Magistre brænder for deres arbejde og er stolte af deres faglighed. Desværre står for mange op hver morgen og tager på arbejde på en arbejdsplads, hvor det psykiske arbejdsmiljø ikke er i top. Det er skadeligt for både virksomheden og den enkelte medarbejder.
I Dansk Magisterforening ved vi, hvor vigtigt det psykiske arbejdsmiljø er for et godt arbejdsliv. Derfor har vi taget temperaturen på vores beskæftigede medlemmernes psykiske arbejdsmiljø. Ved at dokumentere forholdene kan vi sætte ind de steder, hvor der er udfordringer. Med knap 5.000 respondenter i undersøgelsen er der grundlag for en grundig analyse af, hvor udfordringerne er størst.
Analysens hovedpunkter:
- Hver fjerde magister har dårligt psykisk arbejdsmiljø og fire ud af ti har følt stress-symptomer som koncentrationsbesvær og hjertebanken den seneste måned. Her er der ikke forskel på det offentlige og private.
- Godt samarbejde med kollegerne og anerkendelser har den største effekt på det psykiske arbejdsmiljø. Desværre oplever hver anden magister, at de ikke anerkendes for et godt stykke arbejde.
- Tidsbegrænsede ansatte har ikke et meget dårligere psykisk arbejdsmiljø end fastansatte, men de halter efter når det kommer til ledelseskvalitet og stress.
- Dårligt psykisk arbejdsmiljø kan få konsekvenser for bundlinjen. Magistre med godt psykisk arbejdsmiljø vurderer selv deres produktivitet 22 procent højere end magistre med dårligt psykisk arbejdsmiljø, og tilbøjeligheden til at have søgt et andet job er fire gange så høj hos dem, der har et dårligt psykisk arbejdsmiljø.