Seniorbonus og seniordage
Du har som akademiker ansat i en region ret til seniorbonus fra og med året efter det kalenderår, du fylder 62 år. Bonussen er på 0,8 procent af årslønnen, og udbetales én gang årligt i januar.
Seniorbonussen kan konverteres til 2 seniordage med løn eller kan indbetales som ekstra pensionsbidrag. Hvis du vil konvertere seniorbonus til seniordage eller pension det efterfølgende år, skal du give besked til din arbejdsgiver inden den 1. oktober.
Hvis du vil konvertere hele eller dele af seniorbonussen til seniordage, vil værdien af én seniordag udgøre 0,40 % af din sædvanlige løn.
Seniorbonus og seniordage bliver en del af den nye fritvalgsordning fra 2028
Ved OK26 er det aftalt, at seniorbonus og seniordage bliver en del af den nye fritvalgsordning i regionerne, når den indføres fra 1. januar 2028. Fra 2028 udvides antallet af årlige seniordage til 4.
Du kan læse mere om fritvalgsordningen her.
Indgåelse af aftaler om seniorvilkår
Ofte vil din arbejdsplads have en lokal seniorpolitik, som beskriver rammerne og mulighederne for at indgå aftale om seniorvilkår. De lokale seniorpolitikker har udgangspunkt i en rammeaftale om seniorpolitik, som er indgået med Regionernes Lønnings- og Takstnævn.
Som ansat i en region skal du have tilbud om en seniorsamtale. Der er ikke angivet en præcis alder for dette tilbud.
Efter du er fyldt 52 år, er der mulighed for, at du kan indgå en aftale om seniorstilling. En seniorstilling indebærer, at du arbejder på nedsat tid, og at der kan aftales fastholdelseselementer i form af udligningstillæg, fuld pensionsindbetaling og/eller fastholdelsesbonus.
Der er også mulighed for at indgå aftale om en fastholdelses- eller fratrædelsesordning, som kan bestå af fratrædelsesgodtgørelse, pensionsindbetaling og/eller tjenestefri med løn. Ofte anvendes fratrædelsesordninger ved afskedigelsesrunder. En fratrædelsesordning kan bestå af op til 6 måneders løn eller, hvis du er fyldt 60 år, ekstra pensionsindbetaling svarende til maksimalt 4 års pension. Fratrædelsesgodtgørelse anvendes primært til medarbejdere, der har været ansat i en længevarende periode.
For chefer og ledere, der er fyldt 54 år, kan der indgås aftale om, at du stopper på et tidspunkt tidligst, når du er fyldt 60 år. I perioden frem til da kan der aftales løntillæg, fastholdelsesbonus eller ekstra pensionsindbetaling. Aftalen kan også omfatte en kombination af disse tre løndele.