Museumsdirektør: Nøglen til succes er at lære af sine brugere

Den prisbelønnede museumsdirektør Karen Grøn mener, at kulturinstitutionerne laver flere fejlslutninger om brugere og ikke-brugere, som gør, at de ikke udnytter potentialerne for, at flere møder kunst og kultur.

Det er blandt andet problematisk, at kernekulturforbrugeren, som er kvinder 50+, der udgør 63%, dels opfattes som en homogen gruppe, og dels bliver vrænget lidt på næsen af i offentligheden.

- Det er både alderistisk og sexistisk at betragte gruppen af kvinder 50+ som homogen. Den gruppe er kompleks og med masser af nuancer. Det er bekymrende, at mange godtager den diskurs, vi ser i den offentlige debat, hvor det også implicit gøres til et problem, at kvinder 50+ er de mest ivrige kulturforbrugere. For så bliver det naturligt og tilladt at hoppe direkte til, “hvad gør vi så ved det?”, siger Karen Grøn og kommer med et eksempel fra et seminar med ansatte på danske museer for nylig.

- Under et oplæg om diversitet og inddragelse i kulturinstitutioner, nævnte oplægsholderen, at de ved siden af det flotte inklusionsarbejde med særlige grupper, havde lavet en udstilling om broderi for nemt at få en masse ældre kvindelige broderi-entusiaster på museet. Alle lo med den der implicitte forståelse af, at det er lidt latterligt. Men hvorfor ses kvinder 50+ som mindre værdifulde - en “betonklods” kulturinstitutionerne er kørt ind i? For det er ressourcestærke mennesker i et stort netværk af familie, venner og kollegaer, som de kan inspirere og til tider motivere til at komme hos os. Vi burde se dem som en meget værdifuld målgruppe, siger Karen Grøn, der ikke dermed mener, at man ikke skal forsøge at nå andre målgrupper. Det vender vi tilbage til.

Ikke et “os” og “dem”

En anden fejlslutning ifølge Karen Grøn er kulturinstitutionernes opfattelse af et “os” og “dem”.

- Mange kulturinstitutioner har den opfattelse, at de inviterer brugerne ind, så de kan lære noget eller få noget, som er godt for dem. Men værdien opstår netop i det respektfulde møde, hvor der opstår resonans mellem brugeren og museet, siger Karen Grøn, der på Trapholt har udviklet et dynamisk syn på brugerne, hvor læringen går begge veje.

- For brugerne ER ikke noget. De GØR noget, og hvad de gør, kan variere alt efter, hvilken kulturinstitution de besøger, og hvad den tilbyder. Det er os, der har ansvaret for at skabe rammerne, så de personlige ressourcer, brugerne kommer med, kan blomstre, siger Karen Grøn.

På Trapholt arbejder de med fire brugertyper, som de har skabt på baggrund af en større forskningsundersøgelse. Det er “undersøgere”, “kultiverede”, “hyggere” og “scannere”. Typerne kan igen opdeles efter, om de kommer for at ”se” eller ”røre/gøre” noget, og om de er mest optaget af det sociale eller genstandene på museet.

Alle kommer med noget

Som nyslået museumsinspektør på Trapholt i 2001, blev Karen Grøn ringet op af en socialrådgiver, der arbejdede med unge, udsatte kvinder. Socialrådgiveren havde en idé om, at museet og kunsten kunne være en vitaminpille for den gruppe. (Det var forud for “Kulturpasset” og “Kultur på recept”, som er på dagsorden i dag).

- De unge kvinder var skeptiske, hvad skulle de dog på et museum? Men jeg inviterede dem ned i magasinet og bad dem om at udvælge et maleri og et stykke keramik, der gav resonans i dem. De endte med at drøne rundt, og de værker, som de udvalgte, afspejlede unge ressourcestærke kvinder, der var eminente til at overføre deres personlige historie og situation til noget visuelt. De var særdeles kompetente kunstoplevere, siger Karen Grøn.

Siden har museet arbejdet med mange forskellige typer kuraterings-forløb med brugerne, og Trapholt er internationalt anerkendt for sine store fællesskabende kunstprojekter med op til 1.000 deltagere.

- Og vi lærer hele tiden noget af brugerne, som kan føre os videre, siger Karen Grøn, der i marts 2023 modtog Ny Carlsbergfondets Museumslegat blandt andet for at insistere på, at museet skal skabe relevans for borgerne, og at det er vigtigere end at få så mange som muligt igennem døren. (se boks nederst i artiklen).

Inkludering af ikke-brugere

Hvilket fører os tilbage til, hvordan Karen Grøn mener, at kulturinstitutionerne skal forsøge at nå dem, der ikke kommer på kulturinstitutionerne, ikke-brugerne.

Lige adgang til kunst og kultur kræver, at kulturinstitutionerne gør døren "bredere og højere" for nogle brugergrupper. Og det er fint at gøre en særlig indsats og arbejde på at være relevant for så bredt et udsnit af befolkningen som muligt, mener Karen Grøn, men understreger, at man skal gøre sig klart, hvad det er, man ønsker at opnå.

- Man skal overveje, hvad ”ikke-brugeren” møder næste gang på museet, og hvad vedkommende skal bruge projektet til på sigt? For i værste fald kan særprojekter til ”ikke-brugere” blive stigmatiserende, hvor man udnævner én gruppe som værende anderledes, laver et enkeltstående projekt, og bagefter fortsætter, som om intet er hændt, siger Karen Grøn.

Hun mener derimod, at det virker bedst, når ”ikke-brugere” inkluderes i de generelle indsatser, og museet lytter, lærer og ændrer sig undervejs.

- I Trapholts store fællesskabte kunstværk Dataspejlet med 630 deltagere samarbejdede vi eksempelvis med Landsforeningen af Væresteder, fordi det krævede en ekstra indsats, at få deres brugere til at deltage på lige fod med andre borgere. De erfaringer, vi gjorde med at gøre projektet mere tilgængeligt, tager vi med videre. Og efterfølgende har vi oplevet, at brugere fra værestederne deltager på eget initiativ i andre af vores kunstprojekter, fordi de kom ind ad døren gennem den særlige indsats, siger Karen Grøn.