Opsagt før barsel: Vi sikrede medlem cirka 275.000 kr.
275.000 kr. til vores medlem efter opsigelse under barsel
Vores medlem kontaktede os, efter hun blev opsagt samtidig med, at hun skulle på barsel. Arbejdsgiveren forklarede, at opsigelsen skyldtes besparelser, og at stillingen derfor skulle nedlægges.
Kort tid inden opsigelsen havde virksomheden dog ansat en barselsvikar, til at overtage medlemmets arbejdsopgaver under barsel. Medlemmet havde selv været med til både at ansætte og oplære vikaren.
Vi undersøgte sagen
Da vi gik ind i sagen, bad vi arbejdsgiveren redegøre nærmere for baggrunden for opsigelsen. Ansættelsen af en barselsvikar skabte tvivl om arbejdsgiverens begrundelse for opsigelsen. Vi gjorde derfor gældende, at opsigelsen var i strid med ligebehandlingsloven.
Vi sikrede vores medlem en stærk aftale
Efter dialog og forhandling med arbejdsgiveren lykkedes det os at sikre medlemmet en samlet aftale med både godtgørelse, betaling for overarbejde og et forlænget opsigelsesvarsel.
Medlemmet fik en godtgørelse på 150.000 kr., betaling for overarbejdstimer samt fire måneders ekstra opsigelsesvarsel. Forlængelsen betød samtidig, at arbejdsgiveren kunne modtage fuld barselsrefusion i perioden.
Samlet havde aftalen en værdi på cirka 275.000 kr.
Bliv medlem af DM
Som medlem får du juridisk rådgivning om ansættelsesvilkår, løn og afskedigelse og hjælp til at sikre dine rettigheder.
Gravid og fyret efter flere års ansættelse. Vi sikrer medlem 500.000 kr.
Et medlem blev efter flere års ansættelse valgt fra, da hun blev gravid. Hun havde været ansat på midlertidige kontrakter igen og igen uden nogen reel begrundelse. Vi vurderede sagen som ulovlig og sikrede medlemmet løn svarende til 12 måneder.