Janne Gleerup er netop tiltrådt som ny forperson for DM. I den nye rolle vil hun arbejde for at forbedre vilkårene på det akademiske arbejdsmarked, hvor arbejdslivet skal være attraktivt og bæredygtigt. Skal det blive til virkelighed, skal DM tage livtag med akademikerbashingen, lyder det fra forpersonen.
Janne Gleerup, cand.mag. og ph.d., tiltrådte ved årsskiftet posten som forperson for DM. Med hendes egne ord skal alle medlemmer tydeligt kunne se relevansen af deres DM-medlemskab, uanset hvor i arbejdslivet, de befinder sig, og uanset hvilken faglighed de besidder. Vi har bedt hende uddybe hendes fagpolitiske holdninger indenfor en stribe områder.
Hvordan ser du udviklingen på det akademiske arbejdsmarked?
Antallet af akademikere i Danmark er fordoblet siden midten af 00’erne. Det giver god mening, fordi de opgaver, som skal løses på arbejdsmarkedet, bliver mere og mere komplekse. Både på det private og det offentlige arbejdsmarked er der brug for stærke analytiske kompetencer og dybe fagligheder, som netop akademikere bidrager med. Det er vigtigt for at sikre en velfungerende velfærdsstat, innovation i samfundet og høj kvalitet i erhvervslivet.
I DM har vi altid haft et stærkt fokus på det offentlige arbejdsmarked, fordi vores medlemmer historisk set har været offentligt ansatte. Derfor har vi i dag en stærk organisering, solide overenskomster og et meget finmasket net af dygtige og engagerede tillidsvalgte på de offentlige arbejdspladser. Det er guld værd. På det private område er billedet et lidt andet. Vi har færre overenskomster og tillidsvalgte, men flere og flere DM-medlemmer finder beskæftigelse i den private sektor. Derfor skal vi arbejde målrettet på at styrke organiseringen og overenskomstdækningen på privatområdet, og vi skal gøre det i tæt dialog med medlemmerne, så interessevaretagelsen spejler udfordringerne på relevante måder.
DM har kæmpet hårdt mod kandidatreformen, som blev endeligt besluttet umiddelbart inden jul. Hvorfor er den så problematisk?
Uanset hvordan reformens forskellige elementer vendes og drejes, så er den samlet set en spareøvelse, som sænker niveauet indenfor videregående uddannelse. Det er en helt igennem dårlig idé. Forringelserne af uddannelse gør Danmark mindre klogt, mindre produktivt og mindre rigt, end vi kunne have været. Og det vel at mærke i en tid, hvor vi som samfund står overfor omfattende og sammensatte udfordringer. Vi har med andre ord mere end nogensinde brug for akademikere, som netop kan byde ind med nytænkende problemløsning i mange sammenhænge.
Derfor er reformen blevet kritiseret fra mange sider. I DM har vi haft et godt samarbejde med både erhvervs- og studenterorganisationer for at oplyse politikerne om reformens alvorlige konsekvenser. Vi er mange, som med konstruktiv tilgang og saglig argumentation har søgt at få politikerne til at sætte det lange fremtidssikrende lys på, når det gælder prioriteringen af uddannelse. Desværre har forløbet helt fra starten været præget af lukkethed. Den politiske vilje til at lytte har været meget begrænset. Det er tankevækkende og skuffende.
Nu er reformen besluttet, og i DM vil vi fremadrettet koncentrere vores kræfter om at minimere dens negative effekter. Det er en svær opgave, men vi klør på. Vores brede samarbejder har med alt tydelighed vist, at mange forskellige aktører fortsat tror på viden som strategi for et stærkt samfund i fremtiden.
Du har flere gange fremhævet, at DM skal gå op imod akademikerbashingen. Kan du uddybe?
I valgkampen (om posten som forperson i DM, red.) skrev et medlem til mig, om ikke jeg burde fokusere på den klassiske vilkårskamp fremfor på bashingen. Det er et godt spørgsmål, men for mig er det to sider af samme sag. Går vi ikke op mod akademikerbashing, risikerer vi, at nedvurderingen bliver til en offentlig sandhed. Og så bliver det langt sværere at føre vilkårskampen.
Læg dertil, at bashingen påvirker medlemmers trivsel negativt. Akademikerbashing er jo udtryk for manglende anerkendelse. Netop anerkendelse i arbejdslivet, har jeg som forsker beskæftiget mig indgående med. Anerkendelse er en forudsætning for vores trivsel. Derfor er det skadeligt, når der i den offentlige samtale kører kampagner, som nedvurderer akademikeres indsats og værdi på arbejdsmarkedet, fx kalder os ”kolde hænder og overflødigt fedtlag” eller anklager os for at udføre ”pseudoarbejde”. På den måde spiller bashingen også faggrupper ud mod hinanden. Det er den helt forkerte vej. Faggrupper skal spille hinanden stærkere, så opgaverne løses bedst muligt på en meningsfuld måde og på ordentlige vilkår.
Derfor skal vi i DM medvirke til at punktere de karikaturer, der bruges til nedrakning af vores medlemmer. Vi skal komme med helt konkrete eksempler på, hvordan vores medlemmer løfter vigtige opgaver hver eneste dag. Og vi skal med tørre tal vise, hvordan akademikere styrker samfundet og samfundsøkonomien.
Pensionsdebatten rumler. Nogle partier taler for en mere lempelig indeksering af tilbagetrækningsalderen, mens andre mener det modsatte. Hvor står du?
Jeg støtter en mere lempelig indeksering. Danmark er ét af de lande i verden, hvor folk arbejder mest og længst. Danske kvinder kom tidligt og massivt ud på arbejdsmarkedet, og vores samlede produktivitet tåler international sammenligning. Desværre har vi også et presset arbejdsmarked. Alt for mange går ned med stress, og der hersker en helt utilstedelig, men desværre udbredt, aldersdiskrimination. Det gælder ikke mindst på det akademiske arbejdsmarked, hvor især kvindelige seniorer møder barrierer. Derfor har vi brug for indsatser, som reelt muliggør et godt og langt arbejdsliv uden nedslidning og diskrimination, og hvor vi tilbyder fleksible muligheder for gradvis tilbagetrækning.
Du har været forperson for DM’s arbejdsmiljøpolitiske udvalg frem til årsskiftet. Hvor ser du de største arbejdsmiljømæssige udfordringer for det akademiske arbejdsmarked?
Arbejdsmiljø er en hjertesag. Jeg har været enormt glad for at være forperson for udvalget. Stress er en alvorlig udfordring for den enkelte, familien, arbejdspladsen og samfundet. Det er en udfordring, som går på kryds og tværs af fag, brancher og sektorer. Vi ved fra vores undersøgelser, at 46 procent af vores medlemmer i beskæftigelse oplever symptomer på stress i løbet af en måned. Vi ved også, at stress er blevet en folkesygdom. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil er andelen af danskere, der scorer højt på stressskalaen, vokset fra 20,8 procent til 31,5 procent i perioden fra 2010-2023.
For mig er der ingen tvivl om, at den stigende stress blandt andet hænger sammen med, at tid er blevet en mangelvare i vores samfund. Vi mangler tid på arbejdet, bl.a. fordi mængden af opgaver og arbejdsintensiteten vokser. Vi mangler tid til fritidsinteresser og ikke mindst tid med familien. Når arbejdslivet mentalt æder sig ind på fritiden, så rammer det nærværet.
Som fagforening skal vi også være visionære, når det kommer til, hvordan arbejdsmarkedet kan indrettes på mere bæredygtige måder, så det gode liv ikke bliver undermineret af mangel på tid. Tiltag kan fx handle om forskellige muligheder i forskellige livsfaser. Lidt ekstra fritid til børnefamilierne, mere fleksible ordninger til seniorerne osv. Det handler også om, at vi skal have større indflydelse på planlægning af arbejdsopgaver og -tid. I DM skal vi sikre fortsat stor medlemsinvolvering i det fagpolitiske udviklingsarbejde, så vi imødekommer alle medlemmernes forskellige udfordringer og behov.
Nye fusioner?
Vi står ikke på tærsklen til en ny fusion. Med fire nylige fusioner er DM i dag en blomstrende mangfoldighed af fagligheder. Vores medlemmer er beskæftiget indenfor mange og meget forskellige brancher.
Mit fokus er rettet mod at sikre, at medlemmerne kan mærke, at de er del af et relevant og meningsfuldt fællesskab, som gør en forskel for alle. Jeg vil ikke afvise, at der på et tidspunkt i fremtiden kommer nye fusioner. Det at være mange, giver styrke til at nå sine mål. Men fællesskabets styrke består også i, at vi ved, hvad vi kan og vil med hinanden og med fællesskabet. Det er her, jeg starter. Og i den forbindelse er dialogen med alle politisk valgte og medlemmer afgørende, fordi vi i fællesskab skal sætte retning for DM.
Personligt har jeg altid selv følt mig godt hjemme i DM. Mit ypperste mål er, at alle medlemmer har denne samme grundlæggende følelse af at være del af et stærkt fællesskab, som gør en forskel. Derfor er vigtigt, at vi i DM konstant har fokus på, at medlemmerne tydeligt kan se relevansen af deres medlemskab, uanset hvor i arbejdslivet, de befinder sig, og uanset hvilken faglighed de besidder. Vi skal favne alle medlemmer.
