Et netværk med andre tillidsrepræsentanter eller arbejdsmiljørepræsentanter kan give dig ny inspiration og fornyet gejst til at arbejde for at løse udfordringerne på din arbejdsplads.
Hvorfor skal du være en del af et netværk for tillidsvalgte?
At sidde som tillidsvalgt kan være en ensom post, og man har ikke altid de samme sparringsmuligheder på arbejdspladsen, som man ellers har i sit arbejde. Dem kan man i stedet opsøge ved at være en del af et eller flere netværk med andre tillidsvalgte på tværs af arbejdspladser, fagligheder og interesser.
Her kan man spejle sig i andre, som måske sidder med de samme problemstillinger og udfordringer, og man kan udveksle konkrete idéer til at hjælpe hinanden videre. Med netværk kan du få et læringsfællesskab med mulighed for at mødes på tværs af arbejdspladser og sammen opsøge ny viden, redskaber, oplæg, og konkrete værktøjer til at skabe bedre dialoger, mere indflydelse, og styrke dit faglige fællesskab med kollegerne på din arbejdsplads.
Hvilket netværk kunne være værdifuldt for dig?
Som tillidsvalgt kan du selv starte et netværk eller gå med i et allerede eksisterende netværk. Det vigtigste, og bedste, ved netværk for tillidsvalgte er, at de kan skræddersyes til dem, der er en del af det. For hvis et netværk skal fungere, og hvis du skal prioritere din sparsomme tid til det, skal netværket beskæftige sig med det helt rigtige, som er centralt og relevant for dem, der deltager.
Et netværk dannes efter behov og lever så længe, der er behov, interesse, engagement, og det giver mening for medlemmerne at prioritere tid til det. Netværk drives bedst, hvor energien er størst. Derfor kan et netværk også sagtens nedlægges igen, hvis det ikke længere er relevant.
Hvis du står med en aktuel udfordring eller en god idé til et relevant emne for tillidsvalgte, er der ikke langt fra tanke til handling, når det kommer til oprettelsen af et nyt netværk.
Hvad end du ønsker at sparre med andre tillidsvalgte om, hjælper vi dig med at oprette et nyt netværk eller være med i et allerede eksisterende netværk.