Spring menu over

Mere åbenhed om løn styrker ligeløn

Lønåbenhed
Del artikel:

Åbne lønstatistikker kan mindske løngabet og klæde dig bedre på til lønforhandlinger. Her får du tips til, hvordan du kan skabe mere lønåbenhed på din arbejdsplads.

Nye regler skal gøre det lettere at få indsigt i løn og styrke ligeløn mellem kvinder og mænd. Men udviklingen afhænger også af, at arbejdspladserne bliver mere åbne om løn.

Derfor gør lønåbenhed en forskel

Mere retfærdighed på arbejdspladsen

Lønåbenhed kan have flere positive effekter på arbejdspladsen. For mange handler det først og fremmest om en større oplevelse af fairness, fordi man får bedre mulighed for at vurdere, om ens løn står mål med kollegaernes.

Et stærkere udgangspunkt i lønforhandlinger

Lønåbenhed kan også styrke medarbejdernes position i lønforhandlinger. Hvor man ellers ofte må støtte sig til brede statistikker for hele branchen, giver åbenhed om løn et langt mere præcist billede af niveauet på den enkelte arbejdsplads. Det gør det lettere at argumentere for sin løn, fordi arbejdsgiveren ikke længere er den eneste part med indsigt i, hvad kollegaerne tjener.

Sværere at skjule forskelsbehandling

Større gennemsigtighed kan samtidig være med til at modvirke forskelsbehandling. Når medarbejdere har adgang til mere viden om lønniveauer, bliver det lettere at opdage og reagere på urimelige forskelle.

Det kan du selv gøre

Selvom ny lovgivning skal være med til at mindske løngabet, kræver det også en kulturændring på arbejdspladserne. Her er tre måder, du kan være med til at skabe mere åbenhed om løn.

Tjek kulturen

Løn er stadig et tabubelagt emne mange steder. Derfor er det en god idé først at undersøge, hvordan kulturen er på arbejdspladsen, og om løn overhovedet er noget, man taler åbent om.

Start samtalen et andet sted

Hvis løn ikke er et emne, man normalt diskuterer, kan det være lettere at åbne samtalen indirekte. Et kursus i lønforhandling kan være en mindre følsom indgang til emnet og samtidig skabe en naturlig anledning til at tale om løn med kollegaerne.

Tal om fordelene ved lønåbenhed

Når først emnet er blevet mindre tabubelagt, kan man begynde at tale mere åbent om fordelene ved lønåbenhed. På de fleste arbejdspladser diskuterer man allerede mange forhold, der har betydning for arbejdslivet, og her bør løn ikke være en undtagelse. Erfaringen er ofte, at samtalen bliver langt mindre dramatisk, end mange forestiller sig.

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje