Et fælles ansvar, at alt for mange akademikere mister fodfæstet på arbejdsmarkedet tidligt i livet

Bragt i A4 Medier d. 10. februar 2026.

Hos hovedorganisationen Akademikerne, de faglige organisationer IDA, Djøf, DM, GL og Dansk Psykolog Forening samt pensionsselskaberne AkademikerPension og P+ har vi en fælles og vigtig mission: Vi vil bremse stigningen i antallet af akademikere, der mister deres erhvervsevne og ender på invalidepension.

Vi deler en klar interesse i at vende en bekymrende udvikling. For på trods af en høj beskæftigelse blandt akademikere, ser vi, at stadig flere, særligt yngre mennesker, får tilkendt tab af erhvervsevne på grund af stress og lidelser som angst og depression, der ofte hænger tæt sammen med et for højt og vedvarende pres i arbejdslivet.

Det er først og fremmest menneskeligt uholdbart, at man efter få år på arbejdsmarkedet mister muligheden for at arbejde. Det undergraver de håb og forventninger, man går ind i arbejdslivet med efter endt uddannelse. Samtidig er det uholdbart for samfundet, som mister afkastet af en stor investering i uddannelse. Og det rammer medlemmerne i pensionsselskaberne, når en voksende del af indbetalingerne går til forsikringsudgifter i stedet for til den enkeltes pensionsopsparing.

For fællesskabet er regningen høj. Mister en typisk 35-årig akademiker varigt evnen til at arbejde, løber udgiften til invalidepension frem til pensionsalderen op i cirka 13 mio. kr. Derudover mister samfundet omkring 9 mio. kr., når en ung akademiker falder helt ud af arbejdsmarkedet tidligt i karrieren.

Indsatserne halter

Der er brug for, at pensionsselskaber og arbejdsmarkedets parter står sammen om at bremse udviklingen. Vi ved, at tidlig indsats og bedre samarbejde virker. Jo tidligere vi griber ind, jo større er chancen for, at den enkelte kan fastholde sin tilknytning til arbejdslivet.

Vi er allerede mange, der bidrager, når stress rammer. I fagbevægelsen hjælper vi dagligt medlemmer, der får brug for støtte. Mere end 250.000 medlemmer i P+ og AkademikerPension har adgang til hjælp ved alvorlig stress gennem deres pensionsordning. Samtidig har mange offentlige og private arbejdspladser etableret sundhedsordninger for deres ansatte.

Velviljen er der. Udfordringen er, at indsatserne ofte ikke hænger godt nok sammen. Samspillet mellem arbejdspladser, fagforeninger og pensionsselskaber kan og skal blive stærkere, ligesom arbejdsgiverne må tage et større ansvar.

Arbejdsmarkedets parter har en fælles opgave i at styrke det psykiske arbejdsmiljø, forebygge stress og skabe mere fleksible rammer for arbejdet. Det ved vi i den akademiske fagbevægelse - senest har en undersøgelse fra Djøf tydelig vist, at fleksibilitet i arbejdslivet medfører et lavere stressniveau. Jo større mulighed der er for fx fleksibel arbejdstid, hjemmearbejde og tilpasning af opgaver, jo mindre er risikoen for, at stress udvikler sig til langvarig sygdom.

Både AkademikerPension og P+ kan og vil støtte deres medlemmerne med individuel hjælp og relevante behandlingstilbud, når behovet opstår. Men det kan de kun, hvis de ved, at der er brug for det. Derfor kræver det tættere dialog og bedre koordinering mellem arbejdsplads og pensionsselskab, så den enkelte kan få tilbudt hjælp tidligt i sygdomsforløbet.

Hvis arbejdspladsen samtidig er villig til at arbejde med at forbedre det psykiske arbejdsmiljø - herunder stressforebyggelse - er vi overbeviste om, at langt flere akademikere kan fastholde deres job. Det gavner den enkelte, arbejdspladserne og samfundet som helhed.