”Ja, Nationalbank, vi er midt i en omstilling. Lad os tale om længslen efter, hvad der skal erstatte det gamle”

Blev du også nervøs, da en analyse fra Nationalbanken i sidste uge kunne fortælle, at effekten af AI nu begynder at slå igennem på jobmarkedet for især unge og akademikere? 

Til dig har jeg et magisk ord: NÅDADA.

Det betyder ikke: "Bare rolig. Alt bliver godt." 

Det betyder: "Se. teknologien afslører alle tabuerne, alt det trælse, alt det, der ikke virker længere, og der, hvor vi skal lave de nødvendige forbedringer”.

Omstillingen er begyndt, skriver Nationalbanken 16. september. Samtidig lader analysen os hænge i det uvisse.

Du ved ikke, hvad der ligger på den anden side af den omstilling, og hvad der bliver det nye normale.

Det gør det vanskeligt at forberede sig og samtidig lige tage en anden akademiker ved hånden, så vi ikke efterlader de unge, de ældre og de udfordrede på de mange dystopiske og smuldrende trappetrin.

Overvældet af larm og ballade

Det bedste, du kan gøre for dig selv, er at mønstre en ny indstilling.
Det er lettere sagt end gjort for os, der ind imellem bliver overvældede af al den larm og ballade, der foregår omkring os i øjeblikket. 

Her kan det være en hjælp at se nærmere på den omstilling, vi er på vej igennem. Den minder om den gamle rutsjebane i Tivoli.

I fase 1 kilder det i maven, så kommer der en fase 2 hvor man fortryder, at man stod på, før vi til sidst lander “i en anden verden”.

Fase 1. ALT FORSTÆRKES: “WOOHOO!”

Vi får en ny teknologi, og alle synes det er superfedt. Sikke det kan! Woohoo! Det her løser alle vores problemer.

Men fordi vi ikke selv har ændret os, bruger vi teknologien til at gøre mere af det, vi allerede gjorde eller til at slippe for det, der er kedeligt. 

Eleven opdager ChatGpt og tænker: "Lækkert. Den kan lave min røvsyge opgave".

Psykologen tænker: "Yes! Den kan klare dokumentationen."

Akademikeren tænker: "Nu kan jeg skrive 14 notater på den tid, det før tog at skrive tre."

Ingen tænker: Måske skulle vi bare have ét rigtig godt notat. Eller formulere opgaven, så den er spændende. Måske behøver vi ikke at  dokumentere 10 gange så meget.

Det er den første og meget menneskelige reaktion på ny teknologi:

“Hvordan kan jeg gøre det gamle hurtigere, så jeg kan komme tidligere hjem?”

Derfor bliver AI først en forstærker.

En bureaukratisk organisation bliver mere bureaukratisk. 
Sender vi mange mails, kan co-pilot sende endnu flere mails, som ingen læser. 
Har man vænnet sig til bullshit, får man: Bullshit as a Service.
Og er der scammer-mentalitet i verden, kan scammeren blive enormt meget mere produktiv.

Fordi fase 1 forstærker alt, der er i forvejen når vi til

Fase 2: AFSLØRING: “UHA UHA / ALLE DØR!”

På den ene side bliver vi virkelig gode til det gamle. Vi bliver så gode at det gamle begynder at se dumt ud.

Hvis AI kan skrive rapporten på 30 sekunder, hvorfor skriver vi så rapporten?
Hvis AI kan bestå eksamen, hvad måler eksamen så?
Hvis AI kan lave analysen, hvad er så akademikerens egentlige værdi?
Hvis AI kan skrive 100 LinkedIn-opslag, hvorfor så bøvle med at skrive et selv?
Hvis AI kan tage de første junioropgaver, hvordan bliver man så senior?

Og så kommer frygten: 

AI tager vores jobs!
AI gør os dumme!
AI er et scam!
AI ødelægger universitetet! 
Vi skal alle være prompt engineers!
Nej, prompt engineering er allerede dødt!

I fase 2 får vi øje på, at de sociale medier i virkeligheden er asociale. At USA er et imperium i forfald. At det, der for 2 år siden lød som latterlige konspirationsteorier, nu viser sig at være tæt på sandheden. At der sidder meget få, absurd rige, socialt handicappede tech-bros, der har 0 respekt for planet og liv, og som bygger deres fantasier om fremtiden på Blade Runner, Terminator og Transhumanisme.

Vi har opdaget, at vi ikke kan stole på noget som helst. Og at “civilisation” er helt utroligt skrøbeligt, hvis ikke flertallet af os er villige til at “køre ordentligt”. Aaarggh - hele menneskeheden dør og AI overtager verdensherredømmet!! Panik, panik.

Det er her, at et NÅDADA kan være på sin plads.

Det vi længes efter!

Måske var det aldrig tekstproduktionen, der gjorde akademikeren værdifuld.

Måske var det aldrig evnen til at huske mest muligt, der var universitetets vigtigste funktion.

Måske er en 37-timers arbejdsuge ikke en naturlov.

Måske er 47 PowerPoint-slides ikke dokumentation for 47 timers værdiskabelse.

Og måske er: “Jeg har været her i 17 år” ikke en kompetence. Det er bare tid, der er gået.

Når det gamle begynder at bryde sammen, opstår der et tomrum.

Vores første reaktion på tomrum er ofte frygt. Og har man ikke lært at holde frygt ud, så bliver det til skyld og skam og pegen fingre, og placering af ansvar (ikke hos mig) og positionering og masser af møder og rapporter og analyser, som gør alt andet end det, der nu er nødvendigt. 

Nemlig at snakke om længsel. 

Længsel efter dømmekraft, mere nysgerrighed, mere omsorg, venskab, ordentlighed og loyalitet, mere faglig fordybelse, bedre spørgsmål, mere menneskelig kontakt, mere tvivl. mere kreativitet. mere tid til faktisk at tænke - Både selv og sammen. Mere målbar, ægte værdi og tid brugt på at løse problemer, så løsninger kan ses og mærkes.

Hvad nu, hvis den hverdag, der ligger på den anden side er den du rent faktisk længes efter?

Når nok mennesker, tror på den fremtid og organiserer sig derefter, kommer 

Fase 3: TRANSFORMATION

Transformation er ikke, at alle har fået Copilot.

Transformation er: “Nu hvor maskinen kan lave rapporten, har vi opdaget, at vores vigtigste arbejde er at finde ud af, hvilke spørgsmål der overhovedet er værd at undersøge.”

Så skifter akademikerens værdiskabelse 

• fra svar til spørgsmål
• fra viden til dømmekraft
• fra produktion til fortolkning og meningsskabelse
• fra ekspertise som lager til ekspertise som navigation (fra kort til GPS)
• fra “jeg ved” til “jeg ved det ikke, men jeg kan finde ud af, hvad vi bør gøre sammen”

Nationalbanken siger lige præcist det: AI-værktøjer giver i sig selv ikke produktivitetsgevinster.

Skræl det gamle akademiker-skind af

Gevinsterne opstår, når organisationer ændrer arbejdsprocesser, opgavefordeling og ledelsesstrukturer.

Så hvis du bliver bekymret over AI, vil jeg ikke bede dig være mindre bekymret. Jeg vil bede dig om at blive længere i bekymringen.

Fortsæt til du bliver bange, sig “nådada”, find nogen at følges med og skræl det gamle akademiker-skind af dig.

Det er det, der skal dø for at du kan sidde i solen og længes - efter den nye rolle, som akademikeren skal spille: Klog, samarbejdende, omsorgsfuld, venlig. En person, der har tid og rum og løn til at tage et langt større ansvar for at medskabe verden. Som siger “selvfølgeligt skal vi træne de nye op, og selvfølgeligt skal der være plads til de erfarne.  Verden er ikke af lave - den er ved at blive lavet. Og det, min ven, er en opgave vi løser sammen”.