OK25
De overenskomster, som skal fornys pr. 1. marts, er noget særligt, grundet sammenkædningen i Forligsinstitutionen.
Om OK23
Akademiske overenskomster der skal fornys pr. 1. marts 2023, bliver omfattet det resultat der bliver indgået i industrien, transportsektoren, byggeriet m.fl.
Når der forhandles 1. marts overenskomster på det private arbejdsmarked, sker det typisk i fire faser:
- Industriforliget: Først bliver forhandlerne i industrien enige om en aftale. Dette kaldes industriforliget.
- Transportforliget: Dernæst kommer der en mængde forlig inden for transport, byggeri, handel og så videre. De lægger sig typisk op ad det første forlig i industrien, industriforliget. Dette kaldes transportforliget. Sideløbende hermed forhandles akademikeroverenskomsterne som også skeler til rammerne for industri- og transportforliget.
- Forligsinstitutionen: Forligsmanden indkalder herefter de parter, som ikke er kommet til enighed om en aftale til forhandling i Forligsinstitutionen.
- Mæglingsskitse: Herefter laver Forligsmanden en ”mæglingsskitse”. Mæglingsskitsen indeholder de overenskomster, hvor man er blevet enige, sammen med de forslag til overenskomstresultater, hvor man ikke har kunnet blive enige. Afstemningen om mæglingsskitsen afgør, om det samlede resultat tiltrædes eller forkastet.
Sammenkædning
De overenskomster, som skal fornys pr. 1. marts, er således noget særligt, grundet sammenkædningen i Forligsinstitutionen.
Forligsinstitutionen kan sammenkæde flere overenskomstområder under samme mæglingsforslag.
Sammenkædningen betyder helt kort fortalt, at alle 1. marts overenskomster samles i et samlet mæglingsforslag fra forligsinstitutionen og dermed bliver vedtaget, hvis et flertal af alle lønmodtagerne på tværs af faggrupperne stemmer ja. Det betyder, at selvom fx alle akademikere stemmer imod et forslag, så bliver det vedtaget alligevel, hvis andre faggrupper stemmer for.
Overenskomsterne der skal fornys er blandt andet: TDC, DXC, Københavns Lufthavne A/S m.fl.
Temaerne i forhandlingerne
Et centralt tema i overenskomstforhandlingerne i 2023 er løn, og herunder blandt andet hvor meget lønnen skal stige. Derudover er de akademiske organisationer blevet enige om en række krav til forhandlingerne.
Overordnet om konflikter
Konflikter på arbejdsmarkedet kan overordnet inddeles i to kategorier:
- Hovedkonflikter
- Sympatikonflikter
Hovedkonflikten: En hovedkonflikt er den del af en konflikt, der er varslet af fagforeningen eller arbejdsgiveren, der er forhandlingsparter i forbindelse med indgåelse eller fornyelse af en kollektiv overenskomst.
Sympatikonflikten: En sympatikonflikt kan varsles og iværksættes til støtte for en hovedkonflikt, og kan omfatte medlemmer af DM eller af andre fagforeninger hos den hovedkonfliktramte arbejdsgiver og/eller medlemmer af DM og andre fagforeninger ansat hos andre arbejdsgivere.
Der kan her være tale om en eller flere eller alle på samme tid:
- Strejke
- Sympatistrejke
- Lockout
- Sympatilockout
Strejke: Når der varsles strejke mod en arbejdsgiver, må ingen af de af strejken omfattede medlemmer af DM, udføre arbejde for den pågældende arbejdsgiver.
Sympatistrejke: En sympatistrejke kan benyttes til støtte for parterne i en hovedkonflikt på et andet overenskomstområde. En sympatistrejke kan iværksættes, når hovedkonflikten er lovligt varslet og iværksat. En sympatistrejke medfører at medlemmer af DM, der er ansat andre steder hos andre arbejdsgivere, ikke skal udføre arbejde der vedrører den arbejdsgiver, der er ramt af hovedkonflikten.
Lockout: En lockout betyder at arbejdsgiveren udelukker medlemmer af DM fra at møde på arbejde ligesom der ikke længere udbetales løn.
Sympatilockout: Den hovedkonfliktramte arbejdsgiver kan varsle sympatilockout overfor medarbejdere ansat på andre overenskomster hos arbejdsgiveren selv.
Hvem skal deltage i en konflikt
Når du er medlem af DM og ansat på DM/AC-overenskomst
Hvis du er medlem af en DM og ansat på DM/AC-overenskomst kan du udtages til strejke eller blive lockoutet. Dette gælder når du er fastansat, studentermedhjælper, tidsbegrænset ansat, ansat i fleksjob eller med løntilskud, og hvis du har bibeskæftigelse på de konfliktramte områder.
Hvis du er medlem af DM, men ansat på FH overenskomst (fx HK)
Hverken FH organisationen eller din arbejdsgiver kan varsle konflikt der omfatter dig. Du er således ikke omfattet af konflikten og kan ikke udtages til strejke eller lockout og vil få din sædvanlige løn.
Hvis du er medlem af DM og HK, og ansat på FH overenskomst
Hvis du har et dobbelt medlemskab således du både er medlem af DM og HK, kan du omfattes af konflikten og udtages til strejke eller lockout, hvis den overenskomst du er ansat på udtages til konflikt. Du vil få konfliktunderstøttelse af den organisation som konflikten omfatter.
Medlem ansat på individuel kontrakt, men hvor en del af ansættelsesvilkårene følger en overenskomst
Hvis dine vilkår alene henviser til en overenskomst, men du ikke er omfattet af denne, anses du som ansat på individuel kontrakt og er ikke omfattet af overenskomst. Du kan derfor ikke udtages til strejke eller lockoutes.
OK23 – Varslings- og konfliktforløb
I denne oversigt vises en typisk tidshorisont for en konflikt når virksomheden er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening:
| 08.02.2023 | Frist for opsigelse af overenskomster på FH/DA området. |
| 13.02.2023 | Afsendelse af 1. konfliktvarsel. |
| 20.02.2023 | Afsendelse af 2. konfliktvarsel med konflikt start 1. marts 2023. |
| 01.03.2023 | Muligt forløb: Forligsmanden udsætter ikke konflikten. Konflikt start 1. marts 2023. |
| 15.03.2023 | Første udsættelse på max 2 uger udløber. Muligt forløb: Forligsmanden udsætter ikke konflikten yderligere. Konflikt start 5 dage senere den 20. marts 2023. |
| 29.03.2023 | Anden udsættelse på max 2 uger udløber. Muligt forløb: Intet mæglingsforslag fra forligsmanden. Konflikt start 5 dage senere den 3. april 2023. Muligt forløb: Mæglingsforslag fra forligsmanden. |
| 06.04.2023 | Påske (6. april – 10. april). |
| 17.04.2023 | Muligt forløb: Afstemning om mæglingsforslag. Ved resultatet "NEJ" træder konflikt i gang. Fx 22. april. Muligt forløb: Afstemning om mæglingsforslag. Ved resultatet "JA" er overenskomsterne vedtaget og konflikt på arbejdsmarkedet afværget. |
Få svar på de spørgsmål der kan opstå under en konflikt
- Afspadsering
- Anciennitet
- Arbejde under konflikten
- Arbejdsgivers IT-systemer
- Barselsorlov
- Bibeskæftigelse under konflikten
- Delefterløn
- Ferie
- Fleksjob
- Fratrædelse under konflikten
- Genoptagelse af arbejdet efter konflikten
- Konfliktramt arbejde
- Konfliktunderstøttelse
- Kursus
- Omsorgsdage
- Orlov/tjenestefrihed uden løn
- Praktiske konsekvenser
- Sociale medier
- Supplerende dagpenge
- Sygdom
- Tjenesterejser
Til dig der er tillidsrepræsentant
Læs om forløbet i overenskomstforhandlingerne og tillidsrepræsentantens rolle.