Forfatter og psykolog Glenn Bech oplever samfundets polarisering snige sig ind i kunsten og afkræve, at man som kunstner vælger side i spørgsmål om alt fra klima til religion.
Europa har undergået en politisk højredrejning, og forfatter og psykolog Glenn Bech er bekymret for den polarisering, der følger med - også i nogen grad i Danmark.
- Gråzonerne og nuancerne får trangere og trangere kår. Der er de ”rigtige” og ”urigtige” holdninger og enten er ”du med os”, eller også er ”du mod os”. Det forventes, at jeg som kunstner toner rent flag og melder ud, hvad jeg mener om store samfundsmæssige emner. Den mindste tøven kan blive opfattet som forræderi. Men det er jo netop forfatterens og kunstens opgave at stikke hånden ind, hvor det er farligt og mudret, siger Glenn Bech.
Han mener, at kunstnerisk mod er nødvendigt, fordi det er kunstens opgave nogle gange at stikke en kæp i hjulet på magten, rutinerne, eliten og den ”rigtige” mening.
Hvordan opfører man sig kunstnerisk modigt?
- Det er kunstnerisk modigt at udvise selvkritik. Ikke bare fedtspille, få et fedt job i kulturbranchen, få noget fondsstøtte eller gå hen på, hvilken som helst bar på Nørrebro og skåle med folk, men at man tør sige og gøre noget andet end det, der forventes af en. Det kan være holdninger, der strider imod den gænge opfattelse, når det gælder sprængfarlige områder som køn, klima, landbrug, etnicitet eller religion. Det er, når man risikerer mageligheden, den sociale anseelse og komforten, at man er modig.
Jeg bar min offerfortælling uden på jakken som et emblem. Men jeg knækkede også på det.
Glenn Bech har selv haft brug for at være modig og gøre noget andet i sin seneste bog Jeg er ikke færdig med dig.
Han havde bl.a. brug for at tage det ”offeremblem” af, som han fik tildelt efter sin anden bog Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet. Og som han selv dyrkede og i første omgang tog på sig med stor glæde, for som han siger:
- Det er jo nærmest avantgarde at være offer, og det fineste du kan være. Jeg bar min offerfortælling uden på jakken som et emblem. Men jeg knækkede også på det, for ingen kan bære at være en slags Jesusfigur hvor alt, hvad du siger, er ”sandheden”.
”Offeremblemet” betyder ifølge Glenn Bech, at man fører an. Han var galionsfigur for andre ofre fra arbejderklassen, hvor alle lyttede og vejede hans ord. Så det var fra det sted, at det krævede kunstnerisk mod ikke bare at gentage sig selv, men at sige og gøre noget andet end det, der forventedes af ham.
Senfølger ved at være mønstrebryder
I sin nye bog, Jeg er ikke færdig med dig, vil Glenn Bech vise senfølgerne af at have været vokset op nederst i samfundet, og at lykken ikke er gjort, blot fordi man er ”kommet op”. Man er ikke en Fugl Fønix, men et menneske, der slæber sin historie med sig indeni. Fra sin egen opvækst og fra sit virke som psykolog oplever Glenn Bech konsekvenserne af at have været et udsat barn, og det skal vi også tale om, når vi klapper ad mønstrebryderne, der klarede det, mener han.
- Jeg vil gerne nuancere vores opfattelse af, hvad en mønstrebryder er. Ofte er det en person, vi trækker frem i medierne. ”Se det kan godt lade sig gøre” og ultimativt sammen med en selfie med Mette Frederiksen. Velfærdsstaten har sejret. Der er en idé om, at man kan tage en uddannelse, socialisere sig, blive fri af dårligt sprog og holdninger og næsten klassehygiejnisk rense sig og på den måde blive et nyt menneske. Men det er en meget mere smertefuld, kompliceret og forvirrende proces. Jeg vil gerne skildre det psykologiske efterslæb hos mønstrebryderne, siger Glenn Bech.
I bogen følger vi hovedpersonen Lasse, der har rykket sig fra vold og svigt og en udsat barndom til en lækker lejlighed på Amager Strand med en sød kæreste.
- Men han bliver indhentet af et klassejetlag, hvor han ikke bare kan nyde sin nye status, de materielle goder, kærligheden og få ro på nervesystemet. Han har en tomhed og rastløshed, fordi der er noget, han ikke har med sig. Lasse fik så travlt som barn med at skulle redde sin bror og sine forældre og afskar dermed nogle sider af sig selv. Der er nogle færdigheder, der ikke er modnet i ham, så i visse situationer i sit liv, er han stadig fem år, siger Glenn Bech, der mener, at man som offer kan blive meget selvoptaget af gode grunde. Man pakker sig selv væk i skam og udvikler et had til andre for at beskytte sig selv, et had der så kommer ud i dårlige adfærd overfor ens nære relationer gennem livet.
Noget af det, Lasse har manglet i sin barndom, er at have dyrket langsommeligheden og mærke græsset under fødderne, han har ikke kunnet se meningen med det, heller ikke i at søge fællesskaber. Det er ikke en erfaring, han har med sig hjemmefra. Hans måde at komme frem i verden på har været drevet af jagten på materielle værdier og en liberal tankegang.
Heller ikke i Glenn Bechs barndom var der plads til langsommelighed og grønt græs.
- Jeg er fra et hjem, hvor min far begik selvmord, da jeg var fem år, og min mor fandt en mand, hvor de skændes hver aften i fire år, og der skete ting, der ikke skal ske i en familie. Jeg konkluderede tidligt, at jeg skal væk herfra hurtigst muligt, siger han.
Litteraturen som vejviser
For udsatte børn kan kunsten noget særligt, mener Glenn Bech. Litteratur kan være et vindue til andre måder at leve på end den måde, man er tvunget til at leve derhjemme.
- Litteraturen giver alternativer til familien, til fars holdninger, til mors holdninger, til religionen, til mobberiet i skolegården, til fodbolden og håndbolden og til provinsen. Jeg fik ikke læst højt derhjemme, men i skolen. Om det var Snøvsen eller Gummi Tarzan, så fik jeg min dosis af verden, som var på en anden måde end den, jeg kendte. Det, sammen med det kulturchok, jeg fik, når jeg besøgte min bedste ven Jakob, hvor hans forældre talte pænt til hinanden og spurgte ham, hvordan hans dag havde været, gjorde, at der blev såret frø i mig til at gå andre veje.
Vi skal have en langt større national erkendelse af betydningen af at læse højt for sine børn, fordi litteratur stimulerer vores forestillingsevne, tålmodighed og rummet i os selv, mener Glenn Bech.
- Regeringen har forslået, at sociale medier skal forbydes for alle børn under 15 år. I stedet bør der så være en indsats for, at børn og unge læser meget mere.
Der er da også politisk en erkendelse af, at kunst og kultur kan noget særligt. Kulturministeriet har f.eks. sat gang i Kulturpasset til udsatte unge, for at imødegå trivselskrisen hos unge.
- Man kan have næsen i vejret og mene, at kunst og kultur ikke må spændes for en vogn og bruges medicinsk eller psykologisk. Men det virker jo, siger Glenn Bech, der også ser en ungdomsgeneration, hvor tilgangen til fællesskab og solidaritet tager sig anderledes ud end tidligere.
- Vi lever i en høj politisk tid, hvor mange unge er aktivistiske, og vi har aldrig grupperet os mere end nu, men det er en anden form for solidaritet end tidligere. Det er tale om identitetsbaserede fællesskaber, hvor man kigger sig elv i spejlet: jeg er homo, brun, veganer, klimaaktivist eller noget andet, og i det fællesskab finder, man en klan og en galionsfigur. Men de unge kan ikke se sig selv i de traditionelle fællesskaber som politiske partier eller fagforeninger. Selvom fællesskaber for løn og arbejdsvilkår binder folk sammen på tværs af køn og klasse og er mere langtidsholdbare og ikke graver grøfter, siger han.
Bøger
"I klassens time gik vi på skolebiblioteket, hvor jeg skulle fortælle en bibliotekar, hvad jeg kunne lide at læse. Jeg var vild med hajer, blod og folk der døde. Hun fandt en hajbog, som var den eneste bog, jeg selv læste i folkeskolen."
