Arbejds- og familieliv hænger ikke sammen for alt for mange børnefamilier. DM efterlyser et mere fleksibelt arbejdsmarked, et markant løft af det psykiske arbejdsmiljø og politisk handling nu.
Presset på børnefamilier skal tages alvorligt
Nye tal fra DM’s Forældrebarometer viser, at over halvdelen af forældre til børn mellem 0 og 6 år oplever ikke at have nok tid i hverdagen til både arbejde, familie og restitution. Næsten to ud af tre oplever stress i forsøget på både at være gode forældre og medarbejdere.
Det har menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser. Og det skal vi tage dybt alvorligt.
Brug for politisk handling
DM mener, det er en bunden opgave at sikre bedre balance mellem et velfungerende arbejdsliv og et bæredygtigt familieliv. Mange af løsningerne skal findes af arbejdsmarkedets parter. Men der er også strukturelle udfordringer, som ikke kan løses ved forhandlingsbordet alene.
En kommende regering bør forpligte sig på at nedbringe stress og sikre en bedre balance mellem familielivet og arbejdslivet. Det skal ske i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter, myndigheder og eksperter
Styrk det psykiske arbejdsmiljø
Arbejdsrelateret stress er et af de største samfundsproblemer i Danmark. Og antallet af danskere med stress sætter rekord år efter år. Næsten hver 3. dansker har i dag et højt stressniveau. For langt de fleste er stressen arbejdsrelateret.
Der er behov for et markant løft af det psykisk arbejdsmiljø. Tilsynet med psykisk arbejdsmiljø skal styrkes og arbejdspladser skal forpligtes til at forebygge. Flere arbejdspladser skal have en familie- og arbejdslivspolitik med konkrete initiativer. Og ledere skal klædes på til at arbejde systematisk med psykisk arbejdsmiljø.
Forældrebarometer 2026
Undersøgelsen Forældrebarometer sætter fokus på balancen mellem arbejdsliv og familieliv.
Analyseinstituttet Norstat har stillet 1.018 forældre til børn på nul-seks år en række spørgsmål. Respondenterne er repræsentativt vægtet på køn, alder og region.
Svarene er indsamlet i april 2026.
Tag højde for forskellige faser i arbejdslivet
Arbejdsmarkedet skal kunne rumme, at medarbejdere har forskellige behov og muligheder gennem livet.
Derfor skal arbejdsmarkedet i større grad være fleksibelt og tage højde for forskellige livs- og karrierefaser og dermed sikre attraktive arbejdspladser for alle, fra unge og nyuddannede over småbørnsforældre til seniorer. Det er afgørende, at både offentligt og privatansatte får ret til et balanceret arbejds- og familieliv.
Deltid kan være en del af løsningen
Mange småbørnsforældre efterspørger deltid. Det er først og fremmest et tegn på, at balancen mangler.
Deltid kan være en del af løsningen i en periode af livet, men en ret til deltid kan ikke stå alene. På arbejdsmarkedet i Danmark skal et fuldtidsarbejde også være foreneligt med livet som børnefamilie. Samtidig skal vi sikre, at initiativer om deltid ikke forstærker uligheden mellem mænd og kvinder samt offentligt og privatansatte på arbejdsmarkedet.
Ligestilling må ikke sættes over styr
Kvinder bærer ofte en større del af ansvaret i hjemmet. De går oftere ned i tid, tager barnets sygedage og henter/bringer børn, viser rapport fra Beskæftigelsesministeriet. Det er ikke altid udtryk for et individuelt ønske for den enkelte familie, men et resultat af strukturelle udfordringer.
Fastlåste kønsmønstre på arbejdsmarkedet og i familien koster både for den enkelte, for samfundet, og for virksomhederne der går glip af talent. Derfor er det centralt, at nye initiativer ikke får en kønsmæssig slagside.
Ha' en god dag skat
Får du nogle gange ondt i maven, når du henter dit barn efter klokken 16? Men også når du smutter tidligere fra jobbet for at nå det hele?
I ’Ha’ en god dag skat’ gør Caroline Cecilie Olesen sit bedste for at fjerne alt, der hedder skam, skyld og skadelig selvkritik – både fra andre fuldtidsarbejdende småbørnsforældre og fra sig selv.
Find podcasten her, eller hvor du normalt hører dem.
Relateret indhold
Mere end hver anden mor ønsker ret til deltid
Guide: Det skal du vide om barns sygedag
“Hvem har bildt kvinder ind, at børn ikke kan tåle at se deres mor arbejde”
Se listen: 6 ting småbørnsforældre ønsker i arbejdslivet
Caroline græd på toilettet på arbejdet. Nye tal viser, at hver anden småbørnsforældre kæmper i hverdagen
Foto: Mette Ovgaard