabet blandt andet finde løsninger på, hvordan flere seniorer i kommunerne får lyst og mulighed for at arbejde længere.

”Deres kompetencer og erfaring har stor betydning for løsningen af kerneopgaven, så en senere tilbagetrækning er relevant for alle medarbejdere og arbejdspladser - og et vigtigt bidrag til fremtidens velfærd”, hedder det på hjemmesiden Viden på tværs, som er en fælles hjemmeside for KL og Forhandlingsfællesskabet.

En styrket indsats på området skal derfor give medarbejdere tæt på pensionen både lyst og mulighed for at blive længere på arbejdsmarkedet.

Sådan får du mere at vide

Seniorpartnerskabet tilbyder kommunerne et faciliteret udviklingsforløb, der skal give inspiration, erfaringsudveksling og værktøjer til et langt og godt arbejdsliv for alle medarbejdere.

Interesserede kommuner kan tilmelde sig frem til 1. september, men inden da afholder KL og Forhandlingsfællesskabet et digital kick-off den 22. juni, hvor du kan få information om, hvad det vil sige at være en del af partnerskabet, og hvad man kan få ud af det.

Målgruppen er ledere og medarbejdere med ansvar og/eller interesse for arbejdet med seniorindsatsen og som enten er i fuld gang eller ønsker at arbejde aktivt med den i kommunen. Det kan fx være HR, chefer og FTR og TR herunder også medlemmer af HovedMED, underliggende MEDudvalg mfl.

Mødet er gratis, alle er velkomne, og du kan læse mere og tilmelde dig på KL’s hjemmeside.

7 fordele, I som kommune kan få ud af partnerskabet

  1. Et sammenhængende udviklingsforløb faciliteret med ekstern bistand bestående af tre hele udviklingsdage og tre kortere digitale møder henover det næste år
  2. Et fornyet blik på hele processen fra drøftelse af kommunens seniorindsats i HovedMED til kulturen på arbejdspladsen, over seniorsamtalen til de nye rammer for arbejdslivet
  3. Inspiration, nye perspektiver og viden om seniorindsatsen
  4. Muligheden for at dele jeres erfaringer og hente viden fra andre kommuners arbejde med seniorindsatsen
  5. Både nuværende og kommende medarbejdere ser, at I arbejder aktivt med at give seniormedarbejdere lyst til og mulighed for at blive længere i arbejde end tilfældet er i dag
  6. Konkrete værktøjer til jeres daglige arbejde med seniorindsatsen, som er udviklet med udgangspunkt i jeres behov og i de muligheder og udfordringer I kender fra hverdagen
  7. Et udviklingsforløb som understøtter jeres processer. I er med til at skabe udviklingsdagene, og vi tager udgangspunkt i det, som I har brug for, så I kan lykkes med seniorindsatsen. Vi har blik for de forskellige medarbejdergrupper og arbejdspladser, som I repræsenterer.

Kilde: Viden på tværs

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje