Arbejdslivsforsker: ”Vi styrer velfærden som boligmarkedet før finanskrisen”

Spørgsmål: Susanne Ekman, ifølge dig risikerer hele velfærdssystemet at brase sammen, fordi politikerne deler for mange gaver ud og samtidig moraliserer over, at medarbejderne i det offentlige ikke kan trylle, selv om deres arbejdsbetingelser er umulige. Kan du give nogle eksempler på, hvor du ser det ske?

Ekman: ”Det sker overalt! Og med AI er udviklingen kommet på steroider. 
Jeg kan bare åbne døren på min egen arbejdsplads og kigge ud. På universiteterne er 40 procent af alle forskningsartikler nu produceret ved hjælp af AI, fordi forskerne ikke har tiden til at forske rigtigt. De, der skal bedømme forskningen, kan heller ikke følge med, så de bruger også AI til at lave peer reviews. De studerende skriver opgaver ved hjælp af AI.

I kommunerne oplever sagsbehandlerne en sags-tsunami, hvor borgerne med hjælp fra AI sender klager over den behandling, de får. Samtidig vokser de almindelige sagsbunker med komplekse juridiske og menneskelige dilemmaer. Og i forsøget på at følge med bruger kommunerne selv AI til at producere svar til borgerne.”

Spørgsmål: Du siger, at selv hvis vi tager AI ud af ligningen, så står vi med en overophedning, fordi politikerne styrer ud fra en vækstlogik. Hvad mener du med det?

Ekman: ”Vi styrer vores velfærd ud fra samme urealistiske og optimistiske principper, som man styrede boligmarkedet efter op til finanskrisen i 2008. Det var dengang, man også gav lån til folk, der ikke havde nogen indtægt. 

Offentligt ansatte skal hele tiden flere ting, det skal ske hurtigere, og samtidig skal alting dokumenteres ned i detaljen. Vi har helt mistet evnen til lødig risikovurdering, fordi alle er drevet af forestillingen om, at vi hele tiden skal vækste. Og når det er logikken, har de ansatte heller ikke længere noget sted, hvor de kan gå hen og sige: Nu kan vi ikke være med længere.”

Spørgsmål: Du har gennem din forskning beskrevet, hvordan vi har bygget en velfærdssektor, hvor hvert eneste delsystem er så overbebyrdet, at de ansatte bliver afhængige af at skubbe opgaver videre til andre. Hvor ser du eksempler på det? 

Ekman: ”Senest så vi forargelsen vælte ud over politiet og den ’vask’ af sager, som er foregået. Samme politi må hver dag bruge sindssygt mange kræfter på at hjælpe med brandslukning i psykiatrien eller i misbrugsbehandlingen. Opgaver, som normalt hører til det sociale område, men som ender med at tage ressourcer fra politiets egentlige kernearbejde.

Vi driver velfærdsstaten som et pyramidespil, hvor systemet holdes kørende ved, at vi skubber problemerne rundt og slukker hinandens ildebrande. Og alligevel undrer vi os over, at antallet af stresssygemeldinger blandt de offentligt ansatte stiger.”

Spørgsmål: Hvad er modgiften?

Ekman: ”At vi vågner op til realiteterne. Hvis den moderne sygdom er, at mulighederne hele tiden bliver flere, så er kuren at lukke for mulighederne.

Nogle gange giver muligheden for meget kommunikation også bare rigtigt meget støj, selvsving og forstyrrelse.

Du kan jo spørge skolerne om AULA, for eksempel.

En afløser for AULA kunne være en app, der hedder 'kort-og-godt.' Den skal kun være åben fredag mellem 15 og 18 og have to funktioner: 

1)    Kort, praktisk info fra lærere/skole (ingen svarmulighed). 
2)    Melding om sygdom, fravær eller akut mistrivsel fra forældre til skole (eneste svarmulighed: tilbud om møde eller telefonsnak, hvis problemet er alvorligt nok).

Alt andet finder vi ud af.

Vi må insistere på kollektiv nedrustning. Sænke forventningerne, opstille færre kvalitetskriterier, udføre mindre kontrol, gennemføre færre reformer, lave mindre udvikling. Det eneste ansvarlige i overophedningen er at prioritere åbent og i fællesskab om principperne for, hvordan vi mest skånsomt fordeler tabet.

Det er sjovere at være den, der deler gaver ud, end at være den, der står på mål for tabsfordelingen. Men konsekvenserne af at drømme videre er langt værre.”