Spring menu over

Nu kan statsansatte komme i gang med lokalaftaler om hjemmearbejde

Del artikel:

Analysearbejdet i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er endelig blevet færdigt, og udmeldingen er, at ledelsen på den enkelte arbejdsplads lægger linjen.

Da stort set alle i forsommeren var på vej tilbage på arbejde efter corona-nedlukningen, og mange arbejdspladser gik i gang med at drøfte hjemmearbejde efter corona, satte Medarbejder- og Kompetencestyrelsen (MEDST) forhandlingerne i staten på hold.

Lederne i staten fik besked på at vente med at forhandle lokalaftaler, mens MEDST gik i gang med et tværministerielt analysearbejde sammen med Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet.

Nu kan de statslige arbejdspladser så også komme i gang med at drøfte lokalaftaler om hjemmearbejde, efter at MEDST i midten af oktober meddelte, at analysearbejdet var færdigt. Og selv om mange har ventet længe i spænding på resultatet, og flere har frygtet, at det ville ende med en one size fits all-model, som alle arbejdspladser skulle følge, blev det ikke sådan.

Det blev ikke til den one size fits all-model, som mange havde frygtet.

I store træk er udmeldingen bare, at ”det er ledelsen på den enkelte arbejdsplads, som beslutter, hvordan linjen for hjemmearbejde skal lægges”, som direktør i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Signe Friberg Nielsen siger i en pressemeddelelse.

DM: Frivillighed og fleksibilitet

Når det gælder aftaler om hjemmearbejde er det DM’s klare anbefaling, at nøgleordene bør være frivillighed og fleksibilitet, og det flugter godt med en vejledning, som Akademikerne lavede i juni 2021 om indgåelse af lokalaftaler i det offentlige.

Vejledningen fra Akademikerne er et bidrag til, at medarbejdere og tillidsrepræsentanter kan være med til at præge arbejdspladsernes muligheder for hjemmearbejde inden for de overenskomstmæssige rammer, og DM anbefaler, at I tager udgangspunkt i vejledningen, når I drøfter og indgår lokale aftaler på jeres arbejdsplads.

10 emner I bør tage stilling til

Vejledningen indeholder en række emner, som akademikerorganisationerne anbefaler, at lokalaftalen bør tage stilling til.

  • Aftalens område og definition
  • Formålet med hjemmearbejdet
  • Niveauer af aftaler og hvad der aftales på hvilket niveau
  • Vilkår for undtagelser
  • Tilgængelighed ved hjemmearbejde
  • Transport på hjemmearbejdsdage
  • Tidsregistrering, sygdom og andet fravær ved hjemmearbejde
  • Økonomien ved hjemmearbejde
  • IT- og datasikkerhed
  • Evaluering og opfølgning

Hvis I forhandler lokalaftaler på din arbejdsplads, må du meget gerne sende udkastet til aftalen til din kontaktperson i DM, så I kan sparre om indholdet.

Læs hele vejledningen

Læs også

Hjemmearbejde efter corona, hvor du også kan læse mere om arbejdsmiljøloven i forhold til hjemmearbejde.

Interview om hjemmearbejde med erhvervspsykolog Trille Frodelund Lykke

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje