Janne Gleerup: Det giver ingen mening at sænke uddannelsesniveauet i en krisetid
Foto: Mette Ovgaard
Uddannelse og forskning er en del af Danmarks demokratiske beredskab – ikke en budgetpost, der kan skæres i, skriver DM-forperson Janne Gleerup i dette debatindlæg.
Bragt i Uddannelsesmonitor d. 24. marts 2026.
Uddannelse og oplysning er en af de mest grundlæggende forudsætninger for et velfungerende demokrati.
Alligevel fylder uddannelses- og forskningspolitikken forbavsende lidt i valgkampen.
Det er problematisk, for en veluddannet befolkning er afgørende for både samfundets sammenhængskraft, vores evne til kritisk stillingtagen og modstandskraften over for misinformation og polarisering.
I en tid med stigende geopolitisk uro, antidemokratiske tendenser og et stadig mere fragmenteret offentligt rum har vi mere end nogensinde brug for borgere, der kan analysere, forstå og deltage kvalificeret i samfundsdebatten.
Det kræver stærke uddannelser og politiske prioriteringer, der styrker hele vores uddannelsessystem.
Derfor er det bekymrende, at færre unge i dag forventes at gennemføre en erhvervsfaglig eller videregående uddannelse end tidligere.
Alarmerende tendenser
For ti år siden var der flere unge, der forlod 9. klasse, som forventedes at få en videregående- eller erhvervsuddannelse, end det er tilfældet i dag.
Det viser Børne- og Undervisningsministeriets profilmodel.
Det er alarmerende. Og desværre kan særligt kandidatreformen på universiteterne være med til at skubbe yderligere til den uheldige udvikling.
Kandidatreformen lukker døren til universiteterne for tusindvis af unge og forringer ellers velfungerende kandidatuddannelser gennem forkortelser – og der er stadig ingen arbejdsgivere (eller studerende), der rigtigt har efterspurgt de nye kandidatuddannelser.
Begrundelsen var blandt andet, at uddannelserne skulle tilpasses arbejdsmarkedets behov og øge arbejdsudbuddet.
Men virkeligheden har allerede udfordret den fortælling.
Ledigheden blandt nyuddannede akademikere er faldet markant, og både De Økonomiske Råd og Finansministeriet peger på, at reformerne på sigt vil koste samfundet dyrt. Når heller ikke arbejdsgiverne efterspørger de nye, forkortede kandidatuddannelser, bør det give anledning til at gentænke reformen.
Demokratisk beredskab
Det giver ikke mening at sænke uddannelsesniveauet i en tid, hvor kompleksiteten i samfundet vokser.
Vi har brug for, at flere kan mere – ikke for, at flere kan mindre. Uddannelse handler ikke kun om hurtig beskæftigelse, men om at opbygge viden, dannelse og dømmekraft på lang sigt.
Hvis vi mener det alvorligt, at demokratiet skal stå stærkt, er vi nødt til at behandle vores uddannelsessystem som en del af det demokratiske beredskab. Oplysning og dannelse er ikke luksusgoder, men fundamentet under et levende folkestyre.
Uddannelse og forskning hænger imidlertid uløseligt sammen.
Uden stærk forskning udhules kvaliteten af uddannelserne, og uden uddannede mennesker forsvinder grundlaget for ny viden. Derfor er det også et problem, at forskningspolitikken ikke fylder mere i valgkampen.
Europa under pres
I en verden præget af krig i Europa og stigende geopolitisk uro er der naturligt fokus på militær oprustning.
Men Danmarks og Europas sikkerhed kan ikke sikres med våben alene. Den afhænger også af vores evne til at udvikle ny teknologi, forstå verden omkring os og vores plads i den og finde løsninger på alt fra klimaforandringer til sundhedskriser.
Det kræver solide og langsigtede investeringer i forskning.
Her er Europa allerede under pres. USA og Kina investerer markant mere i forskning og innovation, hvor EU sakker bagud. Det gør os mere sårbare og mere afhængige af andre i en tid, hvor selvstændighed og uafhængighed er blevet afgørende politiske mål.
Set i det lys er det svært at forstå, at et parti som Venstre som en del af deres valgkamp foreslår at skære i de offentlige forskningsmidler.
Når partiet, der i 00’erne stod bag globaliseringsaftalen, der var historisk ambitiøs på forskningens vegne, nu lægger op til at tage en milliard kroner om året fra forskningen, svækker vi netop det fundament, som både vores sikkerhed, velstand og demokrati bygger på.
Ambitionerne skal hæves
I DM foreslår vi i stedet at hæve ambitionerne og øge de offentlige investeringer i forskning fra 1 til 1,5 procent af bnp.
Det er nødvendigt, hvis Danmark fortsat skal være et videnssamfund med stærke uddannelser, innovative virksomheder og et robust demokrati.
Forskning og uddannelse bør ikke være fodnoter eller endnu værre: Finansieringskilder til andre ønsker i valgkampen.
Forskning og en veluddannet befolkning er forudsætningen for, at vi kan håndtere fremtidens udfordringer – og for, at Danmark også i morgen er et velstående, trygt og demokratisk samfund.