Neurodivergent på jobbet:´”Arbejdspladser er kun designet til én type menneske”
Vi kalder mennesker for besværlige. Men arbejdspladserne overser, hvor meget trivsel, relationer og nervesystem betyder for neurodivergente medarbejderes evne til at fungere. Det mener Leonora Sabine Funch, foredragsholder og neurodivergent.
”Jeg kan skrue et kompliceret kursus sammen på en weekend. Til gengæld kan jeg blive slået helt ud, hvis der er for meget larm i kantinen. Det er ikke arbejdet, der dræner mig. Det er alt det rundt om.”
Leonora Sabine Funch er cand.mag. i socialpsykologi og sundhedsfremme og arbejder i dag som selvstændig underviser, facilitator og coach. Hun blev selv sent diagnosticeret med autisme og ADHD og lever også med angst.
Det er derfor både forsknings- og erfaringsbaseret, når hun underviser arbejdspladser og medarbejdere i neurodiversitet og trivsel.
Og trivsel handler også om målbare resultater, understreger hun.
”Flere studier viser, at neurodivergente kan være ekstremt produktive i de rigtige rammer. Men de fleste arbejdspladser er stadig designet til mennesker, der fungerer stabilt, trives i åbne kontorer, kan håndtere konstante afbrydelser og har energi til sociale forventninger hele dagen,” siger Leonora Sabine Funch, der også holder webinar i DM den 19. maj.
En konstant fejllæsning
Det usynlige arbejde fylder meget hos en neurodivergent:
”At aflæse stemninger, ikke afbryde forkert, lyde interesseret nok, regulere sig selv hele tiden. Mange neurodivergente bruger enorme mængder energi på at virke normale, før de overhovedet er begyndt på deres egentlige arbejde,” forklarer Leonora Sabine Funch.
Hvis man hele tiden føler sig forkert i sin arbejdspladskultur, kan det føre til langvarig belastning og i sidste ende sygdom.
Neurodivergente bruger enorme mængder energi på at virke normale, før de overhovedet er begyndt på deres egentlige arbejdeLeonora Sabine Funch, underviser og facilitator
”Mange neurodivergente fungerer mere ujævnt. Vi kan være ekstremt kreative, produktive og fokuserede - og samtidig have dage, hvor nervesystemet er så belastet, at selv små ting føles uoverskuelige.
Vi lever med et nervesystem, der reagerer hurtigere og kraftigere på belastning. Derfor betyder ting som søvn, mad, pauser, relationer og stressniveau ofte langt mere, end omgivelserne forstår.”
Betragtes som urimelig særbehandling
Problemet for mange neurodivergente er, at der foregår en konstant fejllæsning af dem på arbejdspladsen, uddyber hun:
”For eksempel, at vores behov for pauser bliver tolket som dovenskab, at ønsket om ro bliver set som manglende engagement eller at vi bliver opfattet som besværlige, hvis vi stiller for mange spørgsmål”.
Fleksibilitet er ikke en luksus. Det kan for eksempel være helt afgørende for en neurodivergent, at der er plads til forskellige mødetidspunkter.
”Men forskelligheder bliver ofte kun accepteret på papiret. Og kun til en grænse. Folk vil gerne tage hensyn - indtil det koster. Det, vi som neurodivergente har brug for, hvis vi skal lykkes i vores arbejdsliv, bliver af andre betragtet som urimelig særbehandling, for eksempel plads til pauser uden at skulle forklare sig, eller muligheden for at trække sig,” fastslår Leonora Sabine Funch.
Hun har samlet en buket med gode råd til organisationer, der vil tage inklusionen alvorligt. Hun har også en række anbefalinger til den neurodivergente medarbejder.
Gode råd til den neurodivergente medarbejder:
• Bed om tydelige forventninger
Vær eksplicit om, at du har brug for klare opgaver og mål
• Skab din egen struktur
Planlæg dagen og gør arbejdet forudsigeligt, hvor du kan
• Gå efter mening i jobbet
Opsøg eller efterspørg opgaver, som du kan se formålet med
• Bed om fleksibilitet
For eksempel hjemmearbejde, justerede arbejdstimer og muligheden for at fravælge sociale aktiviteter
• Sig højt hvad du har brug for
Trivsel kræver, at andre forstår dine behov
• Kend og brug dine styrker
For eksempel fokus, kreativitet og detaljesans
Gode råd til arbejdspladsen:
• Vær tydelig og konkret
Giv klare beskeder, konkrete deadlines, lav forventningsafstemning
• Tilbyd fleksible rammer
For eksempel mulighed for hjemmearbejde eller individuelle løsninger
• Skab struktur og forudsigelighed
En gennemskuelig arbejdsdag mindsker stress
• Sørg for ro og færre forstyrrelser
Fysiske rammer som støjdæmpning eller stillezoner hjælper
• Vær nysgerrig på den enkelte
Spørg ind til behov frem for at gætte
• Drop ”one-size-fits-all”
Behov er individuelle
Kom til webinar om neurodivergens
Vil du styrke samarbejdet og kommunikationen i dit arbejdsliv som neurodivergent?
Eller er du leder/kollega til en neurodivergent og interesserer du dig for at skabe psykologisk tryghed på din arbejdsplads?
Så har du muligheden for at blive klogere på emnet 19. Maj, når DM inviterer til webinar med Leonora Sabine Funch.
Du kan tilmelde dig arrangementet her: https://dm.dk/kalender/0004521/
Relateret indhold
Hvad gør du, når arbejdspresset stiger?
Janne Gleerup i Fælledparken: ”Ingen skal slides i stykker, hverken fysisk eller psykisk”
Hver anden småbørnsforælder mangler tid i hverdagen
Mor er markant mere tidspresset end far
4 ud af 10 småbørnsforældre ønsker ret til deltid