Impostor-fænomenet: Et individuelt eller kollektivt problem?

Impostor-begrebet blev første gang nævnt i 1970’erne. Dengang blev det beskrevet som et “fænomen”. I dag bliver det i daglig tale ofte kaldt et “syndrom”, som enkeltpersoner “lider af”.

Men hvis der er så mange, der kan nikke genkendende til fænomenet, bør vi så ikke betragte det som et kollektivt problem fremfor et individuelt problem?

Det er lige netop dét, som adjunkt på Københavns Universitet, Katrine Lindvig, mener. Hvis man på en arbejdsplads oplever, at rigtig mange går ned med stress eller føler sig som bedragere, bør vi træde tre skridt tilbage og sige: “Fix the system – not the people”.

Hun kan selv genkende impostor-fænomenet i sit eget liv og den der nagende tanke: “Hvornår finder de andre ud af, at jeg ikke kan finde ud af noget?”. For Katrine Lindvig opstod bedragerfølelsen første gang tilbage i gymnasiet, hvor hun følte, at hun ikke lavede alt det, hun burde, og havde en følelse af, at hun snød.

I dag mærker hun især impostor-følelserne i situationer, hvor hun gerne vil gøre det godt eller passe ind, men hvor arbejdsfordelingen og forventningerne til hendes indsats er uklare.

“Jeg tror, at impostor-fænomenet trives særligt godt i et konkurrencepræget og utrygt arbejdsmiljø, hvor du ikke føler, at du passer ind og/eller kan være ærlig om din usikkerhed,” fortæller Katrine Lindvig.

Vi skal stoppe med at fortælle kvinder, at de lider af impostor-syndromet 

I medierne fremstår det som om, det særligt er kvinder, der lider af impostor-syndromet. Ifølge Katrine Lindvig er det et problem, at så snart en kvinde lufter de følelser, der ligger i beskrivelsen af impostor-fænomenet, så genkendes det som netop det. Men når mænd lufter følelserne – hvis de altså overhovedet lufter dem – så handler det om manglende klarhed i jobbeskrivelsen, at de skal have en snak med deres chef, eller at noget skal ordnes på en anden måde.

Katrine Lindvig mener ikke, at de her impostor-oplevelser skyldes noget biologisk. I stedet mener hun, at det kommer af, at kvinder behandles anderledes end mændene. Drenge og mænd bliver hyldet for at bryde reglerne og gå deres egne veje. Kvinder derimod bliver hyldet for at følge normen og præstere efter bogen – og bliver alligevel lidt nedladende kaldt “12-tals-piger".

Vores performance-kultur skaber impostor-følelsen

Da størstedelen af danskerne tilbage i 1920’erne arbejdede inden for landbrug og industri, var der nok ikke så mange, der stod på marken eller fabrikken og følte sig som bedragere. Dengang handlede det om, hvorvidt du kunne høste korn eller fremstille en bil korrekt eller ej.

“I dag er det noget helt andet med KPI’er og et performance-drevet arbejdsmarked, hvor kravene kan være mere slørede, og hvor der ikke altid er én korrekt måde at gøre det på, som der jo er, når man skal fremstille en bil,” mener Katrine Lindvig.

Som akademiker på et arbejdsmarked, der i høj grad er præget af prekarisering, er du måske mere sårbar for disse impostor-følelser, fordi du hele tiden bliver sat i situationer, hvor du skal performe og vise dit værd.

“På nutidens arbejdsmarked tror jeg også, at der er mere på spil for kvinder. Udover at de skal udføre det samme arbejde som mændene, så er der også det usynlige arbejde på arbejdspladserne, som ofte ender på kvindernes bord,” siger Katrine Lindvig med henvisning til de ikke-forfremmende opgaver som fx kaffebrygning til møder, gaveindkøb og planlægning af sociale arrangementer.

”Og i slutningen af måneden er beløbet på deres lønsedler typisk lavere end mændenes. På den måde er der masser af grunde til som kvinde at blive bekræftet i, at man ikke gør det lige så godt som sine mandlige kollegaer – og det kan give impostor-følelser.”.

Netop derfor mener Katrine Lindvig også, at forbilleder i alle former og størrelser er utroligt vigtige. Når du som højtuddannet kvinde kommer længere op i hierarkiet og bliver leder, er der ikke så mange forbilleder at spejle sig i. Og så er det jo netop nemt at føle sig anderledes eller som en, der snyder.

“Mit håb er, at jo mere mangfoldighed og ligestilling vi kan få op i geledderne, jo mindre vil fænomenet blive en ‘kvindeting’ – og mere en menneskelig ting,” siger Katrine Lindvig.

Impostor-fænomenet afslører ofte, at der er noget galt med arbejdsmiljøet

For Katrine Lindvig har det hjulpet at visualisere sine selvkritiske tanker som en måge, der lander på hendes skuldre. For nyligt oplevede hun at få en skriveblokering i forbindelse med et bogprojekt, hvor der opstod konflikter i gruppen, der gav hende følelsen af ikke at være god nok og en tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kunne skrive. Men denne gang fyldte tankerne ikke lige så meget, som de engang gjorde.

"Når mågen lander på mine skuldre og jeg føler mig tynget af følelsen af ikke at kunne finde ud af noget, så skal jeg tage et par skridt tilbage og sige det højt til nogen. I stedet for at vende det indad og gruble over mine kompetencer, så tænker jeg: Hov, nu dukkede oplevelsen af at være en bedrager op – det skyldes måske en totalt urealistisk deadline, manglende tydelighed eller tvivl om forventninger til en opgave, og det betyder, at jeg skal justere på noget,” forklarer hun.

Ifølge Katrine Lindvig bør vi ikke undgå impostor-følelserne – eller den metaforiske måge i hendes tilfælde – men i stedet bruge dem konstruktivt. Impostor-følelserne er ikke farlige. I stedet for at blive bange for tankerne, når de opstår, bør vi i stedet tænke: “Interessant, at jeg får de her tanker. Hvorfor får jeg det? Det betyder, at jeg er presset på en uhensigtsmæssig måde, men samtidig er det en mulighed for at lære mig selv endnu bedre at kende – og blive bedre til at sige fra,” fortæller hun.