Spring menu over

Sverige: Alle elever har ret til et skolebibliotek

Arkivfoto Jakob Boserup
Del artikel:
Af Sabrine Mønsted

Fra 1. juli 2025 skal alle elever i Sverige have adgang til et skolebibliotek - bemandet med faguddannet personale, hvis nyt svensk lovforslag vedtages. Med forslaget overhaler Sverige Danmark med længder.

Et svensk lovforslag skal sikre, at alle elever fra børnehaveklasse til gymnasiet har adgang til et skolebibliotek på deres egen skole. Samt at biblioteket er bemandet med faguddannet personale indenfor biblioteks- og informationsvidenskab.

(Ny lov om skolebiblioteker på vej)

Det vækker glæde hos generalsekretæren i Svensk biblioteksförening Silvia Ernhagen. 

”Det er meget glædeligt (…). Det betyder, at elever rundt om i Sverige fra næste efterår vil have adgang til en uddannet skolebibliotekar i deres skolebibliotek”, siger hun til Biblioteksbladet.  

Begrundelsen for regeringens forslag er, at den ulige adgang til skolebiblioteker i dag, er problematisk for elevernes lige adgang til uddannelse. Forslaget begrundes desuden med resultaterne fra PIRLS og PISA-undersøgelser i Sverige, der bl.a. afdækker elevernes læseevne. 

Det er afgørende at stille krav til, at skolebibliotekerne er bemandet med de rette kompetencer.
Vänsterpartiet

Mangel på skolebibliotekarer  

I forslaget er der fokus på, at personalet på skolebibliotekerne skal være faguddannede, hvilket alt andet lige vil kræve flere studerende på bibliotekaruddannelserne. Oppositionspartiet Vänsterpartiet har da også efterlyst ekstra penge i budgettet til bibliotekaruddannelsen. Da der i forvejen er mangel på skolebibliotekarer.  

"Det er afgørende at stille højere krav til, at skolebibliotekerne er bemandet med de rette kompetencer," siger partiet, ifølge Biblioteksbladet. De ønsker, at lovteksten slår fast, at skolerne primært skal ansætte universitetsuddannede personale enten i biblioteks- og informationsvidenskab eller anden relevant universitetsuddannelse.   

Vi ved, at det betyder noget, at eleverne har adgang til faguddannet personale.
Tine Segel, næstforperson i DM Kultur og Medier

Større læseglæde, mindre ulighed  

Tine Segel, næstforperson i DM Kultur og Medier, mener, at det svenske initiativ er den helt rigtige vej at gå. Hun mener, at Danmark bør lade sig inspirere, hvis vi vil sikre større læseglæde og lighed i uddannelsessystemet.  

 - Vi har over en længere årrække desværre set, at litteraturformidlingen til børn og unge er blevet nedprioriteret i Danmark, og samtidig ser vi en dalende læselyst, der bekymrer. I Sverige vil man nu vende en negativ udvikling med dalende læselyst blandt svenske børn og unge ved at lovgive om, at der skal være et skolebibliotekstilbud med faguddannet personale. Og jeg er meget enig i, at det kommer til at gøre en positiv forskel, fordi det jo helt konkret gør litteratur – både skønlitteratur og faglitteratur - til en synlig del af børn og unges hverdag og skoleliv og samtidig sikrer, at der også sker en formidling af litteraturen til eleverne, siger Tine Segel og understreger:  

- Vi ved, at det betyder noget, at eleverne har adgang til faguddannet personale, der kan hjælpe dem med at finde relevant og troværdig information til en opgave, eller en bog, de synes er spændende at læse. 

 - Så det, at man i Sverige nu vælger, at der også skal være et bibliotekstilbud på gymnasierne bemandet med fagligt personale er meget positivt. I Danmark har vi desværre i mange år oplevet, at der på mange ungdomsuddannelser ikke bliver prioriteret en bibliotekarfaglige betjening, men at den spares væk med store konsekvenser. Den ulige adgang til informationsressourcer og vejledning betyder en urimelig forskelsbehandling af eleverne. Og alt for mange elever lærer ikke informationssøgning og kildekritik, som de mangler i deres videre uddannelse, siger Tine Segel.  

 

Den nye lov træder i kraft juli 2025, hvis den endeligt vedtages af Riksdagen.  

Seneste nyheder

Se alle nyheder

Akademikerbladet

Akademikerbladet.dk

Genveje